A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Moltke, Carl, 1798-1866, dansk politiker

Carl Moltke blev født i Kiel den 15. november 1798. Han fik en tysk uddannelse, tog juridisk embedseksamen i Glückstadt og virkede derefter ved den holstensk-lauenburgske overret, indtil han i 1826 overtog faderens gods Nütschau i Holsten.

I 1830 blev han medlem af den holstenske overret, og to år senere tog han sæde i den indflydelsesrige "erfarne mænds forsamling", hvorved han kom til København. Her blev han i 1834 ansat i rentekammeret, hvor han gjorde karriere.

Da Christian 8. i 1846 med Det åbne brev om arvefølgen til den danske krone lagde kursen om i forhold til den slesvig-holstenske bevægelse trådte Carl Moltke frem i forreste linje og blev præsident for det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli. Han havde en meget grundig tysk uddannelse, havde tæt kontakt til det slesvig-holstenske ridderskab og var frem for alt optaget af at gennemføre den helstatspolitik, som måtte være konsekvensen af det åbne brev. Carl Moltke var resten af sit liv forkæmper for helstaten og havde ikke meget forståelse for hverken den vågnende danskhed i Sønderjylland eller den slesvig-holstenske bevægelses krav om selvstændighed fra kongeriget.

Carl Moltke deltog aktivt i bestræbelserne fra sommeren 1847 på at udforme den helstatsforfatning, som også kongen var stærkt optaget af. Efter Christian 8.'s død i januar 1848 kaldte den nye konge, Frederik 7. Carl Moltke til sig og opfordrede ham til at deltage i det afgørende statsrådsmøde den 21. januar 1848, hvor Moltke blev udpeget til gehejmestatsminister. I de følgende måneder fik Carl Moltke helt afgørende indflydelse på forfatningsspørgsmålet og bestræbelserne på at finde et bæredygtigt kompromis om helstatens styrelse. Kompromisforslaget i form af en fælles stænderforsamling for kongeriget og hertugdømmerne blev offentliggjort den 28. januar 1848. Forslaget førte til voldsomme angreb fra både hertugdømmerne, der ikke ønskede anden forbindelse med kongeriget end personalunionen, og i kongeriget, fordi man ikke fik indrømmet passende repræsentation i stænderforsamlingen.

Da Martsministeriet i forlængelse af de europæiske revolutioner og oprøret i Rendsborg tiltrådte den 21. marts 1848 trådte Moltke tilbage som minister.

Da Ejderpolitikken efter Treårskrigen 1848-1850 måtte opgives fik Moltke som helstatspolitiker igen afgørende indflydelse. Han indtrådte i juliministeriet af 1851 som minister uden portefølje, men udtrådte igen det følgende år, da han ikke kunne få regeringens ledelse til at følge Preussens og Østrigs krav om, at junigrundloven ikke måtte udstrækkes ud over kongeriget (altså syd for Kongeåen) og at de slesvig-holstenske stænderforsamlinger skulle opretholdes.

Da ministeriet Bluhme tiltrådte i januar 1852 på et klart helstatsprogram blev Moltke minister for Slesvig. På trods af sin tysk-holstenske baggrund beholdt Moltke A. Regensburg som sin departementschef og opretholdt de regenburgske sprogreskripter og bestræbelserne på at fordanske Mellemslesvig. Dog administrerede han hårdt mod både ejderdanske og slesvig-holstenske bestræbelser, bl.a. ved forbud på de to bevægelsers bladudgivelser.

Da den slesvigske stænderforsamling indkaldte en række ansvarlige for den slesvig-holstenske rejsning og krigsførelse under Treårskrigen, protesterede Moltke voldsomt. Han ville ikke acceptere, at hertugdømmernes nuværende og lovlige øvrighed forhånedes "ved at sættes på lige fod med ophavsmændene til det skammeligste oprør, der nogensinde havde fundet sted i noget som helst land, et oprør der var blevet forberedt ved de mest uforskammede løgne og bagvaskelser, påbegyndt med det sorteste forræderi, fortsat med mageløs hårdnakkethed, hovmod og grusomhed og endt med nederdrægtighed". 

Moltke var således fortsat modstander af den politiske slesvig-holstenisme og i stedet fortaler for et enevældig regering som afgørende forudsætning for monarkiets og helstatens fortsatte beståen. Hans politik lå fortsat tæt på det forfatningsforslag han havde fremsat i januar 1848 med udgangspunkt i en fælles stænderforsamling for kongeriget og hertugdømmerne.  Han blev anerkendt som fører for regeringens højrefløj og fik i øvrigt stærk opbakning fra krigsminister C.F. Hansen.

Da Bluhmes ministerium faldt i december 1854 trådte Moltke igen i baggrunden og han fastholdt, at han ikke ønskede at påtage sig ministerposter så længe Frederik 7. levede.

I juli 1864 indtrådte han i C.A. Bluhmes regering som minister uden portefølje og måtte anerkende den traktat, som brutalt sønderlemmede det monarki, han gennem en menneskealder havde kæmpet for. Han tog på grund af svigtende helbred sin afsked i juli 1865 og døde året efter. Krigen i 1864 havde skåret hans rod over.

Kilde:

Dansk Biografisk Leksikon.