A B C D E F G H I J K L M N O P R S T U V W Y Z Æ ØÅ

Tscherning, A.F., 1795-1874, politiker

Anthon Frederik Tschernings far Eilert Tscherning var inspektør ved krudtmøllen og kanonstøberiet i Frederiksværk, og det lå derfor lige for, at sønnen skulle gøre militær karriere. Samtidig var faderen stærkt påvirket af oplysningstidens idealer. Men allerede som 9-årig blev A.F. Tscherning indskrevet som frivillig ved artilleriet og begyndte umiddelbart efter konfirmationen sin militære uddannelse. Tschernings opvækst i Frederiksværk, tæt på arbejdere ved kanonstøberiet og jævne borgere i byen fik stor betydning for hans samfundssyn senere.

Efter Napoleonskrigenes afslutning var Tscherning udstationeret i Frankrig, hvor han fik tæt kontakt med unge fra andre lande. Under sit ophold i Paris fik han også tæt kontakt til den landsforviste P.A. Heiberg og den liberale kreds omkring ham. I årene 1821-28 assisterede Tscherning sin far i ledelsen af kanonstøberiet, men han afslog et tilbud fra Frederik 6. om at overtage ledelsen.

Han blev i 1828 forfremmet til premierløjtnant og udsendt som observatør til den græske frihedskrig. Efter hjemkomsten i 1829 blev lærer ved artillerikadetskolen. Her var han en afholdt lærer, men han kom i et modsætningsforhold til en del af sine kolleger på grund af sine samfundskritiske holdninger til enevælden.

Et af Tschernings kritikpunkter mod enevælden var opretholdelsen af en stående hær. Han ønskede at indføre almindelig værnepligt, hvilket han skildrede i seks småskrifter "Nogle Bemærkninger om det danske Væbningssystem og dets Mangler I-VI" (1831-44). Her slog Tscherning til lyd for udligning af alle standsforskelle og ubetinget lighed i rettigheder og pligter over for staten, og deraf følgende absolutte afvisning af forrettigheder og standshovmod. 

Disse tanker behagede ikke Frederik 6. og han blev efter yderligere et par kritiske artikler i Kjøbenhavnsposten afskediget fra sin lærergerning i 1833 og sendt til udlandet for at studere artilleriforhold. Landsforvisningen kom til at vare fem år, en tid Tscherning med sin åbne og vindende væsen forstod at udnytte gennem mange bekendtskaber og kontakter rundt i Europa.

Efter hjemkomsten søgte og fik han afsked fra hæren og virkede nu som rådgivende ingeniør og arkitekt. Dermed fik han også tid og mulighed for at engagere sig i det politiske arbejde og han trådte nu i et tæt samarbejde med Orla Lehmann og D.G. Monrad. Tschernings fortrolighed med jævne folk tilførte den akademiske prægede liberale bevægelse et mere social-økonomisk program og førte frem mod dannelsen af Bondevennerne i 1846, som Tscherning blev formand for frem til 1848.

Partiet skilte sig klart ud fra de nationalliberale ved valget til den grundlovgivende forsamling i 1848, hvor Bondevennerne protesterede mod kongevalgte i forsamlingen.

Tscherning vendte sig kraftigt mod slesvigholstenismen og støttede Peter Hiort Lorenzen, da han fik økonomiske vanskeligheder. Samtidig var han skeptisk over for de nationalliberales Ejderpolitk på grund af Slesvigs nære tilknytning til Holsten. Dog støttede Tscherning ved det andet Casino-møde den 20. marts 1848 henvendelsen til Frederik 7. med proklamation af Ejderpolitiken. To dage senere indtrådte han som krigsminister i Marts-ministeriet på betingelse af at han (og ikke kongen) fik den reelle overhøjhed i ministeriet og i realiteten over hærens ledelse. Dermed var det på forhånd givet, at der ville opstå alvorlige stridigheder mellem Tscherning som politisk ansvarlig minister og den militært ansvarlige Overkommando.

Som krigsminister under første del af Treårskrigen marts-november 1848 udviste han store organisatoriske evner, bl.a. ved på rekordtid at få udrustet og afsendt en hærstyrke til hertugdømmerne. Til øverstkommanderende valgte han den 55-årige oberst Hans Hedemann, der blev udnævnt til generalmajor - hvorved han forbigik samtlige generaler og oberster. Tscherning indførte almindelig værnepligt, men greb uheldigt ind i den militære ledelse.

Tscherning var 1849-1866 medlem af Folketinget for Venstre og indtog her en førerstilling; han gav ofte udtryk for en selvstændig linje. Han var en ledende skikkelse i Rigsdagen, en utrættelig arbejdskraft og en af tingets bedste og hyppigste talere. Som formand for Folketingets Finansudvalg 1859-64 bidrog han afgørende til dets centrale placering og arbejdede ihærdigt for besparelser på statsbudgettet. I 1866 trak han sig ud af politik i protest mod grundlovsrevisionen, som han sammen med N.F.S. Grundtvig i et foretræde for Christian 9. forgæves søgte at få til at nægte at underskrive.

Tschernings tanker havde rod i det sene 1700-tallets radikale begrebsverden; han vendte sig mod privilegier og standsskel og tog udgangspunkt i bondestandens interesser. Hans demokratiske grundindstilling var dog forbundet med ønsket om en stærk kongemagt. Han var skeptisk over for sin samtids nationale konfrontation med tyskheden og tilsluttede sig i 1850'erne helstatspolitikken. Tscherning var en af sin epokes mest originale politiske begavelser; han var fordomsfri og visionær og havde en kritisk og oppositionel grundindstilling. Til trods for at han kun satte få konkrete spor i dansk politik, formede han afgørende den radikale venstretradition i dansk politik.

Kilde: Dansk Biografisk Leksikon, Gyldendal 1981.