A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Larsen, Peter, 1892-1983, Oberleutnant

Peter Larsen blev født i landsbyen Barsmark ved Aabenraa, hvor han voksede op i et dansksindet hjem. Efter en militær uddannelse gjorde han fronttjeneste under 1. Verdenskrig, hvor han avancerede til Oberleutnant og sluttede krigen som krigsinvalid og højt dekoreret. I perioden 1918-1920 gjorde han tjeneste i diverse tyske frikorps, som bekæmpede indre uro i Tyskland, men han søgte sin afsked efter det såkaldte Kapp-kup og levede herefter af sin officerspension.

Han blev tidligt aktiv nazist og var med, da Jens Møller med rigstysk støtte samlede de nordslesvigske nazistiske bevægelser i NSDAP-N. Møller udnævnte Larsen til leder af det filantropiske Selbsthilfe, men nok så vigtigt også til leder af partiets Organisationsamt. Posten gjorde ham selvskreven til mindretallets ledelse, Det lille politiske Råd, og gav Larsen en stadig mere dominerende rolle, således at han blev Møllers højre hånd.

Som leder af Organisationsamt var Larsen hovedansvarlig for hvervningen af frontfrivillige i det tyske mindretal og for i ikke ringe grad at lægge pres på mindretallets unge for at få dem til at melde sig. Han var endvidere leder af de uniformerede Zeitfreiwillig- og Selbstschutzkorps og havde tætte relationer til rigstyske efterretningsorganer, hvortil han indberettede om bl.a. tyskfjendtlige personer og organisationer, indberetninger der i adskillige dokumenterede tilfælde blev anvendt af det tyske sikkerhedspoliti, som Larsen også lejlighedsvis arbejdede direkte sammen med.

Under retsopgøret blev Peter Larsen dømt for som medlem af Det lille politiske Råd at være medansvarlig for utilbørlige angreb på danske medborgere og institutioner i mindretallets avis Nordschleswigsche Zeitung (som Asmus Wilhelm Jürgensen), samt som leder af SK at være direkte ansvarlig for den hetz, som bladet Der SK-Mann førte mod danske medborgere, herunder jødiske. Derimod takserede retten ikke Larsens grænserevisionsbestræbelser som højforræderi. Ved processen mod mindretalsledelsen i september 1948 blev han af byretten i Aabenraa idømt 15 års fængsel, ligesom Jens Møller, og ligesom Jens Møller fik han året efter ved landsretten nedsat straffen til 13 år. Peter Larsen blev benådet i 1950 og levede derefter tilbagertrukket i Skovby på Løjt.

Kilde:
Gads Leksikon. "Hvem var hvem 1940-1945". Redaktion Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer. Artiklen er skrevet af Henrik Skov Kristensen.