Det digitale leksikon tager udgangspunkt i bogen "Sønderjylland A-Å" fra Historisk Samfund for Sønderjylland. Den trykte udgave af bogen kan købes her.

1879 De sønderjyske Piger

De Sønderjyske Piger

Denne artikel er skrevet af Egon Sørensen. Artiklen er først offentliggjort som kronik i Flensborg Avis 1. og 3. juni 2002. 

Pigerne fra Aagaard.

Et gravmæle eller, som det senere skulle vise sig, en mindesten på kirkegården i Oversø vakte for nylig min opmærksomhed. En ung pige var her i 1883 stedt til hvile. På stenens bagside var der foruden et vers på dansk også ristet konturerne af to kvindelige skikkelser, den ene stående, den anden siddende på en sten. Navnet på forsiden lød på Helga Maria Tofte.

Da jeg læste, at hun stammede fra Aagaard - en bebyggelse kun et par kilometer fra Oversø - blev jeg klar over, at jeg stod over for en mindesten for en datter af Hans Mikkelsen Tofte. Hans navn stødte jeg på, da jeg sidste år læste i Flensborg Avis om "Den danske Borgerskole i Flensborg".

Skolen blev rejst mellem de to slesvigske krige på arealet, hvor der nu ligger en parkeringsplads på Nørregravene. Da den startede 1851, havde den tre lærere og 60 elever, og da preusserne lukkede den i 1864, var der ikke mindre end otte lærere og 532 elever.

H.M. Tofte var lærer på skolen og tillige degn ved Helligåndskirken og boede med kone og fem børn kun få skridt fra skolen i præsteboligen. To af børnene, Valborg og Helga, skulle få en bekendtskabsgrad ud over det sædvanlige.

Historien tager sin begyndelse ved at maleren og forfatteren Holger Drachmann i 1877 berejste det tabte land syd for Kongeåen. Han opsøgte personer og steder, der havde været vidne til krigens begivenheder i 1864. Det blev til en bog med indlagte digte, som fik titlen "Derovre fra grænsen".

Den blev en dundrende succes. Et af digtene omhandlede en træfning ved Bøffelkobbel. Her var de faldne danske soldater af derboende folk blevet begravet i husets forhave. Et af versene lød:

"De vog dem, vi grov dem en grav i vor have,
lagde dem ved siden af den alfar vej,
alle vore blomster skal smykke deres grave.
Sønderjyske piger I forglemme dem ej".

Dette vers gav den københavnske forlægger Ernst Bojesten ideen til at illustrere digtet med et billede af de to sønderjyske piger. Gennem en ven i Flensborg fik han i 1879 overtalt H.M. Toftes to piger til at lade sig fotografere til dette formål. Om de to sagde man, at der ikke fandtes smukkere i byen.

I vinteren samme år blev billedet taget af den flensborgske fotograf Schumann med Helga, den yngste, siddende iklædt en dragt fra øen Før og den ældre, Valborg, stående i en alsinger dragt. For at forstå det videre forløb, må det her indskydes, at bitterheden i den danske folkesjæl efter nederlaget ved Dybbøl affødte en heftig opblomstring af nationalfølelsen.

Billedet af "De Sønderjyske Piger" fik en overvældende udbredelse. Det fortælles, at Kong Christian 9. - den bedste af alle sønderjyder - fik overrakt det første billede. Et billede i legemsstørrelse blev givet til kejserinde Dagmar i Rusland, som var prinsesse af det danske kongehus, og som altid har været sønderjydernes ven.

Fotografiet fik hurtigt en enorm udbredelse, ikke kun i danske kredse i landsdelen. Også nord for Kongeåen, ja i hele kongeriget blev det populært. Næst efter Dannebrog blev billedet det mest brugte nationalsymbol i hjemmene. Den dag i dag kan "De sønderjyske Piger" træffes på væggen i nationalt bevidste hjem.

Som det ofte går med ting, der er "in", varede det ikke længe, før man så motivet på kopper, tallerkener, porcelæns-pibehoveder og så videre. Det blev fremstillet i flere størrelser og som oftest tilbudt med kunstfærdigt udskårne rammer. Desuden kunne baggrundssceneriet variere op igennem tiderne. En ting er sikkert: Billedet med "De sønderjyske Piger" bidrog stærkt til at holde interessen for det sønderjyske spørgsmål vågent og - ikke mindst - styrkede genforeningshåbet.

Som nævnt gav nederlaget i 1864 den Danske Borgerskole dødsstødet. Og da H.M. Tofte nægtede at aflægge eden til den preussiske konge, blev han i 1867 afskediget uden pension efter 21 års lærergerning. Men i stedet for at resignere, overtog han to år senere "Den danske Landbrugsskole" i Aagaard. Her fik familien sit ny hjem.

Men forinden citerer vi et lille udsnit af Valborgs erindringer om hjemmet i Helligåndsgangen: "Vi boede i præsteboligen, den stødte umiddelbart op til kirken og havde direkte indgang til orgelet og kirken. I kirken husedes i 1864 de danske fanger, og min fader var en af de få, der havde lov til at besøge dem, bringe dem små gaver og mad. I Flensborg øvedes der en stor godgørenhed og venlighed mod de danske soldater, der fik mad og klæder både nat og dag, når de kom gennem byen. Fangerne passerede under bevogtning op og ned ad Helligåndsgangen, og min lille søster og jeg stod tit i gadedøren, og de gav sig i snak med os og tog os på armen - mange af dem havde jo selv småbørn hjemme. Vi hørte om krig og sorg hver dag, og selv om vi ikke fattede det alt, følte vi dog, at det ikke var, som det skulle være".

Om Aagaard Landbrugskoles undervisningsfag foreligger der ingen nærmere beskrivelse. Mon ikke man har skelet til folkehøjskolerne oppe i kongeriget? At der ikke udelukkende undervistes i jord- og kvægbrug, fik man en fingerpeg om, da Hans Mikkelsen Tofte engang ytrede:

"Det giver mig en stor tilfredsstillelse, at jeg hvert år kan udsende en halv snes gode danske unge i landsdelen!"

Mod slutningen af september 1883 holdt sorgen sit indtog i forstanderboligen på Aagård Landbrugsskole. Efter et sikkert langvarigt og udtærende sygeleje udåndede den yngste af de sønderjyske piger, Helga Maria Tofte, kun 22 år gammel. Den i disse tider så grasserende brystsyge (tuberkulose) havde igen krævet et offer.

I følget ved jordfæstelsen den 2. oktober deltog foruden den nære familie, lærerne og eleverne og sikkert mange af familiens vennekreds også familiens meget nære ven, farver Jacob Plaetner. Det er ham, der er ophavsmanden til det lille vers på gravstenens forside: "Sønderjyske Pige hviler her i Dal indtil Påskemorgen vi ses i Himlens Sal".

Plaetner blev kendt og beundret for sin omsorg for de sårede og faldne efter Slaget ved Sankelmark den 6. februar 1864. Han sørgede for, at de blev transporteret til Flensborg. Allerede efter Isted-slaget i 1850 havde denne "barmhjertige samaritaner" og filantrop øvet sine gode gerninger.

H.M. Toftes indsats for danskheden i det slesvigske nærmede sig sin afslutning, idet skolen i Aagaard allerede i 1884 efter preussisk ordre måtte lukke sine porte. I forbindelse med begravelsen er det interessant, at den daværende præst, pastor Fr. Jessen, ved indførelsen i begravelsesregistret tilføjede: "Bekannt geworden durch das Bild "De sønderjyske Piger", welches die Schwestern Helga und Valborg Tofte darstellt."

Forstanderen, som i 1879 allerede blev enkemand, forlod nu landsdelen og flyttede til Skaarup på Sydfyn. Her havde Valborg boet, siden hun i 1880 var blevet gift med en fætter, der var musiklærer på det derværende seminarium.

H.M. Tofte levede endnu i mange år under datterens omsorg i seminariebyen, indtil han døde som 92-årig i 1917. Med sit lange hvide skæg var han en markant skikkelse i bybilledet. Der fortælles, at han ikke ville studse det, førend Slesvig var blevet genforenet med fædrelandet. Det nåede han ikke.

Helgas gravsten forsvandt i en ugod tid, sandsynligvis omkring afstemningen i 1920 og endte nok som skærver til udbedring af veje på egnen. Motivet for fjernelsen kendes ikke, men uvilkårligt bevæger tankerne sig jo i en bestemt retning. I 1992 blev der dannet en komite, der satte sig den opgave at rejse en ny mindesten over graven. Sammen med den stedlige præst fandt initiativtageren endda frem til den oprindelige gravs beliggenhed. Menighedsrådet viste sig imødekommende.

Et komitemedlem fortæller: "Vi havde omsider fundet frem til den nye stens form og størrelse samt den skrifttype, der skulde anvendes. Forbilledet stod på farver Plaetner"s familiegravsted på Flensborg gamle kirkegård. Finansieringen skete ved hjælp af gaver og fondsmidler. Hovedparten fik vi fra en fond, som navnkundige Meta Røh fra Jaruplund havde indstiftet. Det var også hende, der i sin tid stillede grunden til Jaruplund Højskole til rådighed.

For en sikkerheds skyld havde vi fået fremstillet en model af stenen, lavet af pap og trælister. Og jeg kan slet ikke lade være med at fortælle om en episode, der udspillede sig under prøveopstillingen: Da vi nu med modellen passerede forbi Røh-slægtens familiegravsted, snuppede initiativtageren spontant det store monstrum ud af min favn og stak det over til Meta Røhs grav med ordene:

"Her kommer vi med modellen til Helga Toftes gravsten. Vi takker dig for støtten til vores forehavende", alt imens både manden og modellen gentagne gange bukkede dybt hen imod hendes gravsten. Et kosteligt syn, der virkede urkomisk, men tillige dybt rørende og ærbødigt".

Så oprandt dagen - årsmødesøndagen den 13. juni 1992 - da afsløringen skulde foregå. Det var en af de skønne forsommerdage, stille og med høj, blå himmel. Der var ikke lagt op til stor festivitas. Komiteen kunde glæde sig over et godt fremmøde. I særlig grad glædede man sig over, at nogle medlemmer af Tofte-slægten var kommet til stede. Man samledes i kirken til en andagt og en kort redegørelse for komiteens bevæggrunde for rejsningen af stenen.

Ved graven blev der lagt blomster og holdt tale af formanden for Sydslesvigsk Forening i Jarplund, hvorefter enhver gik til sit. Med lån i Drachmanns bevingede sprog kan man vel med rette konstatere, at det var lykkedes for komiteen at sørge for, at "ej heller vore Sønderjyske Piger skulle blive forglemt."

Se Museum Sønderjyllands video om De sønderjyske Piger.

Kronik af Egon Sørensen i Flensborg Avis den 1. og 3. juni 2002