A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Møller, I.C., 1876-1955, overborgmester i Flensborg,

Jacob Clausen Møller blev født i Haderslev og begyndte som handelsmand i 1902 i Flensborg, hvor han med stor succes drev en hastigt voksende tekstilforretning sammen med to andre unge nordslesvigere, nemlig Niels Uldall (1875-1940) og Cornelius Hansen (1876-1955).

Alle tre kom til at spille en stor rolle i såvel Flensborgs erhvervsliv som for byens dansksindede befolkningsdel, bl.a. i Sankt Knudsgildet og i Borgerforeningen, som I.C. Møller var formand for fra 1920 til sin død.

I 1919 var forretningen blevet så stor, at indehaverne delte den. I.C. Møller overtog under navnet Møller & Co engros-forretningen. Året efter oprettede han en filial i Sønderborg, så han efter 1920 kunne drive forretning på begge sider af den nye grænse. Begge forretninger udviklede sig til millionforetagender.

Da det danske mindretal i Flensborg for første gang siden 1869 i 1924 kunne deltage i et kommunevalg fik mindretallet indvalgt 7 medlemmer af byrådet. I.C. Møller blev formand for den danske gruppe, hvor han gjorde en dygtig indsats og også fik anerkendelse fra de tyske politikere i byrådet. Han beholdt formandsposten for den danske byrådsgruppe frem til 1933.

Møller var endvidere rådsherre for det såkaldte Folkeråd, en fælles repræsentation af danske foreninger i Flensborg, som eksisterede i årene 1934 til 1946. Efter Hitlertysklands sammenbrud udnævntes I.C. Møller den 15. maj 1945 af den britiske militærregering til byens overborgmester. Ved den lejlighed udtalte I.C. Møller: "Nu er timen kommen, hvor vi skal kræve vor ret". Genforeningshåbet levede.

Ved det første valg efter 2. Verdenskrig stemte 2/3 af vælgerne på dansksindede kandidater og Møller genvalgtes til overborgmester. Det samme gentog sig i 1948, hvor den danske stemmeandel (men ikke antallet af stemmer) var faldet på grund af de mange flygtninge fra de østtyske områder. Da kommuneforfatningen blev ændret i 1950 blev I.C. Møller valgt til bypræsident, og efter at det danske flertal i byrådet i 1951 gik tabt, blev Møller valgt som vicebypræsident, en post han besad til sin død i 1955.

I.C. Møller var således politiker i Flensborg i 31 år, inklusiv den vanskelige tid fra 1933 (efter Hitlers magtovertagelse) til 1945, hvorefter han blev den ledende politiker i de overordentlig vanskelige efterkrigsår med hungersnød i vinteren 1945-46, meget høj arbejdsløshed og store flygtningeproblemer. Ved siden af alt dette var der stærke nationale spændinger på grund af mindretallets eksplosive vækst.

Virksomheden Møller & Co var blandt de første europæiske tekstilvirksomheder som fik produceret tekstiler i Østen. Den havde op gennem 1990'erne en omsætning på ca. 100 mio. kr. I 2009 gik virksomheden konkurs.

I.C. Møllers søn Traugott Møller overtog faderens forretninger i Sønderborg. Han stiftede forskellige fonde, bl.a. Traugott Møller Fonden.