A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sproglige forhold i det danske mindretal i Sydslesvig

Artiklen er skrevet af Generalkonsul Henrik Becker-Christensen.

Da historikeren Wilhelm la Cour efter 1. Verdenskrig stiftede nærmere bekendtskab med den tysksindede befolkning i Nordslesvig, gjorde det indtryk på ham. Iblandet en god portion undren kom det til udtryk, da han i 1923 skrev: ”I almindelighed står vi danske jo ganske uforstående over for dette fænomen, at ravjysk-talende bønder erklærer sig for tyskere at være, skønt de ikke har virkelig anelse om tysk sprog og kun meget sparsom kendskab til tysk kultur”.

Han rørte her ved den gamle sandhed, at sprog og sindelag ikke altid behøver at følges ad i et grænseland. Sådan har det været i det dansk-tyske grænseland siden det nationale opbrud i 1830’erne og 1840’erne. Med grænsedragningen i 1920 blev det udtalt i mindretalssammenhæng. I dag er det en kendsgerning, at hovedparten inden for det tyske mindretal i Sønderjylland benytter den danske dialekt sønderjysk som hjemmesprog – og at hovedparten inden for det danske mindretal i Sydslesvig bruger tysk som hjemmesprog.

1. I Sydslesvig er sproget ofte til debat. Det hører til de faste temaer, som med mellemrum bliver ivrigt diskuteret. Tit med overskriften: Bliver der talt nok dansk i mindretallet? Og hvad kan der gøres for at styrke det danske sprog? Disse debatter skal ikke refereres. Mere håndfast er den store videnskabelige undersøgelse, som Karen Margrethe Pedersen fra Institut for Grænseregionsforskning foretog i anden halvdel af 1990’erne af det danske sprog i Sydslesvig. Da konklusionerne fortsat er holdbare, er de et godt udgangspunkt for en omtale af de sproglige forhold i mindretallet.

På grundlag af et repræsentativt udsnit af elever i 6. klassetrin på 11 skoler og 11. årgang på Duborg Skolen bekræftede undersøgelsen antagelsen af, at hjemmesproget i hovedparten af hjemmene var tysk. I dagligdagen foregik der flere skift mellem dansk og tysk. Knap halvdelen af gymnasieeleverne havde lært dansk i hjemmet mod kun én femtedel af eleverne i 6. klasse. For de øvrige gjaldt det, at de havde lært at tale dansk i det danske mindretals institutioner – heraf langt hovedparten i børnehaven. Undersøgelsen viste også, at omkring halvdelen af skoleeleverne i 6. klasse havde forældre, hvor en eller begge havde haft dansk skolegang i Sydslesvig eller i Danmark. Blandt gymnasieeleverne var det knap to tredjedel.

Undersøgelsen dokumenterede, at det danske sprog har en høj status i de danske foreninger og organisationer. Ledelsen taler stort set udelukkende dansk, mens tysk finder indpas jo længere man kommer ned i rækkerne.

Sydslesvigsk Forening (SSF) har altid kæmpet for dansk sprogbrug inden for mindretallet. Det er en del af foreningens formål. Om det enkelte medlem er funktionelt tosproget dansk-tysk, er ikke i centrum for SSF, men det er det danske sprog og brugen af det. Tysk anerkendes som hjælpesprog, men dansk bliver af SSF benyttet alene i de fleste sammenhænge.

Tilsvarende fastslog undersøgelsen, at det danske sprog har en høj status i Dansk Kirke i Sydslesvig. Inden for det kirkelige arbejde bliver dansk enten benyttet inden for alle områder, eller der kan være en funktionel fordeling mellem dansk og tysk. I sidstnævnte tilfælde dækker tysk i reglen kun nogle enkelte områder inden for gudstjenesten samt den tosprogede salmebog.

I Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er dansk det dominerende sprog, der dækker alle kommunikationsområder. Det har en høj status. Her accepteres kun dansktalende, og møderne foregår på dansk. Det er derimod ikke altid tilfældet i enkeltforeningerne, hvor dansk enten har alle, nogle eller ingen funktionsområder. Det samme gælder Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, hvor rammen er dansk, mens den individuelle kontakt med ældre medborgere ofte foregår på tysk.

Fra Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) blev oprettet i 1948 og frem til 1990’erne var tysk det dominerende sprog i det politiske arbejde. Dog kom det danske sprog til at spille en rolle på SSW’s landsmøder fra slutningen af 1960’erne, hvor nogle tog ordet på dansk, og man gik over til at have dansk som hovedsprog i mødeprotokollen. I 1990’erne blev dansk det dominerende interne sprog såvel på landsmøder, møder i landsstyrelsen, hovedudvalget som ved amtsgeneralforsamlinger, mens tysk fortsat har en klar førsteplads i de eksterne budskaber, på vælgermøder og lign.

Om Flensborg Avis konkluderede undersøgelsen, at den fremtræder som en mindretalsinstitution med en klar markering af sprogpolitikken – med dansk i højsædet, og at den lever op til normidealerne. Det gælder fortsat. Også efter at danske og tyske artikler fra og med indeværende år er blandet mellem hinanden, og der er et dansk henholdsvis et tysk resume af de større artikler.

Sammenfattende kan man ud fra ovenstående sige, at det officielle mindretal i sproglig henseende er ”så dansk som muligt og så tysk som nødvendigt”. Der arbejdes aktivt med sproget, og mindretallet markerer en klar holdning hertil.

Det har også været kendetegnende i de seneste år. F.eks. har SdU arbejdet aktivt med at formulere en sprogpolitik som rettesnor for medlemsforeningerne. Det har også været et tilbagevendende – og livligt debatteret - emne på foreningens hovedsendemandsmøder. Det er bl.a. fremgået heraf, at træneren i mange sportsforeninger er nøglen til det sprog, som benyttes i hverdagen. Men det kan her være et problem at finde en dansktalende træner.

Den hårde kamp mange nationale mindretal rundt omkring må føre for bevarelsen af mindretalssproget - og for retten til at bruge det - findes ikke længere i Sydslesvig. Med den centrale plads, som det danske sprog har i foreninger og organisationer, og herunder ikke mindst dansk som undervisningssprog i vuggestuer, børnehaver og skoler, er der ingen fare for, at sproget vil gå tabt i Sydslesvig. Tilsvarende er det en styrke, at nabolandets officielle sprog er dansk. Udviklingen i de senere år tyder også på en større bevidsthed omkring brugen af dansk – og en større accept heraf fra det omgivende tyske samfund. Der er således ingen tvivl om, at kendskabet til dansk i Sydslesvig i kraft af skolens virke i dag er langt større, end det var for 40 eller 60 år siden.

Noget andet er så den aktive anvendelse heraf i dagligdagen. Den er svingende fra familie til familie og den sproglige sammenhæng, som den enkelte bliver konfronteret med. Det understreger også nødvendigheden af, at sprogets betydning som døråbner for dansk kultur og det danske fortsat betones. På dette område vil det være et vedvarende hækkeløb.

Set i et fremadrettet perspektiv, er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at vuggestuerne vil få en meget positiv effekt. De er et relativt nyt fænomen i Sydslesvig – både i en dansk og en tysk sammenhæng. Det danske mindretal har pt. 20 vuggestuer, og de er stadig under udbygning. Erfaringerne herfra viser, at det har en meget gavnlig indvirkning, at barnet i en institutionel sammenhæng allerede møder det danske sprog som 1-3 årig i stedet for at vente til børnehaven som 3-årig.

2. Men hvad med sindelaget når sproget ikke altid er et parameter?

Udgangspunktet er her København-Bonn-erklæringernes ord om, at bekendelsen til tysk/dansk nationalitet og tysk/dansk kultur er fri og ”må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves”. Den enkelte afgør med andre ord selv sit nationale tilhørsforhold. Det skal tages for pålydende af omgivelserne og nok så vigtigt: man skal ikke ”stå til regnskab” for sit valg. Det er i tråd med denne sindelagsfrihed, at der i det dansk-tyske grænseland ikke findes et kataster eller anden form for opgørelse over det nationale tilhørsforhold.

Hvordan kan man så måle og veje tilhørsforholdet til det danske mindretal?

Mindretallet har lod og del i en samfundsudvikling, som finder sted både i det omgivende tyske samfund, i Danmark - og mange andre steder rundt på kloden. Kort sagt, det er blevet vanskeligere i kraft af den ydre adfærd at sætte den enkelte i en bestemt bås. Med varsomhed kan det synlige tilhørsforhold til mindretallet imidlertid sammenlignes med en række cirkler uden på hinanden. 

I den inderste cirkel er der fuld overensstemmelse - eller næsten - mellem ydre adfærd og indre overbevisning. Konkret kan det f.eks. betyde, at man har dansk som hjemmesprog, har børn i den danske skole, er medlem af SSF, medlem af en eller flere foreninger under SDU, abonnerer på Flensborg Avis osv. I den næste cirkel er hjemmesproget tysk, men anden adfærd som før beskrevet. I de næste cirkler er det kun nogle af disse tilbud, der benyttes. I den yderste cirkel er det måske kun et enkelt tilbud. Det er også her, at tilgangen og afgangen mellem mindretallet og det omgivende samfund foregår. Over tid kan den enkelte bevæge sig længere ind i cirklerne, eller længere ud. Det kan være udtryk for ændrede behov eller ændringer i engagement - og det er nødvendigvis ikke det samme. En påvirkningsfaktor kan her være ”Gud Amor” og valg af vuggestue/børnehave til det første barn.

Det beskrevne billede er ikke specielt for det danske mindretal. Det gælder også for andre nationale mindretal, der lever i fred og fordragelighed med det omgivende samfund.

Det er i denne kontekst, at medlemstallene af de forskellige foreninger m.v. bliver håndgribelige. Det gælder ikke mindst mindretallets store kulturelle forening Sydslesvigsk Forening (SSF). Den har, som det hedder i vedtægterne, til formål ”at udbrede og pleje det danske sprog”, ”at værne om og fremme dansk og nordisk kultur” og ”at drive folkeligt dansk virke i Sydslesvig”. I brochurer bliver der gjort opmærksom på, at SSF i egen selvforståelse om noget er ”indbegrebet af selve danskheden. Foreningen er den fælles enhed, der samler landsdelens danske tråde både kulturelt og historisk”. Det er alle omkring 13.600 medlemmer klare over. Deres medlemskab er derfor udtryk for et bevidst valg af det danske.

Tilsvarende har andre af mindretallets foreninger såvel i vedtægter som på anden måde en klar understregning af det danske tilhørsforhold. Også her må medlemstal i de fleste tilfælde tages til indtægt for et bevidst valg. Ikke mindst fordi der selvsagt findes tyske alternativer, som fagligt eller på anden måde stort set kan dække ethvert behov. Det understreger, at der skal en særlig tilskyndelse til at melde sig ind i en af mindretallets foreninger. Det gælder i en vis udstrækning også Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), men her er billedet mere broget, da partiet også omfatter de med det danske mindretal samarbejdende frisere.

For Skoleforeningen gør der sig det særlige gældende, at det er et eksistentielt valg, som forældrene træffer, når de indmelder deres barn i en af de danske børnehaver eller skoler.

At der ikke er tale om rene sprogskoler fremgår klart af Dansk Skoleforening for Sydslesvigs vedtægter. Her står der i § 3: ”Foreningens virksomhed er en del af det danske folkeliv i Sydslesvig, og dens daginstitutioner og skoler tjener den danske befolkningsdel. Skolerne og daginstitutionerne skal føre eleverne og børnene ind i dansk sprog og kultur, og det er skolens sigte at fremme elevernes bevidsthed om samhørighed med den danske befolkningsdel i Sydslesvig og med det danske folk. Samtidig har skolen den opgave at dygtiggøre eleverne til at leve og virke i det tyske samfund. Sproget i foreningen og dens institutioner er dansk.”

Klarere kan det ikke siges.

For at sikre sig, at forældrene ved, hvad de går ind til, skriver de ved indmeldelse af deres barn i dansk vuggestue, børnehave eller skole under på, at de har gjort sig fortrolige med den nævnte formålsparagraf og er informeret om skoleforeningens arbejde og det danske mindretal som helhed. Man skriver samtidig under på, at man er bekendt med, at sproget i Skoleforeningen og dens institutioner er dansk. Og endelig skriver de forældre, der ikke behersker dansk, under på, at de vil bestræbe sig på at lære at forstå og at tale dansk. Tilknytningen til mindretallet bliver i øvrigt pindet yderligere ud i en omfattende velkomstmappe med brochurer fra alle mindretallets organisationer og institutioner.

De nævnte tiltag hindrer selvsagt ikke, at der også kan ”smutte” tyske forældre imellem, som af andre grunde vælger de danske daginstitutioner og skoler. Men alle er gjort bevidste om, hvad de danske institutioner står for.

Hertil skal lægges, at vuggestuer, børnehaver og skoler er en enorm påvirkningsfaktor. I skolens verden gælder det for så vidt alle fag – bortset fra faget tysk – idet der undervises på dansk. I mindretalssammenhæng har faget dansk en særlig tyngde. Det gælder også fag som historie og sang og musik. I mindretallets institutioner kommer hertil de blødere værdier så som tone og omgangsform. Danske børnehaver og skoler giver også børn og elever mulighed for en større nærkontakt med Danmark ved ophold på lejrskoler, studiebesøg m.m. Til denne række kan også føjes den kontakt, som nogle skoler har på udvekslingsbasis med andre danske skoler. Afsættet i den danske skole gør det endvidere i mange sammenhænge naturligt at melde sig ind i en dansk ungdomsforening, sportsforening eller lign. Det har også indflydelse på den omgangskreds, man har i fritiden. Dermed være også sagt, at skolens verden rækker langt, og at skolegang i sig selv er en identitetsskabende eller identitetsstyrkende proces. Ingen kommer således upåvirkede igennem 3-7 års brug af dansk vuggestue og børnehave og 10-13 år i den danske skole.

Det afspejler sig bl.a. i det valg af studiested, som studenterne fra Duborg-Skolen og A.P. Møller Skolen foretager. Det skønnes, at 60-70 % af en årgang vælger at tage en videregående uddannelse i Danmark.

I de senere år er især unge mennesker i Sydslesvig begyndt at betegne sig som ”dansk sydslesviger” eller slet og ret ”sydslesviger”, når spørgsmålet melder sig om den nationale identifikation. Det er der flere forklaringer på. Det spiller således uden tvivl ind, at tidligere tiders hårde konfrontationer og modsætningsforhold mellem mindretal og flertal hører fortiden til og i mange henseender er afløst af et ”med hinanden”. Dertil skal lægges det forhold, at mange unge mennesker kommer fra ”blandede” ægteskaber, hvor den ene har en tysk, den anden en dansk baggrund. Hertil kan lægges en vis blufærdighed omkring spørgsmål vedr. sindelaget.

Udsagn i denne retning er imidlertid en bekræftelse på, hvilken vej strømpilen peger. For ingen tyskere ville drømme om, at betegne sig som ”sydslesvigere”. I dagens grænseland er denne betegnelse et klart signal om tilknytning til det danske mindretal.

Generalkonsul
Henrik Becker-Christensen

Læs også artiklen Sproglige forhold i Sønderjylland/Slesvig