Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

Nustrup Forsamlingshus

Dansk Kultursamfund af 1910

Dansk Kultursamfund stiftedes på initiativ af professor Harald Høffding i 1910 af en kreds af personer, der i mange år havde virket aktivt indenfor forskellige foreninger og organisationer til støtte for den betrængte danskhed i Sønderjylland. Kultursamfundet adskilte sig imidlertid på afgørende punkter fra andre eksisterende sønderjyske foreninger, idet det udelukkende modtog sine midler på de årlige finanslove. Hjælpen måtte derfor ydes i stilhed, og man kunne på ingen måde træde offentligt frem. Efter Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920 fortsattes virksomheden, men det var ikke længere nødvendigt at opretholde hemmelighedsfuldheden.

Dansk Kultursamfund af 1910 eksisterer stadig og støtter forskellige kulturelle og historiske aktiviteter i Sønderjylland. Endvidere yder Kultursamfundet rente- og afdragsfrie lån til vedligeholdelse af sønderjyske forsamlingshuse. For tiden (2008) har Kultursamfundet ca. 12 mio. kr. udlånt på fordelagtige vilkår (rente- og afdragfri) til 83 sønderjyske forsamlingshuse.

Sønderjysk Forsamlingshuse kan også få tilskud til vedligeholdelse m.v. fra H.P. Hanssens Mindefond.

Dansk Kultursamfund har siden oprettelsen kun haft fem formænd, nemlig H.P. Hanssen, Hans Jefsen Christensen, Peter Gorresen, J.K. Hansen og Frode Sørensen, som overtog formandskabet i 2009.

Kultursamfundets midler bevilges fra Tipsmidlerne under Kulturministeriet. Ansøgninger til Kultursamfundet sendes til

Frode Sørensen
Vesterled 19
6400 Sønderborg

tlf. 74 48 64 28
e-mail: frode@danportal.dk

Litteratur:
Harald Jørgensen: "For de gamle som faldt. Træk af Dansk Kultursamfunds indsats 1910 - 1985". C. A. Reitzels Forlag, 1986.