A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Teater i Sønderjylland

Opførelse af skuespil i Sønderjylland har været præget af grænselandets særlige historie og tradition. I tiden under tysk styre 1864-1920 blev der i forsamlingshuse og kroer opført skuespil af danske forfattere som Holberg og Hostrup. Der var censur på stykkerne for at forhindre en forherligelse af dansk sprog og kultur, og en tysk gendarm var til stede under forestillingerne. Fra omkring 1880 blev det meget vanskeligt for de rejsende selskaber fra Danmark at turnere i Sønderjylland. Først efter Genforeningen i 1920 blev forholdene for gæstespil normaliseret. Fra sidste halvdel af 1800-tallet er der også blevet spillet dilettant, dvs. forestillinger opført af ikke-professionelle. Arbejdet med dilettantforestillingerne var med til at bevare og udbrede det danske sprog hos den dansksindede del af befolkningen. Dilettantforestillinger er fortsat på landet frem til nutiden, men er i dag oftest ren underholdning uden litterære ambitioner.

For at højne standarden blev Sønderjydsk Forsøgsscene stiftet i 1959. I de første år tog den især klassiske skuespil op, fx ”Anna Sofie Hedvig”, Et spil om en vej som til himlen går” og ”En søndag på Amager”. Sønderjysk Forsøgsscene fik stor succes og kom til at bestå af en række amatørscener, bl.a. Kirkespilgruppen, Slogs Herreds Amatører og Teatergaleasen Højer. Fra 1980 har foreningen årligt stillet en professionel instruktør til rådighed til to gruppers friluftsspil. I 2011 består forsøgsscenen af teatergrupper i Haderslev, Aabenraa, Gråsten, Højer, Skærbæk og Løgumkloster. Det Lille Teater blev stiftet i 1972. Det har til huse i Ladegårdskov gl. Skole, som i 1992 blev til Sønderjysk Teaterhus. Her er opstået en dukke-, en børne-, en ungdomsteatergruppe samt flere voksengrupper. Om sommeren er der friluftsspil på idrætspladsen. Det Lille Teater har været på gæstespil i det meste af Danmark, i Norge, Sverige, Finland samt Litauen. Det har også været Danmarks repræsentant på Verdensamatørteaterfestival og på Nordisk Amatørteaterfestival.

Egnsspil eller lokalspil blev udviklet fra 1970’erne, hvor primus motor var Arne Aabenhus. Egnsspil er populære, da de skildrer lokalhistorie og menneskers dagligdag. Det første store sønderjyske egnsspil, ”Til arbejde – liv eller død” af Søren Chr. Hansen, blev opført 1982-84 på Cathrinesminde Teglværk på Broagerland. I tilknytning hertil blev der udarbejdet museumsudstillinger, undervisningsmateriale, videofilm og udgivet bøger om arbejdernes liv og færden. I Vestsønderjylland bliver der under en fælles titel ”Højt til himlen” opført spil af bl.a. Steen Kaalø, Jacob Clausen, H.E. Sørensen og Kaj Nissen. Der blev også opført spil som ”Guldhornene”, ”Hvorfor er Højer sådan en køn lille by”, ”Stavnsbåndsspillet” og ”Grundlovsspillet”, genforeningsspillet ”Hjertebånd” samt ”Skibet skal sejle”.

Teatret Møllen startede i 1974 i Haderslev, og det fik i 1980 kulturministeriel anerkendelse som egnsteater. Ensemblet består i 2010 af 3 skuespillere og 1 scenograf/instruktør π gæsteskuespillere. Teatret har til huse i den tidligere vandmølle. Der spilles ofte klassikere, men med få skuespillere og en enkel scenografi, samt mange børneforestillinger. Teatret Møllen har bl.a. modtaget prisen for årets børneteaterforestilling i 2001 og JydskeVestkystens Kulturpris i 2010.

Sønderjysk Teaterforening var en sammenslutning af alle teaterforeninger i grænselandet. Den er i dag afløst af Sønderjysk Teatersamarbejde, der arrangerer turnéteaterforestillinger. Det lille Teater i Flensborg blev oprettet som et dansksproget amatørteater i 1966. Teatret har til huse i ”Hjemmet” i Mariegade.

Af Tage Nielsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.

Litteratur: Karsten Biering: Bidrag til belysning af amatørteaterforhold i Danmark. 1970. Claus Chr. Reiche: En fjer i hatten. Teatret Møllen 1974 – 1999. 2001. Festskrifter for Sønderjydsk Forsøgsscene 1959-1979 og 1959-1999 og Det lille Teater i Gråsten 1972-1982 og 1972-1997.