Minister afviser grønlændere som nationalt mindretal

Tilføjet 26. okt 2015 - 15:00
Del nyheden

Institut for Menneskerettigheder anbefaler i en ny rapport at give grønlændere i Danmark status som nationalt mindretal i henhold til Europarådets konvention på området. I forvejen har det tyske mindretal i Danmark denne status. Forslaget bliver dog afvist af social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), der mener at tiltaget er unødvendigt.

”Grønlændere i Danmark er danske statsborgere og har de samme rettigheder og krav på hjælp og støtte som alle andre danske statsborgere. Regeringen har derfor ikke planer om at sætte en proces i gang om anerkendelse af grønlændere i Danmark som nationalt mindretal”, siger hun til KNR.

Den holdning deler man ikke i INUIT, der er en paraplyorganisation for 23 grønlandske foreninger i Danmark.

”Grønlændere i Danmark vil profitere af at blive betragtet som et nationalt mindretal. Derved kunne mange problemer bedre løses på grønlændernes præmisser. Man kunne samtidig formindske – eller måske helt undgå – følelsen af forskelsbehandling og stigmatisering”, udtalte INUITS bestyrelsesformand Bitha Mettelmann i forbindelse med Institut for Menneskerettigheders rapport.

Rapporten kan læses HER.