A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Møntvæsen i Sønderjylland

De ældste mønter, der kendes fra det sønderjyske område, stammer fra Ribe. Her brugtes begyndelsen af 700-tallet små sølvmønter, sceattas, der opfattes som frisiske mønter. Det er uklart, om de er præget lokalt af kongemagten eller i Frisland. Fra begyndelsen af 800-tallet prægedes karolingisk inspireret mønt i Hedeby, ofte med nordisk billedsprog. Disse mønter var kendte i hele det nordiske område. En af typerne, med motiv fra sceattas, må være præget i Ribe.

Da Danmark under Knud den Store (1018-35) fik et velorganiseret møntvæsen omfattede det også Jylland, og Sønderjyllands møntvæsen fulgte fra vikingetid og til ind i 1300-tallet det øvrige danske møntvæsen. Det første sikre sønderjyske stednavn på en mønt er Hedeby (‘Eidebiini’) under Magnus den Gode (1042-47), men der kendes ikke så meget til de næste hundrede års sønderjyske udmøntning. Der er i Slesvig fundet mønter fra tidligt 1100-tal, som ansås for norske og således kunne vise forbindelsen mellem Norge og Slesvig, men nogle er lokale. Således en mønt fra en kong Erik, fundet i Skt. Michaels rundkirke i Slesvig, enten fra Erik Emune eller Erik Lam (ca. 1131-46). Der var udmøntning i Slesvig under Valdemarstiden (1157-1241), og en del mønttyper henføres traditionelt til Slesvig, således, men med usikker berettigelse, den berømte Dannebrogsmønt (mønt med et korsflag fra før 1182).

Da kong Abels slægt blev hertuger af Sønderjylland fik de også ret til at slå mønt, som imidlertid (privilegium fra 1286) skulle fremtræde som dansk mønt. Selv om de fleste er uden indskrift, kan nogle sikkert bestemmes som hertugens pga. forkortelser, f.eks. initialet V (for Valdemar, 1272-1312) eller DVX I[utiae], Jyllands hertug. Udmøntningen ophørte med kong Christoffer 2.s død 1332. Fra omkring 1380 prægedes der mønt i Ribe og Flensborg efter mønster fra Lübecks og Hamborgs witten. Ribes hvide understregede demonstrativt, at byen tilhørte kongeriget, mens Flensborgs witten, 3 penninge og penninge havde latinsk indskrift "Holstensk mønt" og de yngste havde holstenergrevens våben, nældebladet. I forbindelse med Ribebrevet 1460 fik det slesvig-holstenske ridderskab gennemført, at lybsk møntregning skulle bruges både i Slesvig og Holsten. Man regnede i mark lybsk, som oftest var lig to mark dansk, men man betalte, i hvert fald i 13-, 14- og 1500-tallet, ofte med hamborgsk mønt. Hamborg og Lübeck var nemlig i møntunion, men Hamborg havde oftest den største møntproduktion. Forskellen i værdi mellem dansk og lybsk mønt er vigtig, når priser og lønninger nord og syd for Kongeåen sammenlignes. Som hertug af Slesvig lod Frederik 1. præge smukke mønter i Husum (fx mark 1514 og portrætdaler 1522), men kun dobbeltskillingen fra 1520’erne synes at have fået større udbredelse. Christian 3. og Frederik 2. fortsatte udmøntningen i Flensborg 1544-56 og 1566-71.

Hertugen af Gottorp begyndte regelmæssig udmøntning fra ca. 1593, og den fortsatte gennem 1600-tallet til ind i 1700-tallet. Mange af mønterne er smukke. De berømte store guldmønter, portugaløserne, fra sidst i 1500-tallet, blev præget af hamborgske møntmestre med fortjeneste for øje, først i Haderslev for Christian 4.s mor, enkedronning Sofie, siden for hertugen af Gottorp. På Gottorp prægede hertug Christian Albrecht (1659-94) jævnligt 2 mark, kaldet gylden, svarende til den udbredte tyske 2/3 daler. De gottorpske skillemønter, først dobbeltskillingene, men i årtierne o. 1650, 3 skilling lybsk, kaldet dytken, blev brugt i de gottorpske dele af Sønderjylland (Slesvig, Aabenraa og Tønder), men også i Jylland. Dog ser det ud til, at det kneb for de gottorpske skillemønter at holde stand over for de danske nordfra og de nordtyske sydfra.

Nordslesvig var der udmøntning i Sønderborg for Hans den Yngre og hans søn Alexander, især i årene omkring 1620. Specielt Hans den Yngres 2 skillinge lybsk, kaldet denninge efter deres russisk inspirerede udseende, fik en vis udbredelse, også i Kongeriget. Ganske vist var de undervægtige, men til gengæld af rigsdalersølv. Den af Christian 4. grundlagte by Glückstadt ved Elben blev møntsted 1619, og der blev slået mønt der i næsten hundrede år, dog for det meste efter dansk møntregning ligesom på det kortvarige møntsted i Rendsborg (1716-20). Størst betydning fik møntstedet i Altona, der også virkede ca. hundrede år (1771-1863), og hvor mindre møntenheder fra 1788 var præget i slesvig-holstensk kurant. Den slesvig-holstenske kurantdaler havde samme værdi som hamborgsk og lybsk kurant der fra 1622 til 1871 blev regnet til 48 skilling (3 mark á 16 sk.), mens den gamle rigsdaler, nu kaldet speciedaler, var 60 kurantskilling værd, svarende til 120 danske skilling.

De første slesvig-holstenske pengesedler kom 1788 efter oprettelsen af Den Slesvig-Holstenske Speciesbank i Altona. Ved statsbankerotten 1813 blev der i Danmark indført rigsbankdaler, hvis officielle kurs svarede til ½ speciedaler. Den søgtes også indført i Slesvig-Holsten, men uden held, og kurantmønten vendte tilbage, illustreret ved at Christian 8.s rigsbankdaler også havde indskrift 30 schilling courant. Nationalbanken oprettede1844 en filial i Flensborg (Union Bank), lukket 1939.

Under krigen 1848-50 prægede Mønten i Altona små slesvig-holstenske skillemønter af kobber, mens pengesedlerne fulgte den preussiske møntfod, 1 preussisk (og slesvig-holstensk daler) var 2/3 specie eller 40 schilling eller 21/2 mark slesvig-holstensk kurant. Lov af 1854 ændrede navn på de danske rigsbankmønter, som nu hed rigsmønt, rigsbankdaleren omdøbtes til rigsdaler, speciedaleren til 2 rigsdaler. Samtidig søgtes Hertugdømmernes brogede pengevæsen saneret, både danske og nordtyske mønter spillede stadig en væsentlig rolle.

I 1864-66 var der et blandet preussisk-østrigsk møntvæsen, herefter udelukkende preussisk. Slesvig-Holsten blev 1. januar 1867 indlemmet i Preussen, den slesvig-holstenske specie anvendtes i de første år som udgangspunkt for betaling med den preussiske daler, der 1871 blev decimaliseret. Det tyske Rige gik 1873 over til guldmøntfod, men regnet i mark, den også i Sønderjylland traditionelle møntenhed. Pengesedler blev udstedt af Den tyske Rigsbank fra 1876.

20. maj 1920 blev den danske kronemønt indført i Sønderjylland. Det skete samtidigt med, at den tyske mark faldt voldsomt i værdi. En dansk statslig udligningskasse gav støtte efter detaljerede og lidt komplicerede regler. Man har beregnet, at udligningskassen erstattede ca. 55 % af det samlede tabte beløb, men tallene skal fortolkes varsomt, og der tales ofte om de mange formuer, der blev tabt. JSJ

Litteratur:

J. Steen Jensen: Sønderjyllands mønthistorie til 1864, i: Sønderjysk Årbog 2002.

Morten Andersen: Det nordslesvigske valutaspørgsmål 1918-20 og kronemøntens indførelse, i: Sønderjysk Årbog 2002.

Michael Märcher: De kgl. møntsteder i Altona og København 1813-73. Teknik og produktion. 2010.

Werner Pfeiffer, Geschichte des Geldes in Schleswig-Holstein. Heide in Holstein 1977.

Ralf Wiechmann i: Schleswig-Holstein Lexikon.