A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Monrad, Ditlev Gothardt, 1811-1887, politiker og teolog

Monrad blev født i København. Da han var fire år gammel rejste familien til Norge, hvor faderen arbejdede som foged, efter adskillelsen mellem Danmark og Norge. Men faderen udviklede en sindssygdom og familien blev opløst, hvorefter Ditlev blev opdraget hos moderens svoger, købmand Rasmus Kornerup i Præstø. Han havde særdeles gode evner og blev derfor i 1826 elev på Vordingborg Latinskole og tog senere studentereksamen fra Sorø Akademi. D.G. Monrad blev cand.theol. i 1836 og magister i semitisk filologi i 1838, som han under to års studieophold i Cairo og Paris havde fordybet sig i. 

Han gjorde sine første erfaringer i politik i 1839, da han mellem sine studierejser tilfældigt opholdt sig i København og deltog i et studentermøde indkaldt af Orla Lehmann, som ønskede at aflevere en adresse til den nye konge Christian 8. med ønsket op en fri forfatning. D.G. Monrad tog ordet og viste sine fremragende talegaver, hvilket førte til, at han blev en af de centrale personer i den nationalliberale bevægelse.

Allerede tre uger senere udgav han fem "Flyvende politiske Blade", hvori han argumenterede for en fri forfatning, som kunne bygge bro over nationale og andre modsætninger i helstaten. Han blev i 1840 idømt bøde og et års censur for sine politiske udtalelser.

Ved Frederik 7.'s tronbestigelse i 1848 krævede Monrad en fri forfatning og kom til at spille en afgørende rolle i de hektiske dage i marts 1848 i forbindelse med det slesvig-holstenske oprør. Den 22. marts 1848 overtog han i Martsministeriet det nyoprettede Kultusministerium med det officielle navn "Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet", hvis betydning han anså for uhyre vigtigt for det nye politiske system. Hans drøm var at skabe et ministerium for alt, hvad der stod i forbindelse med "Nationaldannelsen og Statens aandelige Interesser overhovedet". Men han havde i Martsministeriet 1848 indflydelse langt ud over kirke- og skolevæsen.

Det var D.G. Monrad, der efter bl.a. belgisk forbillede formulerede væsentlige dele af teksten til den ny Grundlov, som blev vedtaget af den grundlovgivende forsamling (som Monrad ikke havde sæde i) den 5. juni 1849.

I februar 1849 blev Monrad biskop over Lolland-Falster Stift og var samtidig medlem af Folketinget frem til 1865. I denne periode var han bl.a. departementschef i Kultusministeriet.

Efter Frederik 7.'s død i november 1863 dannede Monrad i december det ministerium, som havde hovedansvaret for  Danmarks politik under krigen i 1864 mod Preussen og Østrig. D.G. Monrad besøgte sammen med den nykronede konge Christian 9. (bl.a for at sikre at kongen ikke blandede sig i de militære beslutninger) Danevirke-stillingen i dagene umiddelbart før rømningen og mistænktes for over for general de Meza at have givet sin accept af tilbagetrækningen. Beskyldningerne blev dog tilbagevist. Monrad havde et hovedansvar for, at de danske stillinger på Dybbøl Banke ikke blev rømmet og hæren trukket tilbage til Als (som ønsket af overgeneral Gerlach) inden slaget på Dybbøl den 18. april, som kom til at koste næsten 5.000 dræbte, sårede og tilfangetagne danske soldater.

Det var endvidere D.G. Monrad som ved London-konferencen i april-juni 1864 egenhændigt forkastede det britiske forslag om en deling af Slesvig ved en linje syd for Flensborg til Tønder, til trods for at alle konferencens deltagere inklusiv Preussen og Østrig var stemt for denne løsning af det slesvigske spørgsmål.

Monrad var uhyre intelligent, men også psykisk uligevægtig. Hans regering i november 1863 fik øgenavnet "Millionen", fordi den bestod af en ener (Monrad) og 6 nuller (de øvrige ministre). Da han var regeringschef i 1863-64, var Monrad udtalt manio-depressiv.

Monrad trådte tilbage efter nederlaget. Umiddelbart inden sin afgang i forbindelse med rigsrådets godkendelse af fredsslutningen den 5. november 1864 sagde han i en af sine sidste taler:

"Jeg frygter for, at denne Fredsslutning vil være Danmarks Dødsdom... Der er et nyt Princip, der har begyndt at trænge sig frem i Ordningen af de europæiske Forhold, der, maaske ogsaa paa Grund af, at Tiden mere og mere faaer en demokratisk Udvikling, vil faae større og større Betydning, det er Nationalitetsprincippet, Folkelighedens Princip. Der er Folkeligheder, som bestaae, og Folkeligheder, som gaae tilgrunde; der er Folkeligheder hvorpaa Dødsstemplet sættes. Men er det ikke, som om i den europæiske Bevidsthed Dødsstemplet sættes paa den danske Folkelighed, naar 2-300.000 af vore danske slesvigske Brødre gives hen til deres værste Fjender?... Den Grundsætning, at det danske Folk har Lov til at være sammen og leve sammen, at den danske Nationalitet har Lov til at bestaae, er ikke blot anfægtet, men Dødsstemplet er sat paa dansk Folkelighed og Nationalitet. Jeg frygter for at det vil være umuligt for dette lille Land, der bliver tilbage, at bevare sin politiske Selvstændighed; jeg frygter for, at man, i sine Bestræbelser for at bevare sin politiske Selvstændighed og derved undgaae en Ulykke, skal styrte Landet i en endnu langt, langt større Ulykke, nemlig en Deling efter Storebælt.."

I 1865 nedlage D.G. Monrad alle sine offentlige mandater og emigrerede den 30. november med sin familie til New Zealand, hvor han levede som primitiv nybygger. Han vendte dog tilbage i 1869 og blev sognepræst i Brøndbyerne og fra 1871 til sin død i 1887 var han igen biskop i Lolland-Falster stift.

Litteratur:

P. Stavnstryp: "D.G. Monrad. Politiker og Gejstlig". Berlingske Forlag, 1948.
P. Lauritsen: "D.G. Monrad. Grundlovens skaber og folkefrihedens bannerfører". I og II. G.E.C. Gads Forlag, 1950.
Johan Schioldann Nielsen: D.G. Monrad. En patografi. Odense Universitetsforlag, 1983.