Medier skal være brobyggere

Tilføjet 09. feb 2016 - 11:18
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.1/februar 2016 

Jørn Mikkelsen, der har været Tysklands-korrespondent i Berlin, og Marc-Christoph Wagner, der er Nordeuropa-korrespondent med base i København, diskuterer mediernes rolle i en tid med grænsekontrol og flygtninge i Europa

Af Anna-Lise Bjerager

Nyhedsmedierne er i disse måneder fyldt med indslag om grænsekontrol og flygtninge, der i stort tal kommer til Europa, og i debatten er der en tendens til, at tonen skærpes. Ikke mindst efter nytårsnat, hvor der i Köln og andre storbyer blev begået organiserede overgreb, mange af seksuel karakter, mod hundredevis af kvinder. Gerningsmændene er blevet beskrevet som nordafrikanske og arabiske. Begivenhederne nytårsnat har bevirket, at flere private vagtværn og højreradikale grupper har udøvet selvjustits mod personer med mellemøstligt udseende i flere tyske byer.

I en så tilspidset situation hvad er der da egentlig mediernes opgave? Grænsen stiller spørgsmålet til to erfarne journalister en dag i januar på Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København: Chefredaktør på Jyllands-Posten, Jørn Mikkelsen (JM), der tidligere har været Tysklands-korrespondent for Jyllands-Posten i Berlin, og Marc-Christoph Wagner (MCW), der i en årrække har været Nordeuropa-korrespondent for tysk radio og tv, ARD, med bopæl i København.

JM: Der er forskel på den måde, danske og tyske medier har grebet den aktuelle flygtningesituation an på. Hos de store tyske aviser og public-service radio- og tv-kanaler er der en vis opdragende, belærende undertone. Denne politiske korrekthed finder man ikke i danske medier. Jeg mener faktisk, at danske medier generelt i langt højere grad har formået at dække dette meget følsomme flygtningespørgsmål efter gængse, journalistiske kriterier.

Nu var det især politiet i Köln, der fejlede, ved på helt uforståelig vis at tilbageholde oplysninger om det skete i flere døgn. Men naturligvis burde medierne ikke have ventet så længe med at dække begivenhederne.

MCW: Jeg vil vove den påstand, at det i sommeren 2015 var det tyske civilsamfunds reaktion på de mange flygtninge, der førte til politisk handling i Tyskland.

I august lavede Bildzeitung, der er Tysklands svar på Ekstra Bladet og en af Europas største avis, en velkomstkampagne. I de større byer kunne man se ganske almindelige mennesker gå ind supermarkederne og købe mad til flygtningene. Da Angela Merkel kom hjem fra ferie, holdt hun pressekonference, som hun plejer, og sagde de berømte ord: ”Wir schaffen das”. Hun fulgte en bevægelse, der var begyndt i civilsamfundet, og de tyske medier refererede, hvad der skete.

Man skal huske, at den meget spontane velkomstkultur, som vi så i Tyskland, har historiske årsager. Også i min familie havde man flygtninge fra Østpreussen boende efter Anden Verdenskrig. Jeg peger ikke fingre ad Danmark, men det har bare været en anden historisk kontekst.

JM: Jeg mener ikke, du kan tage civilsamfundet til indtægt for den politiske udvikling på flygtningeområdet. Du er nødt til at sige: Dele af civilsamfundet. Andre dele af civilsamfundet i Tyskland går i Pegida-march. I Danmark har vi ”Venligboerne”, men man ville aldrig sige, at de udgjorde civilsamfundet. Der er bestemt nogen, der mener det stik modsatte.

Jeg mener ikke, at det, der skete på domkirkepladsen i Köln nytårsnat, kunne være sket hernede på Rådhuspladsen. Og i øvrigt ville der heller ikke være gået fire døgn, før danske aviser var begyndt at skrive om det. I Danmark er der en mere direkte tone i medierne, og det vil jeg mene er et demokratisk sundhedstegn.

Jyllands-Posten var først med at dække flygtninge- og indvandrerspørgsmål på akkurat samme måde, som man dækker alt muligt andet. Den udvikling ser man nu også i de andre danske medier og også i tyske medier.

MCW: Jeg er enig i, at vi er nødt til at dække flygtninge- og indvandrerspørgsmålet på samme måde som andre ting, og at vi må have en åben debat. Men medierne har et ansvar i forhold til tonen og den førte politik.

Det er ikke mediernes opgave at opdrage på danskerne, så de vender sig mere mod Europa. Men hvis vi skal finde svar på de udfordringer, landene i Europa står over for, er vi nødt til at stå sammen. I Tyskland er det nationale og det europæiske to sider af samme sag. I Danmark er debatten meget nationalt fokuseret og vendt mod Christiansborg og det indenrigspolitiske. Den midlertidige grænsekontrol, som Danmark har indført ved den tyske grænse, er et godt eksempel. Men grænsekontrol løser ikke problemerne.

JM: Jeg må anholde, at du taler om ”vi”. Du kan tale som enkeltperson, men jeg mener ikke, du kan tale på dit eget medies eller alle mediers vegne. Som medier bør vi stå på sidelinjen og rapportere, hvad der foregår. Medierne og den politiske verden er to forskellige enheder. Det er en vigtig pointe for mig.

MCW: Det er ikke mediernes opgave at udligne forskellene mellem nationerne. Og der er store forskelle. Men det er vigtigt, at befolkningerne forstår, hvori disse forskelle består. Der spiller medierne en væsentlig rolle som formidler, men også som brobygger mellem landene.

I Danmark har man for eksempel et parti som Dansk Folkeparti (DF), der meget direkte italesætter flygtningesituation. DF bliver i tyske medier ofte kaldt et højreradikalt parti. Her er det vigtigt, at vi som medier siger: Hør nu her. DF er et måske et populistisk parti, men det er hverken radikalt eller fremmedfjendsk, og partiet har faktisk en funktion. Læg mærke til, at der ikke er nazister i Danmark, der går rundt og kaster brandflasker på asylcentrene.

I Tyskland har vi til gengæld et parti som Alternative für Deutschland (AfD). AfD er gået voldsomt frem i meningsmålingerne og ligger på 11,5 procent i vælgermålingerne, samtidig med at de klassiske borgerlige partier går tilbage. Det er en farlig udvikling.

JM: På tysk tv bliver AfD konsekvent betegnet med tillægsordet ”fremmedfjendtlig”. Det ville man sjældent se i medierne i Danmark, med mindre der var tale om et egentlig naziparti eller et ekstremt stalinistisk parti.

MCW: Ja, der er en stærk tendens lige nu til at gå til yderligheder både politisk og i sprogbrugen. Ikke mindst på de sociale medier. Vi er alle udfordret af de sociale medier, der bombarderer os med nyheder og informationer døgnet rundt. Mathias Döpfner, der var chefredaktør for Die Welt, sagde allerede i 1990erne, at når de sociale medier vokser, er der endnu mere grund til, at de traditionelle medier holder fast i deres troværdighed. Europa er i store problemer lige nu, og der er brug for de seriøse medier til at give et redigeret og kritisk billede af, hvad der foregår.

 

JØRN MIKKELSEN, født 1956 i Sønderborg, ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten siden 2008, cand.phil. i historie, Tysklands-korrespondent for Jyllands-Posten 1994-1996. Han modtog i 2015 den tyske orden ”Verdienstkreuz am Bande des Verdienstordens der Bundesrepublik Deutschhland”, der svarer til Dannebrogsordenens Ridderkors, for sin indsats som en af de mest kendte og velansete tysklandseksperter i Danmark.

MARC-CHRISTOPH WAGNER, født 1970 i Berlin, cand.scient.pol. Har siden 2004 været korrespondent for ARD i Nordeuropa. Han er desuden projektleder på Louisiana Museum of Modern Art og bestyrelsesformand på den tyske Sankt Petri Skole i København.