Belgien – et splittet land på vej mod opdeling?

Tilføjet 20. aug 2013 - 13:15
Del nyheden

Belgien har fået ny konge, da Albert II efter 20 år på tronen valgte at abdicere grundet alder og svigtende helbred. Hans søn, Philippe, blev indsat som ny konge på Belgiens nationaldag, den 21. Juli, og det er et dybt splittet Belgien, han overtager.

Af Christian Krogh Olsen

I forbindelse med sin afsked appellerede den nu afgåede belgiske konge, 79-årige Albert II, til sammenhold og dialog i landet, hvor det seneste føderale parlamentsvalg i juni 2010 først førte en regering med sig 541 dage senere.

Et land i opbrud
Den nu afgåede konge, der nåede at regere Belgien i 20 år, nævnes ofte som en samlende figur, men han pustede til ilden, da han under sin juletale i 2012 drog paralleller mellem populister "der søger syndebukke for krisen, udlændinge såvel som landsmænd fra andre dele af landet" og  fascisterne i 1930'erne.

Blandt kritikerne, der mente, at kongen havde bevæget sig ud over sine beføjelser var lederen af partiet N-VA (Nye Flamske Alliance), Bart De Wewer, som under valgkampen i 2010 førte kampagne for en opsplitning af den belgiske offentlige sektor; et opgør med det velstående Flanderns fortsatte støtte til det økonomisk svagere Valloniens budgetter.

Usikre fremtidsudsigter
Med tronen arver Albert II's søn, Phillipe - eller Filip, som han hedder på flamsk - blandt andet rollen som kriseknuser ved næste parlamentsvalg, som senest skal afholdes i juni 2014. Han skal søge kompromiset i et land, hvor socialisterne i årtier har  domineret i Vallonien, og hvor det flamske separatistparti, N-VA, ved sidste regionsvalg vandt borgmesterposten i Antwerpen med 38 procent af stemmerne.

N-VA spås ved parlamentsvalget en opbakning på 30-40 procent af de flamske stemmer, men helt præcist, hvad de vil, og hvordan de vil gennemføre det, er fortsat en kende uklart. Som direktør i tænketanken CRISP, Vincent Coorebyter, udtaler til Weekendavisen: "Ingen ved, hvad begrebet konføderalisme præcist skal betyde. Det har den indbyggede selvmodsigelse, at det forudsætter selvstændige stater, men Belgien er kun én stat. N-VA ved ikke engang selv, hvad det betyder. Det skal afklares på en partikonference til januar,".

I samme artikel forklarer chefredaktør ved ugebladet Le Vif Express, Christine Laurent, den øgede opbakning til N-VA således: "Vælgerne er jo voksne mennesker. De ved, vi er midt i en alvorlig krise, og de er klar til at acceptere reformer, hvis det bliver forklaret ordentligt. Men regeringen laver bare lappeløsninger. Der vises ikke reelt politisk mod, og det giver N-VA let spil."

Ingen reel risiko for opsplitning
Den flamske befolknings tilslutning til et delt Belgien anslås i følge artiklen at være omkring 15 procent, men utilfredsheden med nuværende regeringsleder, Elio Di Rupos, brede koalitionsregerings konsensuspolitik, og Bart De Wewer skarpe udmeldinger betyder vælgeropbakning til trods.

Belgien er allerede ganske opdelt. Man finder kun flamske partier på stemmesedlen i Flandern og kun fransksprogede i Vallonien. Der findes ingen nationale medier og spørgsmålet om to separate stater tages jævnligt op.

Men hvad med Bruxelles, og hvad med EU. I forbindelse med endnu en regeringskrise i april 2010 udtalte Pascal Delwitt, dekan for fakultetet for politiske, sociale og økonomiske videnskaber under Université Libre de Bruxelles, til information: "Jeg tror ikke, det er en reel risiko, at landet splitter op i to. Det er sandt, at vi lever i to forskellige samfund allerede, men Belgien er jo med i EU, ja, Bruxelles er EU's hovedstad, så det er ikke let at se, hvordan det skulle lade sig gøre, hverken fra et juridisk eller politisk synspunkt,".

Landsholdet samler
Den nye konge vil utvivlsomt få et hårdt 2014, men han vil muligvis kunne støtte sig til den meget omtalte gyldne generation på fodboldlandsholdet, som pt. indtager førerpositionen i deres VM-kvalifikationsgruppe. VM i Brasilien åbner få uger efter det planlagte parlamentsvalg i 2014. Ikke alle flamlændere ser monark-familien som et samlingspunkt, men som en flamsk tilhænger i marts udtalte til globalpost.com efter, at Belgien havde besejret Makedonien: "Vi har haft mange politiske uoverensstemmelser i Belgien i nyere tid, men jeg kan se, at fodbolden bringer os sammen. Vi er alle ens, og vi er her for at støtte op om det belgiske landshold."