Brockdorff-Rantzau, Ulrich, 1869-1928, greve, tysk ambassadør og udenrigsminister

Grev Rantzau, som han i reglen blev kaldt, var af holstensk slægt og kritisk indstillet over for preussisk militarisme og de preussiske metoder over for den danske folkegruppe i hertugdømmerne (Köller-politiken). Han fik en kortvarig officersuddanelse og indtrådte derefter i diplomatiet. Han arvede efter sin morfar godset Annettenhöhe i nærheden af Slesvig og fik derved en tæt tilknytning til hertugdømmet Slesvig.

Rantzau var også tysk patriot og havde de samme æresbegreber som hans standsfæller samt en stærk tysk nationalfølelse, der havde en tendens til at placere hans omgivelser i enten tyskvenlig eller tyskfjendtlig kategori.

Rantzau blev i 1912 det tyske kejserriges gesandt (ambassadør) i Danmark, en post han beholdt under hele 1. Verdenskrig frem til 1918. Hans tætte og tillidsfulde forhold til udenrigsminister Erik Scavenius fik stor betydning for de danske bestræbelser på at føre neutralitetspolitik under krigen.

Hans indberetninger til det tyske udenrigsministerium rummer et væld af oplysninger om de politiske forhold i Danmark. Indberetningerne er dog i visse tilfælde fordrejede, så de passede bedre ind i tysknational opfattelse af verdensbegivenhederne og de bekræfter undertiden den hårde dom, som den danske gesandt i Berlin, Carl Moltke afsagde: "Han er en i mange måder upålidelig person".

Han blev i 1918 udenrigsminister i den første socialdemokratiske regering i Tyskland.

Kilde: Viggo Sjøqvist: "Erik Scavenius. En biografi". Bind 1 og 2. Gyldendal, 1973.