A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Arveretten til den danske krone

Spørgsmålet om arveretten til den danske krone fik stor politisk betydning, da det i 1840'erne blev klart, at Frederik 7. formentlig ikke ville få nogen børn, hvorved den oldenborgske mandslinie ville uddø. I kongeriget gjaldt i første række mandlig arvefølge, men hvis den direkte mandslinie uddøde, overgik arveretten til kvindesiden.

Men der gjaldt andre bestemmelser i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I Holsten gjaldt kun mandlig arvefølge, mens der i Slesvig var stor uenighed, en uenighed som blev koblet til hertugdømmernes nationale tilhørsforhold - skulle de høre til Danmark eller indlemmes i Det tyske Forbund, som på det tidspunkt var under dannelse?

Fra dansk side hævdedes, at i Slesvig gjaldt i alle tilfælde siden 1721 samme arvefølge som i Danmark, altså til kvindesiden, men dette ville betyde, at Slesvig knyttedes tættere til det danske kongerige, hvilket efter det tyske ridderskabs opfattelse var et brud på Ribe-aftalen af 1460, som siger, at Slesvig og Holsten skulle forblive "up ewig tosamde ungedeelt".

Dette synspunkt tilsluttede den augustenborgske hertug Christian August og hans lillebror Prins Frederik af Nør sig, hvorved de kom i et voldsomt modsætningsforhold til det danske kongehus. Striden blev løst med Christian 8.'s åbne brev af 1846, men denne afgørelse var efterfølgende en af årsagerne til Treårskrigen 1848-1850.

Også i moderne tid har spørgsmålet om arveret givet anledning til diskussion. Da det i 1940'erne stod klart, at Frederik 9. og Dronning Ingrid ikke fik nogen drengebørn, ville arveretten overgå til kongens lillebror Arveprins Knud og hans efterkommere. Men med grundlovsændringen og ændringen af Tronfølgeloven i 1953 blev arveretten ændret, således at arveretten overgik til kongeparrets ældste datter, den senere Dronning Margrethe.