A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Harald Blåtand, død ca. 985, dansk konge

Harald var søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod, over hvem han rejste den store Jellingesten. Stenen bærer teksten ""Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne".

Harald var konge i perioden ca. 950-985 og var den første danske konge som lod sig døbe. Det skete ifølge legenden efter at den kristne klerk Poppo havde båret jernbyrd som bevis på, at den kristne gud var stærkere end Haralds hedenske guder.  Begivenheden hævdes at have fundet sted ved Poppoholz (Poppos skov) ved Helligbæk midtvejs mellem Flensborg og Slesvig. Haralds dåb dateres til ca. 965.

Som konge oprettede Harald bispesæder i Ribe, Slesvig og Århus.

Harald søgte at udvide sin magt mod syd, men i 974 brød kejser Otto 2. hans magt ved Danevirke og drog plyndrende op i Jylland.

Efter at have samlet det danske rige under sig gennemførte Harald i perioden 979 - 981 række store bygningsværker, bl.a. halvkredsvolden omkring Hedeby og flere vikingeborge (Trelleborg, Aggersborg)

Harald Blåtand blev dræbt ved Jomsborg (fæstning, formentlig på øen Wollin ved Oderens munding) under sønnen Svend Tveskægs oprør.

Tilnavnet Blåtand må sigte til, at Harald havde en iøjnefaldende blå (eller sort) tand.