METTE BOCK TIL JUNG ZUSAMMEN: TAG SAGEN I EGEN HÅND

Tilføjet 30. jul 2014 - 15:23
Del nyheden

Det kan godt være, at I kommer fra udkanten af både Danmark og Tyskland. Men I kan og skal stadig skabe en fremtid for både jer selv og jeres børn, lød det fra Grænseforeningens nye formand Mette Bock, da hun holdt åbningstalen til det store jUNG zuSAMMEN-møde, der foregår netop nu.

- I kommer alle fra grænseområdet mellem Danmark og Tyskland. Det er udkant af Danmark og udkant af Tyskland. Men det er også en region Slesvig med en fælles historie og en spændende fremtid, som I skal være med til at forme. I skal ville. I skal tage sagen i egen hånd, I skal forme ideerne. I skal omsætte det hele til handling og levet liv, en fremtid for jer og jeres børn, sagde Mette Bock blandt andet.

jUNG zuSAMMEN er den dansk-tyske regions fællesprojekt for markeringen af 150-året for Slaget ved Dybbøl Mølle. Netop nu foregår ungdomsmødet, hvor 100 unge fra begge sider af grænsen mødes på to højskoler i grænselandet for at fordybe sig i grænseregionens historiske fundament og regionens nuværende udfordringer, som de i fællesskab skal finde løsninger på.

Som afslutning på højskoleopholdet vil de unge fremlægge deres idéer til den fortsatte udvikling af regionen. Det sker ved et såkaldt ungdomsparlament, hvor de unge mødes med politikere fra begge dele af regionen i landdagen i Slesvig-Holsten. Ungdomsmødet afsluttes den 2. august.