Missionærsønnen der er dansk på sin egen måde

Tilføjet 09. feb 2016 - 11:36
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.1/februar 2016

Søren Ryge Petersen voksede op som søn af læreren på den danske skole i landsbyen Agtrup i Sydslesvig. I hjemmet blev der kun talt dansk, men det betød ikke at tysk var dårligt. Den lære skriver Søren Ryge Petersen om i sin nye bog ”Min barndom”

Af Malene Fenger-Grøndahl
Foto: Niels-Åge Skovbo

Den 15. juni sidste år, Valdemarsdag, holdt Søren Ryge Petersen tale ved den flagfest, som en lokalafdeling af Danmarks-Samfundet holdt i Aarhus. Med festgudstjeneste i domkirken, procession med musik gennem gågaden og fest på rådhuset. Da Søren Ryge Petersen blev spurgt, var hans første indskydelse at sige nej tak.

”Jeg tænkte, at det nok var sådan en nationalistisk forsamling, som jeg slet ikke ville føle mig hjemme i. Men så undersøgte jeg det og fandt ud af, at Danmarks-Samfundet er en gruppe mennesker, der simpelthen holder af Dannebrog og føler sig meget danske, og det gør jeg jo også.”

Så Søren Ryge Petersen takkede ja og satte sig ned og tænkte over, hvad Dannebrog og det danske har betydet for ham, ikke mindst de første 15 år af hans liv.

Søren Ryge Petersen blev født i Gram i Sønderjylland i 1945. Men den 14. april 1946 flyttede han med sine forældre til Sydslesvig til landsbyen Agtrup, eller Achtrup, som den kaldes på tysk, hvor hans far havde fået ansættelse som lærer på den danske skole. Skolen var ganske vist ikke bygget færdig endnu, men det blev klaret, ligesom så meget andet blev bygget op fra bunden i de næste 35 år, hvor Søren Ryge Petersens far virkede for det danske, som han selv formulerede det.

”Jeg var aldrig i tvivl om, at vi boede i Agtrup, fordi min far skulle virke for danskheden i enhver tænkelig forstand. Danskheden havde været Sydslesvigs kultur siden Gorm den Gamle, og efter 1864 var den danske kultur truet. Det var det, der fik min far til at tage dertil. For ham var det et kald, som det er for mennesker, der rejser til Afrika for at udbrede kristendommen. Fædrelandssangene og alt dansk var lige så vigtigt for min far, som Bibelen er for missionærer”. siger Søren Ryge Petersen.

I mark og enge

Han tager imod i sit gulkalkede hus på Djursland, så langt fra alfarvej, at fotografens GPS advarer os om, at den valgte adresse ligger på uasfalteret vej. Som de mange tv-seere, der gennem årene har fulgt Søren Ryge Petersens direkte tv-udsendelser fra den store have bag huset, vil vide, er det netop en af pointerne for Søren Ryge Petersen. Han har ikke brug for byens tummel og larm, men for daglige gåture med hunden YoYo på markerne og engene bag huset og i baghavens birkelund. Og så de mange ture rundt i landet til mennesker, som har deres egne helt særlige historier, som Søren Ryge Petersen om nogen formår at udfolde med respekt og lune.

”Jeg flyttede hjemmefra og væk fra Agtrup, da jeg blev konfirmeret, sådan som man gjorde dengang, og har ikke tænkt på at flytte tilbage. Men der er ikke gået et år, hvor jeg ikke har været dernede på besøg og har gået en runde i landsbyen og på markvejene, hvor mine tre søskende og jeg cyklede som børn. Hver gang møder jeg nogle af de mennesker, som udgjorde min barndoms meget mangfoldige persongalleri”, siger Søren Ryge Petersen.  

Som barn var han den mest nysgerrige og udadvendte af de fire søskende og holdt meget af at gå rundt i landsbyen og kigge ind til håndværkerne – bageren, saddelmageren, smeden, hjulmageren.
Mange af dem fortæller han sanseligt, humoristisk og underholdende om i sin nyeste bog Min barndom. Bogen, der udkom på Gyldendal i efteråret 2015, er en ’vendebog’, hvor den ene halvdel er hans erindringer fra Agtrup; den anden halvdel, som læses ved at vende bogen om, handler om mange af de mennesker, Søren Ryge Petersen har mødt og portrætteret alle mulige andre steder. Bogen viser dermed både, hvad Søren Ryge Petersen har fået med sig fra sin barndom, og hvordan han har omsat det i nysgerrighed, åbenhed og sans for det enkelte menneskes historie.

Dannebrog vajer

Det sidste kapitel i barndomserindringerne har fået overskriften ’Flaget’. Det er en redigeret version af den tale, han holdt på Valdemarsdag sidste år. Der kan man bl.a. læse, at Søren Ryge Petersens far ofte brokkede sig over, at det ifølge tysk lov var forbudt at flage med et andet lands nationalflag. Derfor kunne ’missionærfamilien’ i Agtrup aldrig hejse det danske flag og havde ingen flagstang. Men flag havde familien masser af. Et splitflag hang i forruden på familiens bil, en folkevogn med tyske nummerplader, og når de passerede grænsen til Danmark, blev flaget rullet op, så de tyske toldere ikke så det. Når familien var på campingture, blev der altid sat et lille flag op på teltet. Og så var der ”flere flag på vores juletræ end på noget andet juletræ i kongeriget”, som Søren Ryge Petersen formulerer det i sin erindringsbog. Desuden havde familien en hel skov af bordflag, der blev sat frem ved enhver festlig lejlighed. Et af dem havde Søren Ryge Petersen lavet, da han som 15-årig kom på ungdomsskole i Vojens og havde metalsløjd for første gang. Endelig var der flag på gymnastikdragterne, som blev brugt ved de årlige stævner for alle de danske skoler i området.

Den danske skole i Agtrup var et kulturelt samlingspunkt, hvor de danske foreninger holdt møder og juletræsfester, og hvor der blev danset folkedans, dyrket gymnastik og holdt sløjdaftener. Set fra et barns perspektiv var det først og fremmest festligt og spændende. Først da Søren nærmede sig konfirmationsalderen, gik det op for ham, at rummeligheden i de voksnes verden havde sine usynlige, men klare grænser.

Mødet med Nico

Baggrunden var, at han som 10-11-årig mødte en jævnaldrende dreng, Nico. De mødtes på den tyske danseskole, hvor Søren fik lov at gå, for hans far satte ikke nationale grænser for sine børns færden. Søren og Nico gik fra første møde godt i spænd og tilbragte de næste tre-fire år de fleste eftermiddage og aftener sammen. De byggede huler og fangede haletudser og hjalp til på gården, hvor Nicos forældre, Bruno og Martha, boede med deres seks børn. Der fik Søren lært alt det, en bondedreng skal kunne: hakke roer, tærske korn, malke køer, muge ud og meget mere.

Nico og hans forældre talte tysk, og Nico og hans søskende gik i tysk skole. Det tænkte Søren ikke nærmere over. Han var vant til, at der i landsbyen blev talt både sønderjysk, plattysk og i enkelte tilfælde højtysk, og han skiftede ubesværet mellem de tre sprog. Det slog ham heller ikke, at der kunne være noget i vejen for, at Bruno kom ind på den danske skole og deltog i sløjdaftenerne.

”Bruno havde altid ønsket at blive snedker, så jeg inviterede ham til at komme ind på skolen og bruge sløjdsalen. Han kom aldrig, og siden gik det op for mig, at det var umuligt for ham. At møde op på den danske skole ville have været en form for forræderi og have skabt sladder og mistro i hans omgangskreds. Det var svært for et barn at forstå, men i dag kan jeg jo se, at det samme gør sig gældende i nogle indvandrermiljøer. De fleste ligger under for, hvad de andre tænker, og den slags sætter grænser mellem mennesker”, siger Søren Ryge Petersen.

Sproget var grænsen

Mine forældre omgikkes imidlertid alle, og min far sagde aldrig et ondt ord om det tyske. Han satte grænsen ved sproget i vores hjem. Da jeg engang gik derhjemme og sang tyske slagere, jeg havde hørt hos Niko, fik jeg besked på at holde op. Så sang jeg dem bare udenfor. Derhjemme hørte vi kun Giro 413.”

Søren fik Søren Ryge Petersen lov at invitere Nico og hans forældre med til sin konfirmation.

”Jeg cyklede ud til deres gård, helt lykkelig, og inviterede dem, og de svarede henholdende, ikke rigtig ja. Jeg forstod ikke helt hvorfor. På dagen vidste jeg ikke, om de kom, men det gjorde de, og det har jeg takket dem for siden, for det var modigt gjort”, siger han.

Efter konfirmationen flyttede Søren Ryge Petersen på ungdomsskole, hvor han første gang forsøgte sig med metalsløjd. Da vi når dertil i samtalen, afbryder Søren Ryge Petersen sig selv og forlader det lune køkken, hvor der er dækket op med nybagte boller, kaffe, smør, ost, paté og marmelade.

Et minuts tid efter kommer han tilbage med favnen fuld af flag. Det elegant udformede bordflag stiller han på spisebordet med et lille smæld. Så viser han de store stofflag frem, han har i favnen. Det ene er trevlet i enden, ”simpelthen slidt op af at blive brugt gennem 30 år, for jeg elsker bare at hejse flaget”, siger Søren Ryge Petersen med et smil.

”Jeg vidste ikke, hvor man får sådan et repareret. Så da jeg skulle holde talen på Valdemarsdag, og jeg havde takket nej til honorar, slog det mig, at jeg i stedet kunne bede om et nyt flag. Da jeg til slut i talen fortalte, at jeg havde slidt mit gamle flag op, kom formanden op og forærede mig et nyt.” Søren Ryge Petersen holder smilende det nye flag frem.

Søren Ryge Petersen føler sig meget dansk. ”Men”, understreger han ”at det danske er godt, betyder ikke, at det andet er forkert. Mindretal skal have lov at være sig selv. De skal være lige så syriske, somaliske osv., som de vil – jo mere, jo bedre.”

Nationalisme er et uhyre

Det er missionærbarnet, der taler. For opvæksten i Agtrup lærte ham at holde af det danske uden at lukke af for alt det andet. Tværtimod har farens nysgerrighed og videbegærlighed sat sig dybe spor i Søren Ryge Petersen – sammen med en klar skelnen mellem det nationale og det nationalistiske: ”At være dansk er fint og godt, men den nationalisme, der fordømmer de andre, er et uhyre. Det var barndommens vigtigste lærdom”, som der står til slut i hans barndomserindringer.

Hans forhold til det danske foreningsliv og politiske liv i Sydslesvig er af samme grund ambivalent. ”Jeg synes, at det bliver lige lovlig indspist og lukket. Da jeg for et par år siden var i Agtrup, blev jeg inviteret til at deltage i en tradition, hvor man mødes og spiser kålrabimos og frikadeller. Det mindede mig om de møder, jeg oplevede som barn. De samme taler, de samme politiske ytringer, de samme Tordenskjolds danske soldater”, siger han.

For Søren Ryge Petersen er de årlige gensyn med Agtrup derfor heller ikke så meget et gensyn med det danske som med den landsby, som har været med til at forme ham. Det er Agtrup og dens mennesker, han vil vise sin kærlighed til med sin nye bog.

Derfor er det også naturligt for ham, at han den 10. februar tager til Det danske Forsamlingshus i Agtrup, engang en del af hans barndomshjem, den danske skole, og læser op af sin bog – på tysk. ”De fleste i Agtrup forstår ikke dansk, så det giver ikke mening at læse på dansk. Derfor får jeg den oversat til tysk. Så kan de høre den historie, som også er deres”, siger Søren Ryge Petersen, og tilføjer, at han ”glæder sig helt vildt”. Til at komme tilbage til landsbyen, hvor han fik sin bedste ven – og sin kærlighed til kager og sønderjysk rugbrød. Han er dog glad for, at hans far, som døde for seks år siden, ikke skal opleve det.

”For ham ville det være forræderi, at jeg stod i den gamle danske skole og læste op på tysk en hel aften. Det ville skære ham i hjertet, og det forstår jeg godt, sådan som hans baggrund var”, siger Søren Ryge Petersen.

Søren Ryge Petersen: Min barndom & Leif den stadig Lykkelige og andre historier. Gyldendal 2015.