A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Müller, Max, 1808-1884, dansk officer

Müllers fulde navn lyder Carl Philip Friedeman Maximilian Müller. Max Müller blev født i Fredericia og blev allerede som 14-årig i 1822 landkadet og efter bestået eksamen i 1825 korporal og fra 1827 sekondløjtnant ved regimentet i Rendsborg.

En kendt generalstabsofficer har skrevet, at Müller allerede på dette tidspunkt "var en udpræget Soldaterskikkelse, med dansk Sind, men med en Del tysk Sving i sin Fremtræden og Tale, en Typus, som ingen dansk Garnison, allermindst København, kunde fremkalde". Der er ingen tvivl om, at Max Müller har været en hård og kontant kommandant, som har stillet store krav til sig selv og sit mandskab.

Max Müller deltog som kompagnichef i de fleste af kampene under Treårskrigen og blev ved krigens afslutning forfremmet til major, senere oberstløjtnant og oberst.

I perioden 1854-63 var han udstationeret ved garnisonen i Rendsborg. I december 1863 fik han kommandoen over 7. brigade, 1. og 11. regiment. Ved tilbagetoget fra Danevirke den 5. februar 1864 fik Max Müller ordre til at standse de forfølgende østrigere ved Sankelmark lidt syd for Flensborg. Se Slaget ved Sankelmark.

Müllers resolutte kommando under slaget gav ham stor popularitet. Efter krigen var der overvejelser om at uddanne en særlig landgangsstyrke under Max Müllers ledelse. Dette blev dog aldrig til noget.

Max Müller blev pensioneret som general i 1879 og han døde i 1884. Max Müller ligger begravet på Frederiksberg Kirkegård.