Mindretal skal være en del af mediebilledet

Tilføjet 03. jun 2016 - 11:40
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2016 

Dialekt, hjemstavnsfølelse og tillid er begreber, som DR Syds nye chef Kirsten Elley, der selv stammer fra Kværs ved Gråsten, forbinder med Sønderjylland

Af Malene Fenger-Grøndahl

Det er en kvinde, der kender både sønderjyderne og tonefaldet, der 1. juli bliver ny leder af DR Syd i Aabenraa. 53-årige Kirsten Elley er nemlig opvokset i landsbyen Kværs tæt på Gråsten med en tysktalende far og en dansksindet mor. Grænselandets ømme tæer og stolte eksempler på sameksistens er en del af hendes familiehistorie og noget af det, hun gerne vil sætte fokus på i sit nye job.

”Når mine klassekammerater og jeg legede fine damer, slog vi fra sønderjysk over i rigsdansk. Derhjemme talte jeg sønderjysk med min mor og tysk med min far, og mine forældre talte sønderjysk indbyrdes. I skolen lærte vi til gengæld, at rigsdansk var bedre og finere end sønderjysk”, siger Kirsten Elley.

Hun er uddannet journalist og har siden 1989 arbejdet på Jyllands-Posten, hvor hun bl.a. har været erhvervsreporter og souschef på søndagsredaktionen, inden hun fik sin nuværende position som magasinchef og navneredaktør.

Som ny leder af DR Syd i Aabenraa bliver hun ansvarlig for at producere P4 Syd og P4 Esbjerg samt indhold til bl.a. TV-Avisen, DR2, Radioavisen og DRs sociale medier. Formodentlig kommer det til at betyde, at hun flytter til Sønderjylland inden for et års tid.

Stout, stolt og solid

”Jeg havde ikke aktuelle planer om at flytte tilbage. Men der har altid ligget en stærk kærlighed i mig til min hjemstavn. Jeg har en barndomsveninde, som jeg har kendt, siden vi begyndte i 1. klasse i 1969, og hun er ligesom jeg flyttet til Aarhus-området, men har slet ikke samme tilknytning til vores opvækstområde. For mig står Sønderjylland og hele grænseregionen som noget trygt og kendt. Jeg sætter pris på den sønderjyske mentalitet, hvor man er lidt stout, men også stolt. Den kulturelle mangfoldighed, som kun en grænseegn byder på, er fantastisk interessant, og så er der en vis soliditet i sønderjyder”, siger Kirsten Elley.

Soliditeten betyder, at hun med en enkelt undtagelse aldrig har søgt job uden for Jyllands-Posten før.

”Men da jeg blev gjort opmærksom på den ledige stilling, var det, som om den stod og ventede på mig. Jeg er meget tændt og glad ved tanken om at vende tilbage og gøre mit til, at syd- og Sønderjylland får den nuancerede plads og vægt i mediebilledet, som jeg mener, regionen er berettiget til – og her tæller jeg mindretallene med på begge sider af grænsen”, siger Kirsten Elley.

Fra Kværs til Hong Kong

Grænsen har sat hende stævne i Finnebyen i Aarhus Vest, hvor hun bor på vejen Due Odde. De nærliggende veje har også bornholmske navne som Rytterknægten, Hammershusvej og Almindingen. Her har Kirsten Elley boet siden 2002, og her føler hun og familien sig hjemme i deres gulmalede hus. Manden Jesper Henning Pedersen, der også er journalist og arbejder med folkekirkelig tv-produktion, stammer fra Herlufsholm, og parrets to døtre, 16-årige Linn og 13-årige Bitten, er adopteret fra Kina. Desuden har Kirsten Elley rejst meget; de første tre år efter sin studentereksamen fra Aabenraa Statsskole rejste hun i flere verdensdele og arbejdede bl.a. som bartender i Hong Kong, vindrueplukker i Australien og importør af mexicanske hængekøjer til Canada. Kirsten Elley kalder sig et kosmopolitisk menneske med stærke rødder.

Gravstedet er klar

Røddernes styrke har givet sig udslag i, at hun allerede for en del år siden har fået reserveret en plads til sig selv på det familiegravsted i Kværs, som blev etableret af hendes fars slægt i 1800-tallet, og hvor begge hendes forældre ligger begravet. Kirsten Elleys mor døde allerede i 1986, men hendes far levede frem til 2007 og nåede at lære sine børnebørn at kende og lære dem lidt tysk. Han og Kirsten Elley nåede at få et tæt forhold, efter at de underliggende dilemmaer om sprog og identitet, der prægede barndomshjemmet, havde skabt afstand mellem dem i den tidlige del af datterens voksenliv.

”Mine forældre mødte hinanden ret sent, blev stormende forelskede, blev gift og fik mig året efter i 1962. Jeg var deres øjesten, og de havde et kærligt og varmt ægteskab, men selv om ingen af dem var politiske i deres forhold til det nationale spørgsmål, er min personlige mindretalshistorie ikke lykkelig. Som eneste barn blev jeg stridens æble”, fortæller Kirsten Elley.

Tysk og dansk

Hendes far, der var født i 1927 i en tysk familie, og hendes langt mere dansksindede mor, der var født to år tidligere, ønskede begge at præge datteren, så da Kirsten Elley skulle i børnehave og siden i skole, var forældrene meget uenige, om det skulle være dansk- eller tysksproget. I første omgang løb Kirsten Elleys far med sejren, så datteren kom i tysk børnehave. Men moderen vandt, da det kom til skolestart.

”Hun rejste hjemmefra med mig i et par dage for at understrege alvoren i det spørgsmål. For mig var det kortsigtet en lykkelig udgang, for jeg ville helst gå i skole i landsbyen med de børn, jeg kendte, i stedet for at køre med bus til den tyske skole nogle kilometer væk”, siger hun.

Far i Fårhuslejren

Kirsten Elleys far hørte til de 15 procent fra det tyske mindretal i Nordslesvig, som efter krigen blev interneret i Fårhuslejren, den nuværende Frøslevlejr. ”Det var min fars naboknægt, som var modstandsmand, der anholdt ham. Min far var netop fyldt 18,” fortæller Kirsten Elley.

Da faren blev løsladt, fik han som ung slagtersvend arbejde på slagteriet i Aabenraa. Ansættelsen af en tysksindet slagter fik de øvrige ansatte til at nedlægge arbejdet i protest.

”Min far lod sig ikke slå ud. Han banede sig vej gennem strejkevagterne og gik på arbejde. Siden overtog han sin fars slagterforretninger, og han fastholdt,  at så længe hans kød havde høj kvalitet, valgte kunderne ham ikke fra, også selv om han var tysksindet,” siger hun.

Hun tilføjer, at farens stejlhed også havde negative konsekvenser.

”Han ville ikke have noget med min skolegang at gøre, og han ville heller ikke have, at jeg blev spejder og gik kun tøvende med til, at jeg gik til dans i forsamlingshuset, for det opfattede han som meget dansk. Som teenager gjorde jeg oprør og ville for eksempel ikke tale tysk til ham, når jeg havde veninder med hjem.”

Hun erindrer også, at gymnasiekammeraterne af og til spurgte til, om de flagede med tyske eller danske flag derhjemme, hvorfor hendes far talte tysk osv.

”Mine forældre flagede slet ikke, for spørgsmålet var for følsomt. Vi havde ingen Dannebrog hjemme, og da slet ikke på juletræet.”

Rustent tysk

Kirsten Elley har stadig nogle cigaretrør og figurer liggende, som hendes far har skåret i ben-rester under sit ophold i Fårhuslejren. Dem har hun vist sine døtre, og hun har fortalt dem om mindretalsproblematikken i Sønderjylland på både den ene og anden side. Hun har også talt imod den almindelige ide blandt unge om, at tysk er et kedeligt og hårdt sprog, som det ikke er umagen værd at lære.

”Mit tysk er lidt rustent, men jeg elsker at tale det, når vi er i Tyskland for at besøge familie og venner, og jeg tager altid et par tykke, tysksprogede romaner med hjem,” siger Kirsten Elley, der kan glæde sig over, at tysk er blevet et af hendes ældste datters yndlingsfag.

Grænser flytter

Hun mener, at hendes opvækst giver hende gode forudsætninger for at sikre, at mindretalsproblematikken og grænsespørgsmålet bliver dækket nuanceret af DR Syd.

”Spørgsmålet om de fysiske grænser over for de kulturelle og identitetsmæssige er meget vigtigt. Grænser flytter, men det gør folks tilknytning ikke. Nogen kunne måske tænke, at min far bare kunne være flyttet til Tyskland, ligesom nogle vil sige, at det danske mindretal i Sydslesvig bare kan flytte til Danmark. Eller at indvandrerne i Gjellerup kan flytte til Mellemøsten, hvis de fortsat ønsker at tale arabisk. Men så enkelt er det jo slet ikke”, siger Kirsten Elley.

Hun opfatter den fredelige sameksistens i den dansk-tyske grænseregion som en idealhistorie, der kan hentes frem til inspiration i en tid, hvor grænserne atter skyder op.

”Mindretallene kender nødvendigheden af at være fleksible og åbne. Tillid mellem folk er her et centralt begreb, og det begreb er udfordret i disse år”, siger hun.

Dialekt i radioen

Hun tilføjer, at en sprogforsker, hun interviewede for nylig, vurderede, at danske dialekter – bortset fra sønderjysk-  vil være uddøde om 30 år.

”Jeg drømmer om, at dialekterne eller en regional sprogtone kan komme til at fylde mere i radio og tv. Dialekter er en kulturel rigdom, som vi skal være stolte af og dyrke i stedet for, at vi alle stræber efter at tale samme form for lav-københavnsk. En regional bevidsthed hænger tæt sammen med det talte sprog, og det kunne være skønt, om netop medier som radio og tv kunne afspejle det”, siger Kirsten Elley.