NÆSTEN KORREKT FILM OM 1864

Tilføjet 26. jun 2013 - 13:00
Del nyheden

Ole Bornedal har brugt både sin fantasi og Tom Buk-Swienty som historisk konsulent i DR’s kommende tv-serie ”1864”.

Dybbøl Mølle er delvist genopført i Tjekkiet, hvor optagelserne til Danmarks Radios tv-serie om Slaget på Dybbøl den 18. april 1864 er ved at blive optaget. Det er over 30 grader varmt, og skuespillerne sveder i deres ulduniformer og læderstøvler. Berlingske Tidende beretter, at femten af de 220 statister har fået hedeslag, men der holdes ikke pause, før stormløbet mod Dybbøl er i kassen.

Instruktør Ole Bornedal fortæller til Berlingskes udsendte, at tv-serien ikke bliver en fortælling om tidens politiske beslutningstagere, men om deres beslutninger og de mennesker, de fik betydning for. Og til Jyllands-Postens udsendte, siger han:

- Alle de historiske elementer i fortællingen er korrekte, og Tom Buk-Swienty har været en virkelig god konsulent på serien, så hver gang jeg har et politisk element i handlingen, har han været min medspiller på det. Jeg har lavet karakterer om, jeg har fantaseret på karakterer, også på eksisterende karakterer, men de politiske elementer, de er i orden.

Og på Jyllands-Postens spørgsmål om, hvordan han har det med den næsten uundgåelige diskussion, der vil komme om den historiske korrekthed, svarer Ole Bornedal sarkastisk:

- Der er 15 forskellige versioner af historien, og jeg synes, at alle 15 skulle rejse 173 mio. kr. og lave deres version på den. Så kunne vi så lave en X Factor-konkurrence bagefter og se, hvem der vinder.

Se Danmarks Radios billedserie fra optagelserne i Tjekkiet her.

Kilder:
Berlingske Tidende: ”Blod, sved og lærkesang”, 21. juni 2013.
Jyllands-Posten: ”Skytsengel og massakre ved Dybbøl i Tjekkiet”, 26. juni 2013.