A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Mindretal i Norden

Artiklen er skrevet af rektor Jørgen Kühl, A.P. Møller Skolen.

Nationale mindretal findes ikke blot ude i Europa. I de nordiske lande findes der også en række nationale mindretal, som udgør en del af den fælles-nordiske sproglige og kulturelle mangfoldighed. Desuden kan der i det geografiske nærområde peges på en række mindretalsgrupper, som er nært beslægtet hhv. har nationalitet, sprog eller kultur tilfælles med de store nordiske nationer – og som følgelig kunne karakteriseres som nordiske mindretal uden for Norden.

Hvad er Norden?

En geografisk afgrænsning af Norden er på samme tid enkel og vanskelig. På den ene side er Norden identisk med de lande, der er medlemmer af Nordisk Råd: Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island samt de selvstyrende territorier. På den anden side regnes dele af Nordtyskland traditionelt med til Norden. Det gælder i alt fald i en dansk sprogbrug, hvor Sydslesvig i den tyske delstat Slesvig-Holsten betegnes som en del af Norden – og ifølge Foreningen Norden er Sydslesvig endog at opfatte som "Nordens grænseland". Som sådan inkluderes Sydslesvig som område og det danske mindretal som gruppe i Norden. Det er dog et uafklaret spørgsmål, om det i sig selv medfører, at også den tyske flertalsbefolkning i regionen skal medregnes i nordiske sammenhæng – eller om der reelt blot er tale om et eksklusivt sprogligt-kulturelt og kulturlandskabsrelateret Nordens-begreb, som her gør sig gældende. De færreste vil hævde, at tyske sydslesvigere hører hjemme i en nordisk sammenhæng. De bliver ifølge en sådan opfattelse først "nordiske", når de bliver del af det danske mindretal.

I tysk sprogbrug er situationen i øvrigt en anden, idet Danmark klart henføres til Nordeuropa og Skandinavien (i sidste tilfælde dog til dels med forbehold). Slesvig-Holsten er en del af Østersøområdet, men i øvrigt henregnes denne tyske delstat til Centraleuropa. I andre sammenhæng fremhæves til gengæld tilhørsforholdet til Østersø-regionen, der pt. omfatter i alt 11 lande (inkl. Island og Norge). Alligevel kan det hævdes, at det danske mindretal i Tyskland ligesom i alt fald de nationale frisere på den sydslesvigske vestkyst er mindretal i Norden hhv. klart udgør nordiske mindretal.

Tilsvarende kan det hævdes, at dele af Murmansk-regionen og den russiske republik Karelien bør medregnes til Norden. Den geografiske afgrænsning består i dag af en grænsedragning, der tilmed er mindre end hundrede år gammel. Den er med andre ord politisk bestemt. Også i denne naboregion findes der mindretal: Samer på Nordkalotten, karelere i deres af navn egen republik, men af gavn russisk dominerede administrationsenhed blandt i alt 89 regioner og republikker i den Ruslandske Føderation. I området omkring Sct. Petersborg, der geografisk med lige så stor ret kunne regnes til Norden som Rendsborg i Sydslesvig, findes tilmed en lang række mindre og små mindretalsgrupper såsom ingrierne, voterne og vesperne – for blot at nævne nogle.

Når fokus derimod flyttes til de baltiske stater, bliver billedet noget vanskeligere at have med at gøre: På den ene side har især Estland historisk, kulturelt og sprogligt haft stærke bånd til de nordiske lande. Nærheden til Finland er ikke blot geografisk, men også sprogligt og til dels kulturelt betinget. Desuden findes der et finsk mindretal i Estland, hvor flertalsbefolkningen af estere taler et finsk-ugrisk sprog, ligesom finnerne gør. Danmark, Sverige (og Tyskland) har alle i middelalderen og senere spillet en afgørende rolle i Estland. Danebrog faldt jvf. traditionen ned fra himlen nær Tallin, der igen betyder "Danskerborgen". Universitetet i Tartu er grundlagt af den svenske konge. Frem til Anden Verdenskrig fandtes der velorganiserede svenske mindretal i området. Svenskerne blev imidlertid flyttet til Sverige. Først inden for det seneste tiår er det svenske mindretal ved at genopstå. Estland kunne således betragtes som et "nordisk" område. Det vil dog ikke ske i denne sammenhæng, da landets tilhørsforhold til Centraleuropa synes at være mere dominerende, selv om der overbevisende kan argumenteres for det modsatte.

I det følgende vil der blive givet en karakteristik af mindretallene, som lever i de nordiske lande. Efterfølgende vil de danske og frisiske mindretal blive omtalt. Det vil ske med udgangspunkt i de officielt anerkendte mindretal. Derudover findes der en række andre etniske og kulturelle grupper, som i nogle lande regnes som mindretal, men ikke gør det i andre. Immigranter vil her ikke blive omtalt som mindretalsgrupper. Selv om de f.eks. i Danmark officielt karakteriseres og omtales som etniske mindretal, anerkender Danmark ikke disse grupper som mindretal på linje med tyskerne i Sønderjylland. I Sverige er finnerne i mange årtier blevet defineret som immigranter, men har i 1990erne opnået udtrykkelig særlig anerkendelse som andet og mere end f.eks. chilenske, græske, tyrkiske eller pakistanske mindretal.

Ikke desto mindre skal det påpeges, at mindretalsrealiteterne er langt mere komplekse, end de måtte synes ved en overfladisk betragtning. Det kan være vanskeligt at argumentere for, hvorfor en befolkningsgruppe med særegen kultur og identitet, som er indvandret i forrige århundrede, skal nyde anerkendelse som minoritet, mens indvandrere af f.eks. tyrkisk afstamning, der nu lever i de nordiske lande i anden, tredje eller fjerde generation med en separat etnisk bevidsthed, ikke tilsvarende skal kunne anerkendes. Det er imidlertid ikke tilfældet. Derfor vil denne fremstilling udelukkende forholde sig til de minoriteter, der er anerkendt som nationale mindretal og som urbefolkning i Norden. Endelig skal det bemærkes, at det eneste nordiske land uden nationale mindretal er Island. Her findes til gengæld immigranter. De udgør dog ikke nogen subgruppe, der inden for overskuelig tid vil kunne udvikle sig til et nationalt mindretal.

Danmark: Et nationalt mindretal

I Danmark findes der kun ét anerkendt nationalt mindretal: Det er tyskerne i Sønderjyllands Amt. De tæller i dag ca.12-15.000 mennesker. Nogle skøn anfører tal helt op til 20.000; men det kan anses for sandsynligt, at det næppe tæller flere end 15.000 mennesker. "Skøn", "ca.", "omtrent". De forbehold og den relativering, der lægges i disse begreber, er karakteristik for mindretallene i det dansk-tyske grænseland. Det vides ikke med sikkerhed, hvor store mindretallene er. Det kan ikke fastslås, om det tyske mindretal tæller 12.000, 13.476 eller 16.123 personer. Danmarks Statistik sidder ikke inde med præcise opgørelser. Tilsvarende gælder for amt og kommuner. Det tyske mindretal selv kan heller ikke sikkert anføre et tal. I alle tilfælde må opgivelserne bygge på skøn. Disse skøn er imidlertid ikke grebet ud af luften, men er begrundet i de tal, som alt andet lige er registreret og er tilgængelige. Det gælder medlems-, elev- og aktivitetstal i tyske mindretalsforeninger, -skoler og –foreninger.

Tyskerne opstod som nationalt mindretal som følge af grænsedragningen i 1920. I mellemkrigstiden stræbte det efter en grænserevision, så de områder, der havde et tysk flertal ved en-bloc-afstemningen i februar 1920, skulle indlemmes i Tyskland. Efter 1933 blev tyskerne i Danmark i lighed med alle andre tyske minoriteter nazificeret. Nu krævede mindretallets ledere, at hele Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland. Det skete ikke. I stedet besatte Hitler-Tyskland hele Danmark. Store dele af mindretallet kollaborerede med besættelsesmagten, mange hundrede unge blev soldater i de tyske hære. Efter befrielsen i 1945 erklærede mindretallet sin loyalitet overfor Danmark. Det forhindrede ikke retsopgøret, hvor store dele af mindretallet blev straffet og indespærret, mens ejendom og bygninger blev konfiskeret. Snart fik tyskerne dog igen mulighed for at organisere sig med egne skoler etc.

I hele det dansk-vesttyske grænseland opstod der store nationale spændinger mellem mindretal og flertal på begge sider. Disse blev først principielt løst med de to parallelle, men ensidige København og Bonn-erklæringer af 29.3.1955. Herefter kom der for alvor gang i en positiv udvikling, der siden førte til, at man fra dansk, men især fra tysk side har karakteriseret mindretalsløsningerne i grænseområdet som eksemplariske og forbilledlige i en europæisk sammenhæng. Mindretallene er anerkendte, og forholdet mellem dansk og tysk er principielt set positivt og konstruktivt uden diskrimination eller negative følger pga. den enkeltes nationale tilhørsforhold.

I dag råder det tyske mindretal over et velfungerende kulturelt selvstyre med egne skoler, organisationer og institutioner – herunder det politiske Slesvigsk Parti, som har sæde i Sønderjyllands amtsråd og en række kommuneråd. I København findes fra 1983 det Tyske Mindretals Sekretariat, der fungerer som mindretallets kontaktled til regering og Folketing.

Inden for det danske rigsfællesskab findes fortsat to selvstyrende områder: Grønland og Færøerne. Grønlænderne og færinger regnes ikke konsekvent om mindretal og vil afgjort betakke sig for en sådan karakteristik. Det blev bl.a. tydeligt i forbindelse med diskussionen om Danmarks ratificering af Europarådets sprogpagt i hhv. 1999 og 2000, hvor Færøerne ikke ønskede at blive inkluderet som regionalsprog. Såfremt det måtte komme til færøsk selvstændighed, vil situationen kunne blive en anden. Færingerne i Danmark vil med rette kunne kræve og hævde en mindretalsstatus. Tilsvarende gælder for inuitterne i en lignende hypotetisk situation. Omvendt kan det formodes, at der vil opstå danske mindretal på Færøerne og Grønland, såfremt den nuværende status i rigsfællesskabet ændres. I folkeretlig henseende kan det diskuteres, om de to nordatlantiske folk ikke allerede nu ville kunne opnå anerkendelse som nationale mindretal.

Som sådan er minoriteter og minoritetsbegrebet ikke noget statisk begreb. Mindretalsproblematikken er i alle tilfælde dynamisk og kontekst-bestemt. Det er et spørgsmål om relationer og relevans. Mindretal er ikke nogen realitet, der er givet én gang for altid og inden for en klar, homogen afgrænsning. Mindretal kan opstå, og de kan forsvinde. De kan vokse, og de kan skrumpe ind. I nogle tilfælde er en mindretalsstatus endog blot et spørgsmål om officiel anerkendelse eller ej. Det har senest været tilfældet i Norge og Sverige.

Norge: Seks nationale mindretal

I Norge findes der i dag seks anerkendte nationale mindretal. Det bedst kendte er uden tvivl det samiske mindretal. Det tæller i dag ca.50-80.000 personer. Samerne udgør ligesom i Sverige, Finland og Rusland urbefolkningen på og omkring Nordkalotten. I den norske lovgivning omkring Sametinget defineres samerne ud fra en kombination af sproglige og subjektive kriterier. Således kan de personer registreres som samiske vælgere, der 1. opfatter sig selv som samer og 2. enten taler samisk som hjemmesprog, har eller har haft en forældrepart, bedstefar eller –mor eller oldefar eller –mor, der har talt samisk hjemme; 3. eller er barn af en person, der er registreret som samisk vælger.

Samerne har traditionelt været udsat for diskrimination og undertrykkelse. Inden for de seneste årtier har de norske myndigheder dog foretaget en lang række positive politiske og konkrete tiltag, der har forbedret samernes stilling væsentligt. Senest har den norske konge Harald undskyldt og beklaget norsk politik mod samerne i en tale i det norske Sameting i 1999.

I Nord-Troms og i dele af Finmarken findes mindretallet af kvener. Det vides ikke, hvor stort mindretallet er i dag. Kvenerne er efterkommere af finsksprogede migranter, der i flere periode med udgangspunkt i middelalderen, men siden især i 1700- og 1800-tallet indvandrede til Nordnorge fra det nordlige Finland og fra Tornedalen i Sverige. Kvenerne har traditionelt været udsat for en omfattende fornorskningspolitik, der især var aggressiv i tiden 1850-1950. Denne politik byggede dels på nationalisme, dels på frygt for, at kvenerne skulle udgøre en særegn "finsk fare" mod norsk statslig integritet. Først i 1996 blev finsk anerkendt som andetsprog i områder med kvensk befolkning.

I Østlandet findes de såkaldte skogfinner, som oprindeligt udvandrede fra Finland i 1500-tallet. Deres kultur var koncentreret omkring svedjebrug. Selv om de oprindeligt var finsksprogede, forsvandt finsk som sprog lidt efter lidt. Ligesom som kvenerne er også skogfinnerne officielt anerkendte som nationale mindretal i kraft af deres langvarige tilknytning til Norge. De norske skogfinner arbejder i disse år på at genskabe deres særegne kultur og samarbejder i denne forbindelse med skogfinner i både Finland og Sverige. Hverken skogfinnerne eller kvenerne opfatter dog Finland som "moderland"; ej heller opfatter Finland disse to finsksprogede mindretal som "sine" mindretal i Norge.

Norge anerkender også romani-folket, der i øvrigt kendes under betegnelserne de rejsende eller tatere som nationalt mindretal. Selv om deres oprindelse er uklar, råder de over et eget sprog (romani), besidder en fælles historie og udøver traditionelle erhverv. Romanierne må ikke forveksles med de norske sigøjnere, der hedder roma. De norske sigøjnere stammer fra Rumænien, men udvandrede allerede i forrige århundrede til Norge, hvor de har bevaret fælles karakteristika, selv om de er blevet fastboende. Det anslås, at der findes færre end 400 sigøjnere i Norge, deraf størstedelen i og omkring Oslo.

Endelig har Norge valgt at anerkende jøderne som nationalt mindretal. Dette er meget usædvanligt i en vesteuropæisk sammenhæng, idet jøderne i de fleste lande anses som religiøs gruppe. I Central- og Østeuropa er jøderne derimod traditionelt blevet defineret som nationale mindretal. I Norge defineres de primært som religiøs minoritet, men er ifølge den norske regering desuden betegnet ved kulturelle særtræk, som de har vedligeholdt gennem hele deres langvarige historie i Norge. Det skal understreges, at det jødiske samfund selv har ønsket anerkendelse som national minoritet. Det samme gælder for de andre grupper, der i dag anerkendes som nationale mindretal. Sverige fulgte i øvrigt det norske eksempel og anerkendte i februar 2000 bl.a. også jøderne som nationalt mindretal.

Sverige: Fem nationale mindretal – plus Skåne

I Sverige findes der fem anerkendte nationale mindretal: samerne, de svenske finner, tornedals-finnerne, sigøjnerne (roma) og jøder. Desuden anerkender Sverige også fem mindretalssprog: sami, finsk, meänkieli (som tales i Tornedalen), romany chib og jiddisk. Det er dog kun sami, finsk og meänkieli, der kan støttes af omfattende forholdsregler inden for medier og undervisning. Samerne har ligesom i Norge også et særligt Sameting i Sverige. Sigøjnernes interesser tilgodeses i form af en roma-arbejdsgruppe i kulturministeriet i Stockholm. Det skønnes, at de nationale mindretal i Sverige i alt tæller ca. 450.000 personer.

Samerne tæller i dag ca. 15-20.000 personer. Finnerne er den største gruppe med ca.220-300.000 eller godt 4% af den samlede befolkning. Finnerne har haft en særlig status i Sverige pga. en parlamentsbeslutning i december 1994 og senere tiltag, der førte til anerkendelse som nationalt mindretal fremfor som tidligere blot at være opfattet som immigrantbefolkning. Tornedals-finnerne er den oprindelige hjemmehørende befolkning i det nordligste Sverige. I dag findes ca. 25-35.000 tornedalsfinner i selve Tornedalen, mens andre 10.000 lever i andre egne af Sverige. Ligesom finnerne gik der også i tornedalsfinnernes tilfælde mange årtier, førend de blev fuldt ud anerkendt som mindretal, der skal tilgodeses på en særlig måde. Først en ny lov vedtaget i december 1999 fører nu til en styrket indsats til gavn for mindretallene i landet. Dette vil efter alt at dømme også styrke sigøjnernes og jødernes stilling i Sverige.

I forbindelse med åbningen af Øresundsforbindelsen i sommeren 2000 blev der i forskellige danske medier fokuseret meget på Skåne. I denne forbindelse blev den skånske befolkning omtalt som mindretal, der i nogle sammenhæng blev betegnet som dansk, i andre som en gruppe med historisk betinget nærhed til Danmark. Sverige anerkender ikke noget skånsk mindretal. Skånsk er ej heller omfattet af Sveriges ratificering af Europarådets sprogpagt, der både omfatter deciderede mindretalssprog og desuden gælder regionalsprog. Som sådan kan skånelændingene ikke umiddelbart defineres som nationalt mindretal.

På den anden side definerer i hvert fald en del af indbygerne i Skåne sig som særegen gruppe, der er afgørende forskellig fra andre indbyggere i Sverige. Således er en skånsk interesseorganisation blevet medlem af internationale sammenslutninger af mindretal, etniske grupper og nationer uden egen stat. Dermed er de blevet anerkendt af andre mindretal som mindretal eller etnisk gruppe. Der kan anføres argumenter for, at skånelændingene kan opfattes som nationalt mindretal. Nogle vil endog på baggrund af en historie, der ligger 300 år tilbage, kunne hævde, at der er tale om et dansk mindretal, selv om en sådan kategorisering for de fleste vil forekomme besynderlig.

Helt så enkelt er det dog ikke at finde noget entydigt svar. Det er nemlig forsat et åbent spørgsmål, hvor stor en del af den skånske befolkning vitterligt deler opfattelsen af en særegen ikke-svensk og/eller pro-dansk skånsk identitet. Meget taler for, at en skånsk identitet snarere må defineres som regional identitet frem for ud fra nationale eller etniske kriterier. Som sådan kan det formodes, at centrum-periferi-relationer spiller en større rolle end en bevidst afsondring fra den svenske nationale identitet.

Eftersom mindretal er dynamiske, sammensatte og foranderlige størrelser skal det ikke afvises, at skånelændingene engang vil kunne finde så stor opbakning og samtykke blandt den skånske befolkning, at de vil kunne udvikle sig til en national minoritet. For nærværende synes det dog alt andet lige mere nærliggende at betegne den skånske bevægelse som en regional bevægelse, hvis gennemslagskraft fortsat er af begrænset styrke. Det kan endelig antages, at det inden for en overskuelig årrække vil vise sig, om der reelt er tale om mere end en lille skare mennesker. Øresundsforbindelsen og den pågående integrationsproces i området vil formentlig føre til, at nationale identifikationer bliver mere bevidstgjorte og stærkere pga. af det tættere samarbejde. Derfor vil det inden for en tiårig periode blive afklaret, om den skånske befolkning er mere dansk end svensk, om der findes et markant skånsk mindretal – eller om den svenske nationale identitet ikke netop vil blive sat mere i relief.

Finland: Fem mindretal – og Karelien

I Finland findes der fem forskellige mindretal. Heraf kan de svensksprogede opdeles i to grupper. I det nordlige Finland findes et samisk mindretal. Det anslås, at der i dag lever ca. 2.600 samer i hele Finland. Heraf henregnes på baggrund af sprog 1.800 til den nordsamiske, 400 til inari og 400 til skolt sami gruppe. Ligesom i Norge og Sverige findes der også et sameting i Finland. Det blev grundlagt i 1992. Sammen med samerne i de andre nordiske lande samt Rusland har de finske samer dannet det fælles Samiske Råd, der arbejder for at styrke samernes rettigheder.

Finlandssvenskerne udgør den største minoritet i Finland. Der findes ca. 300.000 finlandssvenskere, dvs. godt 6% af den samlede befolkning. I grunden er det et definitionsspørgsmål, om finlandssvenskerne kan betegnes som minoritet eller ej. I juridisk henseende er de det nemlig ikke, selv om de i øvrigt opfylder alle de kriterier, der kan lægges til grund. Finlandssvenskerne har ligesom finnerne en ligeberettiget status, og Finland er et tosproget samfund. De svensksprogede er lige så patriotiske som de finsksprogede. Fællesbetegnelsen for de to sproggrupper er finlændere. For tiden pågår et udredningsarbejde, der skal føre frem til en ny sproglov, der skal sikre sprogenes status i Finland.

Ålandsøerne har en særlig status, fordi området er demilitariseret (i 1856 som følge af Krim-krigen) og siden 1921 har været et selvstyrende og svensksproget område inden for Finland. Det skete på grundlag af en afgørelse truffet af den Internationale Domstol i Haag i Nederlandene. På Ålandsøerne lever ca. 25.000 mennesker. Ålands selvstyre er reguleret i selvstyrelovgivningen, som har til formål at sikre Ålands svensksprogede karakter. På mange områder fungerer Åland som en ministat, da selvstyret på nær udenrigs- og sikkerhedspolitik selv kan definere sin politik. Således kan selvstyret jævnføres med færingernes og grønlændernes i det danske rigsfællesskab. I dag er ålændingene absolut tilfredse med at være et selvstyrende område i Finland. Selv om sprog og kultur er fælles med Sverige, opfatter ålændingene ikke længere Sverige som deres "kin-state".

Ved siden af disse tre velkendte mindretal findes der yderligere tre grupper: Sigøjnere, russere og tatarer (der ikke må forveksles med taterne i Norge). Russerne tæller ca. 5.000 personer, der udgør det traditionelle russiske islæt i den finske befolkning. Desuden findes der 20.000 andre russere, der er indvandret i løbet af det 20. århundrede. Det er især slægtninge og pårørende til ruslandsfinner, der er migreret til Finland efter landets selvstændighed i 1917. Finlandsrusserne indgår i den russisk-finske samarbejdsaftale fra 1992, hvori begge stater garanterer støtte til hhv. russerne i Finland og finnerne i Rusland.

Tatarerne udgør en gruppe på ca. 1.000 personer. Også de er omfattet af den finsk-russisk samarbejdsaftale. Tatarerne er et turkfolk og indvandrede i slutningen af 1800-tallet. De slog sig ned på landet. Allerede i 1925 blev den Finsk-Islamiske Forening stiftet. Ti år senere fulgte det Finsk-Turkiske Samfund, der bl.a. tilbyder sprogkurser. Endelig findes der også et anerkendt mindretal af sigøjnere i Finland. I dag anslås det, at sigøjnerne tæller ca. 10.000 personer i selve Finland. Desuden lever ca. 3.000 finske sigøjnere i Sverige. Ifølge den finske forfatning fra 1995 har sigøjnerne ret til at pleje og udvikle deres sprog (romany) og kultur.

Ved siden af disse minoritetsgrupper findes en anden type mindretal i Finland. Det er karelierne fra det tidligere finske Karelien, der som følge af Vinterkrigen og Anden Verdenskrig blev indlemmet i Sovjetunionen. Det medførte, at hundredetusinde kareliensfinner måtte flytte til Finland. De er ganske velorganiserede og har en klar bevidsthed om, at referencerammen for deres kultur og identitet fortsat er Karelien i det nuværende Rusland, selv om de færreste har nogen ambitioner eller ønske om at vende tilbage igen. En rest af det oprindelige karelske område ligger i øvrigt fortsat inden for Finlands grænser.

Danske og frisiske mindretal

I Tyskland findes der et dansk mindretal, som tæller ca. 50.000 mennesker. Det opstod som følge af den dansk-tyske krig i 1864, der siden førte til, at Slesvig og Holsten blev en preussisk provins. I 1920 blev Sønderjylland delt som følge af to folkeafstemninger i hhv. februar og marts. Nordslesvig blev genforenet med Danmark – og her opstod det tyske mindretal. Sydslesvig vedblev med at være en del af Tyskland – og det danske mindretal blev stærkt reduceret, da det dansk-dominerede Nordslesvig blev genforenet med Danmark. Efter 1945 blev det danske mindretal en overgang til en regional massebevægelse, men måtte i løbet af 1950erne registrere en markant medlemstilbagegang. I dag råder det danske mindretal over et udbygget funktionelt kulturelt selvstyre med egne skoler, foreninger, menigheder, avis, biblioteker, sundhedstjeneste m.v. Desuden har mindretallet sit eget politiske parti: SSW, der ved delstatsvalget i februar 2000 opnåede tre pladser i delstatsparlamentet i Kiel.

Desuden findes der i forvaltningsdistriktet Nordfrisland på den sydslesvigske vestkyst og de nordfrisiske øer et frisisk mindretal. Det skønnes i alt at tælle ca. 50.000 personer. Deraf taler dog blot 20% eller ca. 10.000 én eller flere af de i alt ni nordfrisiske dialekter. Nordfriserne er delt i to hovedgrupper: Størstedelen af nordfriserne opfatter sig selv som en kulturelt og sprogligt defineret gruppe, men med en tysk national bevidsthed. En mindre del af nordfriserne har derimod en klart formuleret separat etnisk bevidsthed. Disse nationale frisere udgør derfor også en national minoritet. Her er det den subjektive bevidsthed og den etniske selvidentifikation, der er altafgørende for en status som mindretal. Både "regionale" og "nationale" frisere kan i dag samarbejde, selv om der i flere årtierne fandtes store spændinger og klare nationalt betingede modsætningsforhold mellem de to grupper. Samarbejdet sker inden for den tyske fællesbetegnelse "Volksgruppe", der på dansk findes i form af begrebet "folkegrupper", og som på engelsk betegnes som "ethnic group". Nordfriserne samarbejder med saterlandsfriserne i Niedersachsen og vestfriserne i Nederlandene. De nationale frisere samarbejder med det danske mindretal i Sydslesvig.

I dele af Slesvig-Holsten, især i delstatshovedstaden Kiel, findes endelig de tyske sigøjnere: roma og sinti. I hele Tyskland findes op mod 70.000 sinti og roma. De samarbejder i dag på delstatsplan med de danske og frisiske mindretal. I Tyskland som helhed samarbejder disse tre "traditionelle" mindretal tillige med sorberne, der er et slavisk mindretal i delstaterne Sachsen og Brandenburg, og som tæller ca. 60.000 personer.

Et Norden med mange mindretal

Det kan således konstateres, at Norden ligesom det øvrige Europa er præget af mange forskellige kulturer og sprog. Det gælder både for flertal og mindretal. Der findes mindretal i alle nordiske lande på nær Island. Ved siden af de traditionelle nationale og sproglige mindretal findes desuden en lang række andre migrant-minoriteter i samtlige nordiske stater. De anerkendes endnu ikke som nationale mindretal. Det er imidlertid et spørgsmål om tid, førend det bliver aktuelt at tage stilling til, om en række af disse ny minoriteter, der hyppigt omtales som etniske minoriteter, vil kunne opnå anerkendelse som traditionelle mindretal. Det er store grupper: Alene i Sverige lever ca. 950.000 mennesker, der er indvandret inden for de seneste 40 år. Yderligere 700.000 er født i Sverige af forældre, hvor mindst den ene part har sine rødder i en anden kultur. Det er en nærliggende og relevant diskussion, der uvægerligt vil trænge sig på både i Norden og i Vesteuropa som helhed. Når en gruppe har levet i et samfund i mere end tre generationer - og har kunnet bevare sit kulturelle og sproglige særpræg samt besidder en klar etnisk bevidsthed - så er der set i et større perspektiv kun nuancer og netop anerkendelse til forskel mellem traditionelle og nye minoriteter.

Danmark og Finland har i mange årtier været førende med hensyn til mindretalsbeskyttelse i en nordisk sammenhæng, mens Norge grundet sin nationsbygnings-, integrations- og fornorskningspolitik i 1900-tallet og Sverige generelt set haltede bagefter. Dette billede har ændret sig inden for de seneste år. De nordiske lande har i dag et andet, mere åbent, mere sammensat og mere konsekvent mindretalsbegreb end for blot 5 år siden. Mindretalsbeskyttelsen og –rettigheder tages alvorligt. Dette skyldes ikke mindst, at de nordiske lande har accepteret, ratificeret og nu er i færd med at implementere de internationale aftaler om mindretalsbeskyttelse og –rettigheder, som er blevet vedtaget i løbet af 1990erne.

Litteratur:

CBSS Working Group on Assistance to Democratic Institutions: Roundtable on "The Rights of Minorities in the Baltic Sea Region" (Moscow, 30-31 March 2000). Compilation of national presentations, Stockholm 2000

Denmark’s first report under the Council of Europe’s Framework Convention for the Protection of National Minorities, Ministry of the Interior, Copenhagen, March 1999

European Commission against Racism and Intolerance: Second Report on Norway. Adopted on 10 December 1999, Council of Europe, Strasbourg, 27 June 2000.

Reimer Hansen m.fl.: Minderheiten im deutsch-dänischen Grenzbereich, Gegenwartsfragen 69, Landeszentrale für politische Bildung Schleswig-Holstein, Kiel 1993

Sten Harck: Nationale mindretal i europæisk perspektiv, København 2000

Jørgen Kühl: The "Schleswig Experience". The National Minorities in the Danish-German Border Area, Institut for grænseregionsforskning, Aabenraa 1998

Jørgen Kühl: Nordens mindretal, Grænseforeningens årbog 2002, København 2002 [udkommer januar 2002]

Report No. 21 to the Storting (1999-2000): Focus on Human Dignity. A Plan of Action for Human Rights, Royal Danish Ministry of Foreign Affairs, Oslo 2000

Lorenz Rerup: Slesvig delt i 75 år. Symbiose, konfrontation, naboskab, Grænseforeningens årbog 1995, København 1995

Sven Tägil (ed.): Ethnicity and Nation-building in the Nordic World, London 1995