A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Zahle, Christian Th. ,1866-1946, statsminister,

Den unge jurist C. Th. Zahle kom allerede i 1895 i Folketinget, skønt han på dette tidspunkt ikke var fyldt 30 år, og derfor ikke havde valgret. Han støttede Hørups linje og var også blandt de folketingsmedlemmer, der i 1905 forlod J.C. Christensen og Venstre og oprettede Det radikale Venstre, hvor han snart fik en ledende rolle.

Alberti-skandalen i 1908 gav Det radikale Venstre stor fremgang og i 1909 dannede Zahle sin første regering. Den støttedes dog kun af 44 af Folketingets 114 mandater og måtte gå af året efter. I 1913 fik De Radikale og Socialdemokraterne tilsammen flertal, og Zahle dannede med socialdemokratisk støtte en radikal regering, der holdt frem til Påskekrisen i 1920.

Zahle er den eneste danske regeringsleder, som er afskediget under kup-lignende forhold. Hans regering ville ikke følge stærke nationalistiske kredses (Dannevirke-bevægelsens) krav om en grænsedragning ved Dannevirke efter Tysklands nederlag under 1. Verdenskrig.  Disse kredse påvirkede gennem bl.a. Erik With den nationalt interesserede Christian 10. til at afskedige regeringen Zahle i 1920. Afskedigelsen af Zahle og den efterfølgende udnævnelse af den konservative jurist Otto Liebe førte til Påskekrisen, der først blev løst med udskrivelsen af valget i 1920, som i øvrigt førte til et stort radikalt nederlag.