A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Sankelmark

Snævert "pas" ca. 5 km syd for Flensborg, hvor Hærvejen passerer mellem Sankelmark Sø mod vest og et højdedrag mod øst. Her fandt Slaget ved Sankelmark sted den 6. februar 1864.

Danske kredse ønskede i 1950'erne at opføre en højskole på stedet, men fik ikke tilladelse til det. I stedet blev højskoleplanerne realiseret i Jaruplund, hvor Jaruplund Højskole begyndte sin virksomhed i 1950. Senere opførtes på stedet det tyske Akademie Sankelmark.

Ved Sankelmark er opstillet krigsmindesmærker for både danske, preussiske og østrigske faldne. Hvert år den 6. februar gennemføres den såkaldte "Sankelmark-march". Turen starter i Flensborg centrum, hvorefter man går ud til mindesmærkerne i Sankelmark. I de senere år har også danske repræsentanter fra Sønderjylland og for det danske mindretal deltaget i marchen, ligesom der har været danske hovedtalere, bl.a. amtsborgmester Kresten Philipsen, generalkonsul Henrik Becker-Christensen, regionsformand Carl Holst og Folketingets formand Mogens Lykketoft i Sankelmark.

Den 66 ha store Sankelmark Sø egner sig til en rundvandring.