Lise Nørgaard: ”Det er kun morsomt ment”

Tilføjet 09. feb 2016 - 14:04
Del nyheden

Af Anna-Lise Bjerager

Lise Nørgaard, der næste år kan fejre sin 100 års fødselsdag, skrev på et langt livs erfaring, da hun i sin tid forfattede manuskriptet til Matador og formulerede Buster Larsens legendariske replik til hunden Kvik: ”Det er en tysker”. Ikke mindst havde hun sin morfar, Martin Nielsen, der boede i Tønder og var født i Skærbæk, i tankerne, fortæller hun til Grænsen.

”Min morfar var ægte sønderjyde, der havde en buste af Christian den Niende stående i dagligstuen. Han havde altid hunde, og kunststykket med hunden har jeg fra ham. Jeg har også altid selv haft hund, og de har alle været dygtige til det lille nummer”.

”Da jeg havde puddelhund under besættelsen, havde jeg den ofte med på restaurant, hvilket var tilladt dengang. Jeg kan huske, at den hund gjorde enorm lykke, når jeg lagde en godbid på gulvet og hviskede ”Det er en tysker”. Hunden sad pænt stille uden at røre sig, indtil jeg hviskede ”Det er dansker”. Ved bordet ved siden af sad der tyske officerer, og de beundrede hunden meget. Men de kunne jo heller ikke høre, hvad jeg hviskede”.

”Da jeg skrev manuskriptet til Matador, syntes jeg, at Buster Larsen trængte til noget at blære sig med, og så skrev jeg det lille hundenummer ind i teksten. Der er ikke ment noget ondt med det. Jeg synes den slag er et spørgsmål om tonefald. Hvis der havde været en fortsættelse på Matador, havde jeg da tænkt mig at socialisten ”Røde”, der spilles af Kurt Ravn i Matador, skulle lave det samme nummer med sin hund. Han skulle bare sige ”Det er Ronald Reagan” i stedet for”.

”Der har været meget sjov med den replik. For år tilbage blev jeg kontaktet af et tysk firma, der lavede kopimaskiner. De var inspireret af den gamle reklame for His Masters Voice, hvor der sidder en hund oven på en grammofon. De ville lave en reklame, hvor der sad en hund oven på en kopimaskine og have min tilladelse til at bruge replikken ”Det er en tysker”. Jeg sagde selvfølgelig ja. Det bestyrkede mig i, at de havde humor, når de sådan kunne vende det hele på hovedet”.

”Jeg holder meget af Tyskland og holdt ferier der som barn i 1920erne. Jeg havde tyske tanter, der var gift med min mors dansk brødre, og min far lærte os at læse tysk derhjemme. Som ung var jeg korrespondent for de allierede i Tyskland, og jeg kan stadig huske, hvor slemt det var at komme ned og se Hamborg, min elskede ferieby, bombet ned i knæhøjde”.  

”Da jeg opsøgte min tyske tante i Lübeck efter krigen, spurgte jeg hende, hvorfor vi ikke havde hørt fra hende. ”Vi har skammet os”, lød hendes svar. Men min tante var et hjertegodt menneske, der uddelte fødevarer på et depot efter krigen. Hun havde absolut ikke noget at skamme sig over.

Det er dumt at hænge hele befolkningsgrupper ud. Det skal man lade være med. Men det er fint at bruge humor til at tage brodden af nogle ting. Det tror jeg ikke, nogen tager anstød af”.