A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Kold, Kristen (1816-1870), skolemand

I ungdommen var det nok det religiøse, der prægede Christen Kold, men under opholdet i Vestslesvig opdagede han det nationales betydning og efter hjemkomsten fra udlandet var det pædagogikken, der havde hans bevågenhed. Dog talte han aldrig om det særlig pædagogiske, for som inspireret af Grundtvig, drejede det sig altid om det folkelige.

Kolds vækkelse
Det var den fynske vækkelsesprædikant Peter Larsen Skræppenborg der under seminariumtiden tilskyndede Kold til at holde vækkelsesmøder på Mors. Det medførte afskedigelse som lærer og han fandt derefter arbejde i Vestslesvig hos den rige studebonde Knud L. Knudsen i Forballum. Her blev han en del af den nationale vækkelse.

Samtidig med at sprogreskriptet blev vedtaget på Stænderforsamlingen i Slesvig begyndte den unge huslærer Christen Kold at holde møder for voksne på egnen. Inspirationen til møderne kom fra ”Danske Samfund”i København og fra det program for folkelig vækkelse som Grundtvig stod bag. Ved at formidle Ingemanns romaner og Grundtvigs folkelige sange ved aftenmøder for de voksne tog Kold del i den nationale vækkelse. Således arrangerede han 28. maj 1840 en friluftsfest i Forballum til minde om de rådgivende stænderforsamlingers indførelse. Knud L. Knudsen og pastor Müller fra Ribe var talere og børnene lavede kulørte lamper til festen og Kold pyntede selv haven.

Først oplive, så oplyse
Det var også i Forballum, at Kold blev eksemplet på en helt ny lærertype, der viste, hvor besværlig undervisningen kunne være for en livfuld lærer. Kold dyrkede nemlig den personlige fortælleform i sin undervisning. Han brugte fortællingen ud fra sin egen praksis som børneskolelærer på Mors og ud fra de erfaringer, han havde som lægprædikant i de gudelige forsamlinger. På den måde motiverede Kold sine elever.

Rejsen til Lilleasien
Sammen med præsten Daniel Hass i nabosognet Mjolden håbede de begge på en kristelig vækkelse i Sønderjylland, men den udeblev. I foråret 1840 ansøgte pastor Hass om at blive udsendt som missionær til de gamle kristne områder i Lilleasien. Han fik Kold med på ideen og i efteråret 1841 flyttede de til København, hvor Hass gik til manduktion på Frederiks Hospital, så han kunne blive udsendt som lægemissionær. Samtidig påbegyndte Kold en uddannelse som bogbinder.

1. oktober 1842 sejlede Kold sammen med pastor Hass, hans kone Cathrine og deres to børn fra København til Flensborg. Ved ankomsten til Flensborg benyttede Cathrine lejligheden til at aflægge et afskedsbesøg i hendes hjem på gården Lydersholm i Bramstedlund. Christen Kold benyttede lejligheden til at tage til Forballum for at besøge vennerne der.

Da de alle var samlet i Flensborg gik turen sydpå med vognmand M. Klinches dagvogn til Rendsborg og Altona. Rejsen gik videre over Berlin, Prag og Wien. Herfra sejler de ned ad Donau til Konstantinopel (Istanbul) og Smyrna (Izmir). Under hele turen skrev Christen Kolds dagbog, der udkom på Gyldendal i 1979.

Efter fem år som ”fremmedarbejder” i Tyrkiet vendte Kold tilbage til Danmark. Han sejlede til Triest og gik med en trækvogn hele vejen op gennem Europa og nåede hjem til fødebyen Thisted i slutningen af september 1847. På to måneder gik han en strækning på godt 2000 km. Det var på denne tur at Kold igen besøgte Vestslesvig. Fra årene i Forballum kendte han jo studedrivernes ruter ad den vestre oksevej – og han fulgte naturligvis samme vej nord på. (Hele Kolds rute er nøje beskrevet af Dorte Thirslund i Historiske Årbog 2003 for Thy og Vestre Hanherred).

Ånden fra 1848
Et halvt år efter hjemkomsten meldte Kold sig som frivillig i krigen 1848. Efter krigsafslutningen åbnede han i 1851 sin højskole for karle i Ryslinge og året efter grundlagde han den første friskole i Dalby på Hindsholm. 1862 flyttede han højskolevirksomheden ind til Odense, hvor han havde bygget sin store højskole i Dalum. Her indbød han som den første unge kvinder til sommerhøjskole fra maj til august. Når fynske børn hvert år i august alligevel var travlt optaget af høstarbejdet på gårdene indbød Kold til efteruddannelseskurser for lærere. På den måde blev hans skoletanker og metoder hurtigt kendt og drøftet blandt unge lærere og forældre.

Højskole eller efterskole
Christen Kold opfandt efterskolen. Ja, det vil sige, at han kaldte det højskole. Men i en debat med Grundtvig hævdede Kold, at hans skole var for unge mellem 14 og 18 år, mens Grundtvig ville, at højskoleelever skulle være over 18 år. Det er Kolds pædagogik, der stadig anvendes på både efter-, ungdoms- og højskoler.

Christen Kold døde den 6. april 1870 og ligger begravet på Dalum Kirkegård ved Odense.

Kilde: Lars Thorkild Bjørn: ”Skolemanden Christen Kolds spor i Sydslesvig. Kronik i Flensborg Avis 7. marts 2007