MINDESTEN FÅR NY OPMÆRKSOMHED

Tilføjet 23. nov 2011 - 10:47
Del nyheden

Mindestenen for det sidste danske årsmøde i Haderslev bliver nu trukket frem af glemslen og udstyret med ny placering og informationstavle.

Der er ikke mange, der ved, at der på Parkvej 27 i Haderslev står en mindesten for det sidste danske årsmøde, der blev afholdt, mens Sønderjylland stadig var en del af det tyske kejserrige. Folkemødet havde H.P. Hanssen som hovedtaler og fandt sted den 14. juni 1914 på det areal, som senere blev til ”Genforeningskvarteret” i Haderslev.

Mindestenen blev rejst i 1937 af Sprogforeningen, Sønderjydsk Skoleforening og Grænseforeningen. De tre foreninger vil nu sikre, at mindestenen bliver mere synlig ved at trække den frem til fortovskanten sammen med en tilhørende informationstavle. Det er tanken, at man ved hjælp af moderne teknologi skal kunne høre centrale dele af H.P. Hanssens tale i en mobiltelefon.

Torsdag den 24. november indledes arbejdet med at flytte mindestenen til sin nye placering, og træerne på grunden bliver efter aftale med Haderslev kommune fældet i næste uge.  Det vil blive tinglyst, at mindestenen aldrig må fjernes fra dens nye og mere fremtrædende placering. Haderslev kommune vil fremover passe arealet omkring stenen.

I forbindelse med flytningen af mindestenen vil grunden Parkvej 27 blive udbudt til salg som to selvstændige byggegrunde. Efter salget vil Grænseforeningen donere sit provenu til landsindsamlingen til vedligeholdelse af Dybbøl Mølle.

Indvielsen af mindestenen vil finde sted på H.P. Hanssens 150 års fødselsdag den 21. februar 2012 kl. 11.00. Senere på dagen vil der i anledning af dagen være et større arrangement på Folkehjem i Aabenraa arrangeret af Historisk Samfund for Sønderjylland.