A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Wegener, Johan, 1811-1883, præst, højskoleforstander

Johan Wegener blev student fra Nyborg lærde skole og i 1838 cand.theol. Han interesserede sig ligesom sin bror C.F. Wegener stærkt for det sønderjyske spørgsmål og deltog i det første folkemøde på Skamlingsbanke i 1843. Efter det store skamlingsbankemøde den 4. juli 1844 blev han opfordret til at lede Rødding Højskole, som blev oprettet den 7. november samme år.

Hans indvielsestale på Rødding Højskole indledtes med B.S. Ingemanns prolog til Valdemar den Store og hans Mænd: "Stig op af graven, du slægt, som døde". Hermed anslog han en følelsesladet historisk-poetisk tone, hvilket også blev understreget af, at han i talen brugte ordet "national" 79 gange. Der skulle ikke herske tvivl om, at Rødding Højskole havde til formål at sætte de unge karle ind i et dansk sprogligt fællesskab.

Kun tre uger inde i den første vinterskole skrev Wegener i et brev til Grundtvig: "Jeg tør paatage mig på 20 Aar at gjøre hele Slesvig ligesaa dansk som Vendsyssel eller Sjælland, naar man vil give mig frie Hænder". Men blot en måned senere er hans breve dybt deprimerede over skolens økonomiske situation og over, at "Eleverne ere langt mere raa og uvidende, end jeg havde formodet...., det er et helt Studium at tale saaledes, at man er vis paa, at de forstaa En". Bag dette lå også en alvorlig konflikt med skolens bestyrelse og med Dannevirkes redaktør P.C. Koch.

Allerede den 5. maj 1845 efter et halvt års virke på Rødding Højskole forlader Johan Wegener skolen til fordel for et præstekald i Halsted-Avnede på Lolland. Ved sin afsked følte han sig "som en ulykkelig elsker, der havde efterladt sin sjæl i Sønderjylland". Livet igennem fulgte han sønderjydernes kamp.

Politisk sluttede han sig til de nationalliberale og blev i 1849 valgt til Folketinget af Nakskovkredsen.

Kilder: Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal, 1984.