A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Stursbøl Plantage

Skov på godt 500 ha syd for Jels. Anlagt fra 1802 på Oksenvad eller Stursbøl Hede, hovedsageligt ved hjælp af militær arbejdskraft. Det er en af landets første hedeplantninger. Den første tilplantning bestod primært af skovfyr, men mislykkedes, både på grund af jordbundens karakter, men nok mest fordi der anvendtes frø af planter, der ikke egnede sig til et dansk klima. Troldskoven med dens forkrøblede træer er den sidste rest af dette første forsøg på at tilplante Stursbøl Hede. Træernes ejendommelige udseende skyldes hovedsagelig angreb af fyrrevikler, et insekt der angriber fyrretræer, kombineret med dårlige vækstbetingelser.

Achton Friis skriver i De jyders Land om Stursbøl: En nåletræsplantage anlagt på den tarveligste hedebund. I dette nåletræs-lazaret måtte forstmændene gøre sig studier over, ”hvad de ikke skal indlade sig på”. Med langt større held plantede man herefter hovedsagelig rødgran, og erfaringerne fra Stursbøl Plantage fik stor betydning for de store hedetilplantninger i Midt- og Vestjylland i anden halvdel af 1800tallet. Plantagen er i 2011 præget af, at store dele af skoven væltede under orkanen 1999, heriblandt Troldskoven. Der er nu plantet langt mere løvskov end tidligere. Spredt omkring i skoven ligger omkring 50 fredede gravhøje og i skovens sydlige udkant findes rester af en danse- og festplads, sandsynligvis anlagt 1845 til brug ved militærparader. Der ses rester af pladsens brønd, og stedets flora indeholder rester af gamle haveanlæg. Syd for skoven ligger Cafe Ellegaard, indrettet i Stursbøl Kros gamle bygninger fra 1760.

Af Lennart S. Madsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Skov- og Naturstyrelsen: Vandreture nr. 109.