A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Kruså

Kruså er en by og grænseovergang ved den dansk-tyske grænse i Bov Sogn ved grænsen nord for Flensborg. Byen har navn efter Krusåen, der danner grænse mellem Danmark og Tyskland og har sit udløb i Flensborg Fjord

Kruså blev nævnt første gang i de skriftlige kilder i slutningen af 1400-tallet. Ved Genforeningen i 1920 fik landsbyen ved krydset mellem den nord-sydgående landevej mellem Aabenraa og Flensborg og den øst-vestgående landevej mellem Sønderborg og Tønder en central placering som grænseby. På dette tidspunkt bestod byen af Krusågård, en vandmølle, en landevejskro og nogle få huse.

Toldvæsenet overtog i 1920 kroen som toldkammer og med den fulgte grænsegendarmer, toldere og deres familier. Dagen efter den store genforeningsfest på Dybbøl Banke gentog Christian 10. i Kruså den 11. juli 1920 statsminister Niels Neergaards ord: "De skal ikke blive glemt" over for en stor skare af skuffede sydslesvigere. Til minde herom er der i vejkrydset få hundrede meter nord for grænsen opsat en mindesten. 

Med anlæggelsen af den nye jernbanestation i Padborg 1928-29 fik Kruså også en større gruppe indbyggere, der var beskæftiget ved DSB. I 1921 havde byen 120 indbyggere, men efterhånden som handlende og håndværkere kom til, voksede den til 275 indbyggere i 1930. Da Tyskland fra begyndelsen af 1950’erne blev åbnet op for udenlandske vognmænd, og den nye grænseovergang blev etableret i 1956, fik Kruså et løft som vognmandscentrum. 

Fra 757 indbyggere i 1955 steg indbyggertallet til 1.797 i 1970, hvorefter byen har oplevet et mindre fald til 1.655 indbyggere i 2011. Med væksten udviklede Kruså sig til et bysamfund med en stor gruppe selvstændige, arbejdere og funktionærer. Ved Schengen-aftalens ikrafttræden i 2001 blev told- og paskontrollen fjernet, således at grænsen kunne passeres frit.

Uddrag af Kim Furdal i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur:

Carsten P. Rasmussen: Vækst og virke ved Grænsen. 1992.