METTE BOCK ER GRÆNSEFORENINGENS FORMANDSKANDIDAT

Tilføjet 31. aug 2013 - 13:15
Del nyheden

Fhv. chefredaktør på JydskeVestkysten og kendt kvindelig debattør er indstillet til at efterfølge Finn Slumstrup som formand for Grænseforeningen.

Grænseforeningens bestyrelse har fredag den 30. august besluttet at indstille Mette Bock som formandskandidat ved sendemandsmødet den 10. maj 2014.

Det er første gang i Grænseforeningens 93-årige historie, at en kvinde er indstillet til formandsposten. Blandt tidligere formænd kan nævnes de konservative politikere Erik Haunstrup Clemmensen (1966-72), H.P. Clausen (1984-86) og Torben Rechendorff (2000-05).
Mette Bock har en lang karriere bag sig som bl.a. chefredaktør på JydskeVestkysten og programdirektør i Danmarks Radio. I dag er hun medlem af Folketinget for Liberal Alliance.

Hun har i en årrække været medlem af Grænseforeningen og er nu indtrådt som medlem af Grænseforeningens bestyrelse som en af tre ressourcepersoner, der vælges direkte af den ordinært valgte bestyrelse.

Mette Bock er 56 år, bor i Horsens, er gift og har børn og børnebørn.

Grænseforeningens bestyrelse begrunder sin indstilling således:

- Mette Bock har gennem både sit journalistiske og politiske virke fremført synspunkter og holdninger om mange værdibegreber inden for dansk kulturliv, herunder interesseret sig levende for det danske mindretal i Sydslesvig. Mette Bocks synspunkter og holdninger er i fin overensstemmelse med Grænseforeningens målsætninger og lever op til de krav og udfordringer, som en national folkelig forening stilles over for både i den hjemlige debat og i global sammenhæng, siger Jens Andresen, 1. næstformand i Grænseforeningen.