A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Hansen Larsen, Lars, 1890-1970, professor

Lars Hansen Larsen blev født i Lundby ved Præstø. Hans forældre drev landbrug, og han blev selv uddannet ved landbruget. Efter højskole- og landbrugsskoleophold blev han i 1913 landbrugskandidat fra landbohøjskolen. Efter at have være højskolelærer på Høng højskole fortsatte han i 1916 studierne ved landbohøjskolen og arbejdede herefter som kvægavlskonsulent. I 1933 blev han professor ved landbohøjskolen - en stilling han fastholdt, til han gik på pension i 1960.

Lars Hansen Larsen blev stærkt optaget af det sydslesvigske spørgsmål efter 2. Verdenskrig, hvilket også skaffede ham tilnavnet "Ejder-professoren". I 1948 blev han næstformand og i 1949 formand for Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945, der bl.a. har til formål "at støtte sydslesvigerne i deres ønske om at de og landsdelen genforenes med Danmark, såfremt et flertal af landsdelens befolkning ved en folkeafstemning har givet udtryk herfor". 

I 1949 var Lars Hansen Larsen initiativtager til en stor underskriftindsamling for gennemførelse af en folkeafstemning om Sydslesvigs nationale tilhørsforhold. Der blev indsamlet 800.000 underskrifter i Danmark for en sådan afstemning og underskrifterne blev afleveret til statsminister Hans Hedtoft på Dybbøldag, den 18. april 1949. Underskrifterne førte på trods af det meget store antal ikke til ændringer i regeringens sydslesvig-politik, der havde overskriften "Grænsen ligger fast".

Nogenlunde samtidig var Sydslesvigsk Udvalg og Lars Hansen Larsen initiativtager til den store Ejderindsamling, der havde til formål at organisere danskheden i området mellem Danevirke og Ejderen ved opførelse af skoler og børnehaver m.m. Den danske stat ønskede ikke at støtte dette formål, hvorfor opførelse og drift af de danske institutioner i området blev finansieret ved indsamling af private midler.

Skibsreder A.P. Møller donerede i 1950 500.000 kr. til formålet og gav kort efter tilsagn om at fordoble alle øvrige donationer fra danske virksomheder. A.P. Møller blev således rygrad i Ejderindsamlingen og hans fond, A.P. Møllers og Hustru Chastine Mærsk Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal gav i indsamlingsperioden over 10 mio. kr. til formålet.

Efter A.P. Møllers død i 1965 meddelte hans søn, Mærsk Mc-Kinney Møller i 1967 Lars Hansen Larsen, at man ikke længere ønskede at støtte indsamlingen, fordi A.P. Møller efterhånden var blevet alene om at betale driften af skolerne i området. Resultatet blev, at de skoler og børnehaver, som var etableret med midler fra Ejderindsamlingen, blev overdraget til det danske mindretal og dermed kom under statsbevillingen.

Lars Hansen Larsen havde meget skarpe antityske synspunkter. Så sent som i 1961 advarede han under det danske årsmøde i Rendsborg om, at Tyskland sagtens kunne tænkes at ville føre en angrebskrig engang i fremtiden. Han udtrykte derfor håbet om, at den tyske deling ville vare længe endnu.

Han var også modstander af det europæiske samarbejde - især fordi Vesttyskland var en vigtig del af det. Planen var derfor, at Ejderskolerne også skulle være et nationalt forsvarsværk mod Europa. Lars Hansen Larsens mål var klare: Han arbejdede for antityskheden, Europa-modstanden og genforeningshåbet - en parole han selv gav udtryk for i 1965.

Lars Hansen Larsen døde i 1970 og er begravet i Himmelev ved Roskilde.

Kilder:
Dansk Biografisk Leksikon
Axel Johnsen: "Tak for sidst, Hans Hedtoft". Læs hele artiklen her.