Grænsen GOU Feriebarn Kultur Ambassadørene Elevambassadører
Jörgen Jensen Hahn Formand for Friisk Foriining og skoleinspektør på Risum Skole

Hahn, Jörgen Jensen, født 1952, formand for Friisk Foriining

Jörgen Jensen Hahn blev født den 3. marts 1952 i Naibel/Nibøl-Nordfraschlönj/Nordfrisland og voksede op med frisisk som hjemmesprog. De sidste 5 års skolegang i folkeskolen blev hos friseren F. Dinsen Hansen i Nibøl på Nibøl danske Skole. Derefter på Vestbirk Efterskole. Realeksamen i 1969 efter to års skolegang på Midtjysk Realkursus i Grindsted. Herefter videre til Ask Folkehøjskole i Ask for et års tid.

Medlem af Friisk Foriining og Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) siden 1970. I 1972 tog han HF-eksamen på Grindsted Gymnasium. Derefter et arbejdsår på  Københavns mange byggepladser og som støttelærer på Christian Paulsen Skolen i Flensborg. I 1977-78 afsluttede han sin uddannelse som folkeskolelærer på Esbjerg Seminarium og vendte tilbage til Nordfrisland efter lidt mere end 10 år i Danmark.

I 1978 blev han ansat som lærer ved Risum Skole/Risem Schölj. I de kommende år blev han sammen med andre aktivt inden for ungdomsarbejdet i og omkring Risum Skole/Risem Schölj. I 1981 var han med til at grundlægge den frisiske ungdoms- og idrætsforening ’Rökefloose’ (Ravneflok).

Jörgen Jensen Hahn efterfulgte i 1984 Marie Tångeberg, der siden 1956 havde virket som som skoleleder for Risum Skole/Risem Schölj i så mange år.

Hahn blev medlem af Friisk Foriinings bestyrelse i 1987 og medlem i Nordfriisk Instituuts rådgivende forsamling (Beirat) i 1989. I 1995 blev han formand for Friisk Foriining, og dermed også medlem af SSF’s hovedstyrelse og Det sydslesvigske Samråd. Samtidig blev han medlem af Risum-Lindholm kommunes kulturelle udvalg (for SSV). Siden 1995 medlem i det såkaldte "frisergremie" (Mitglied des Schleswig-Holsteinischen Landtagsgremiums für Fragen der friesischen Volksgruppe) ved den slesvig-holstenske landdag og medlem af friserrådet (Frasche Rädj/Friesenrat) siden 1997.

Som medlem af friserrådet og formand for Friisk Foriining blev han i 2005 medlem af det nystiftede rådgivende udvalg for den frisiske folkegruppe ved indenrigsministeriet (Beratenden Aussschuss für Fragen der friesischen Volksgruppe beim BMI) i Berlin.