Simon Faber visker grænsen væk

Tilføjet 23. jul 2013 - 20:20
Del nyheden

”Man skal ikke tro, at man bare kan komme her og være dansk fra morgen til aften. Jeg skal altid huske, at jeg repræsenterer en by, hvor flertallet er tysk,” siger Flensborgs overborgmester, Simon Faber, som selv er et af grænselandets blandingsprodukter.

Af Johanne Mygind

Overborgmester Simon Faber kan se ud over hele Flensborg fra sit kontor, og han har store planer for byen.

”Flensborg skal se sig selv som centrum i regionen med oplandet på begge sider af grænsen, for hvis Flensborg ikke bliver et bymæssigt centrum, så bliver hele regionen til ’udkant’, som man siger i den danske debat,” forklarer han på et fuldstændig fejlfrit dansk, som med sit lidt højtidelige ordvalg alligevel har et umiskendeligt anstrøg af tyskerens respekt for formalitet og præcision.

Simon Faber er et af grænselandets blandingsprodukter. Hans forældre var ganske almindelige tyskere, som bosatte sig i Flensborg og valgte at lade deres børn gå i den danske skole.  I dag regner den 44-årige Simon Faber sig for at være en del af det danske mindretal og stillede op for Sydslesvigsk Vælgerforening til overborgmestervalget i 2011.

”Jeg gik både i dansk børnehave og siden i den danske skole og gymnasium, så livet i det danske mindretal blev min virkelighed. Det var et meget bevidst valg fra mine forældres side. De mente, at det hørte med til regionen at lære den danske kultur at kende, og så var de tiltrukket af den danske pædagogik. Jeg tror næppe, at de forestillede sig, at det ville ende med en identitet og et liv så dansk, som jeg har fået,” forklarer Simon Faber, hvis forældre også lærte dansk for at følge med i deres børns skolegang.

”Forældremøderne i den danske skole blev gennemført på dansk, dog altid med hensyntagen til dem, som ikke kunne tilstrækkeligt. Det krævede lidt fra begge sider, men den danske kultur og holdning til uddannelse og skolegang trak. Der er nok en lidt mindre formel tilgang til tingene i det danske skolesystem, som kan give børn en tryghed.”

Den danske nærhed
Forældrenes valg af den danske skole fik store konsekvenser for Simon Fabers liv. Da han var færdig med gymnasiet, valgte han at flytte til Århus for at studere musikvidenskab. Han var blevet fascineret af de danske traditioner for kormusik.

- Hvordan var det pludselig at bo i Danmark?

”Danmark føltes ikke som et fremmed land, men selvfølgelig er det noget andet at være en del af mindretallet her i Flensborg og så at bo i centrum af danskheden. Man bliver nok mere opmærksom på nogle måder at gøre tingene på, som er typisk danske, og hvor jeg pludselig blev klar over, at jeg kom fra en anden tradition. Bare sådan noget som hastighedsbegrænsningerne på motorvejen. Her var jeg irriteret over, at de danske motorveje havde meget færre biler, og alligevel skulle man køre langsommere. Andre ting var jeg rigtig glad for. For eksempel blev der gjort meget ud af studiemiljøet, og at man lærte hinanden godt at kende. Mere, tror jeg, end man ville gøre på et tysk universitet.”

- Der blev måske også drukket lidt flere øl?

”Tyskerne kan nu også finde ud af at drikke øl, men der blev nok alligevel drukket flere øl end på universiteterne i Tyskland. Den der kultur med at fulde sig for at have det sjovt er meget dansk på godt og ondt. Men der er generelt noget i Danmark med nærhed og små enheder, som jeg sætter pris på.”

Tilbage til Flensborg
Det var også under studierne, at Simon Faber mødte sin kone. Hun var dansk, men fra Tønder og ville ligesom sin mand gerne tilbage til grænselandet. Chancen bød sig, da Simon Faber blev ansat som kulturpolitisk referent af det danske mindretal i Flensborg.

”Jeg har altid syntes, at Flensborg var en fed by. Et fantastisk miks, for de to kulturer hernede er så inspirerende. Når man lever med to kulturer, får man en oplevelse af, at alt kan tænkes og gøres på en anden måde, og for en politiker er den inspiration vigtig for at kunne tænke i nye løsninger. Vi er jo i en historisk periode, hvor meget skal forandre sig for at komme til at virke rigtigt igen,” siger Simon Faber, hvis børn går i dansk skole, men til gengæld lærte at tale tysk af bedsteforældre og naboer, så snart de flyttede til Flensborg. 

”Vi taler dansk derhjemme, men vi skal støtte op omkring det tyske sprog, og det gør vi også. Børnene suger det til sig fra venner, naboer og bedsteforældre. Tysk er jo alle vegne. Men faktisk synes jeg, at vi begynder at tale mere og mere sydslesvigsk derhjemme. Min søn er meget optaget af Star Wars-kort, som han spiller med sine tyske venner. Når jeg så spiller med ham på dansk, har jeg lagt mærke til, at han siger ’modværge’ i stedet for forsvar. Det er det tyske ’abwehr’, som har smittet af. Jeg prøver at sige til ham, at hvis han vil tale ordentligt dansk, så hedder det ’forsvar’, men det siger han ikke alligevel,” fortæller Simon Faber med et grin, for han tager også sig selv i at blande tyske ord ind i sit danske.

Flensborg som centrum
I 2011 blev Simon Faber valgt som den første overborgmester fra det danske mindretal, siden Jacob Clausen Møller blev indsat som overborgmester af den britiske militærregering i 1945. Hver dag tager Simon Faber nu rådhusets elevator hele vejen op til det store kontor på 13. etage. På rådhuset er mange af skiltene både på dansk og tysk, ligesom Simon Faber lagde vægt på, at hans pressechef og sekretær kunne dansk, da han ansatte dem. Det er vigtigt, for der kommer flere og flere henvendelser fra danske samarbejdspartnere. Hver henvendelse gør Simon Faber stolt, for han gik blandt andet til valg på at gøre Flensborg til hovedstad i det dansk-tyske grænseland.

”Groft sagt er byen det naturlige centrum i en radius af 100 kilometer. Det kræver bare, at oplandet findes i både Tyskland og Danmark, og sådan har det jo altid været. Det er jo rent historisk, at grænsen kom og afskar byen fra sit danske opland, for når du taler med købmandsfamilierne, så har de altid haft aktiver i begge lejre. Landbrugskulturen er på vej ud og kan kun beskæftige ganske få mennesker. Det er i byen, at folk kan leve deres drømme ud, så hvis en region ikke har en bymæssig koncentration, så mister de både befolkning og erhvervsliv.”

- Betyder det, at hele den tankegang med en tysk eller dansk majoritet og så en minoritet på hver sin side af grænsen skal ophøre og erstattes af en mere flydende identitet?

”Jeg skal ikke blande mig i mindretallenes identitetsforståelse, men regionalt set er det en realitet. Der er sket en stærk udvikling af grænsependling, og der vil fremover være mange mennesker, som i perioder af deres liv har job på den anden side af grænsen. Tanken om, at der er et opland på begge sider, er der mange, som har taget til sig. Et af de bedste eksempler er, at Der Nordschleswiger, Schleswig-Holsteinischer Zeitungsverlag, Flensborg Avis og Jydske Vestkysten er gået sammen om at lave en fælles artikelpulje og har fundet nogle midler til oversættelsen. Det er utroligt godt set og vigtigt rent politisk, fordi det synliggør for borgerne, at ja, vi lever i den samme region.”

Den nationale identitet er ikke det vigtigste
Simon Faber nyder at gå rundt i Flensborg. Igennem de senere år har han oftere og oftere kunnet høre dansk i byens butikker og caféer. Flensborg er langsomt blevet stedet, hvor også sønderjyderne shopper, går til tandlægen eller tager til koncert. Små, men klare tegn på, at Flensborg igen er ved at blive regionens hovedstad.

- Gjorde du dig nogen overvejelser om, at du var ’dansk’ borgmester i en tysk by?

”Det er selvfølgelig enormt væsentligt, at man ikke tror, at man bare kan komme her og være dansk fra morgen til aften. Jeg skal altid huske, at jeg repræsenterer en by, hvor flertallet er tysk. Jeg ser det som min opgave at være med til at styrke, at Flensborgs opland vender begge veje. Og at gøre det, så det føles naturligt for alle byens aktører. Det må ikke bare være noget, som man gør, fordi jeg sidder på posten lige nu. Man kan jo nemt komme derud, hvor folk siger: ’Ham der den danske overborgmester interesserer sig kun for danske forhold – hvor er han, når vi skal bruge ham.’ Men det er på den anden side altid en risiko, man løber. Hvis du var interesseret i sejlsport, så ville alle dem, som spillede fodbold, være bekymret for, at du kun gik op i bedre forhold for byens sejlsportsklubber. Som overborgmester vil man altid føle, at der er mange balancepunkter, som man må varetage. Det danske og tyske er en af de tungere, men der er mange andre også. Det er væsentligt ikke at gøre identiteten til et stort spørgsmål.  Flensborg ligger, hvor den ligger, og har opland til begge sider. Det kræver en overborgmester, som kan begå sig på begge steder, og det syntes et tilstrækkeligt antal vælgere heldigvis også.”