Fjendebilleder og det europæiske projekt

Tilføjet 11. nov 2013 - 10:30
Del nyheden

Grænseforeningens generalsekretær, Knud-Erik Therkelsen, om fjendebilleder som primus motor for sammenhængsfølelse.

Forleden skulle jeg give et oplæg om mindretalsproblematikken i det dansk-tyske grænseland for en gruppe unge fra de baltiske lande, Hviderusland og Ukraine, som deltog i en netværkskonference i Vilnius i Litauen. Forinden havde de unge præsenteret sig. De var alle universitetsstuderende med stor interesse for det europæiske projekt – og ikke mindst for, at deres hjemlande enten bliver en del af eller fastholder tilknytningen til EU. Af deres mundtlige præsentationer fremgik det klart, at de havde et godt kendskab til den danske og nordiske samfundsmodel, som de fremhævede som en væsentlig inspiration for deres egne lande. De ville gerne følge vores vej.

Da seminaret var slut, havde jeg nogle timer til overs i Vilnius. Jeg brugte tiden til at besøge det såkaldte KGB-Museum i Vilnius, hvor Litauens historie under Nazitysklands besættelse (1941-1945) og Sovjetruslands besættelse (1940-1941 og 1945-1990) fortælles. KGB-bygningens kælder rummer blandt andet fangeceller, forhørsrum, torturrum og henrettelseskælder. I de øverste etager fortælles historien om deportationerne til Sibirien, ødelæggelse af det litauiske civilsamfund og demokrati og om frihedskæmperne, der fortsatte deres kamp helt frem til 1953 uden at få den nødvendige støtte fra de vestlige lande.

Men der er grund til at tænke lidt dybere over, om vores vej kan være en inspiration for de folkeslag, som i årtier levede under sovjetisk besættelse. For der er en bagside af medaljen.

Afgrænsning og modsætning til det tyske var en væsentlig motor for udviklingen af den danske nationalstat. Der er som bekendt intet så effektivt som fælles fjendebilleder, når man vil skabe fællesskabsfølelse. Og vores fælles danske projekt lykkedes i en grad, verden sjældent har set magen til.

Når de unge litauere fremhæver Danmark som en inspiration, gør jeg dem opmærksom på denne sammenhæng og spørger, om de forestiller sig at styrke en litauisk fællesskabsfølelse ved hjælp af det russiske fjendebillede. Det blev ikke sagt direkte, men det lå i luften, at det var ganske nærliggende. At modsætningen til det russiske (ikke kun det sovjetrussiske) kunne være en ganske effektiv faktor for dannelsen af en litauisk national selvbevidsthed.

Jeg må indrømme, at besøget på KGB-museet fik mig til at tænke mig om en ekstra gang. De baltiske folks lidelser under nazisme og kommunisme er af en helt anden kategori, end hvad vi i Sønderjylland og Danmark oplevede i 1800- og 1900-tallet, og vi skal passe på med for hurtige sammenligninger. Sandheden ligger et eller andet sted imellem svarene på følgende to spørgsmål: Hvor længe er det ok at bruge det russiske fjendebillede, fordi det bidrager til skabelse af en litauisk fællesskabsfølelse, som kan bære landets demokrati? Hvornår går brugen af fjendebilledet for vidt i forhold til det europæiske projekt, som ikke har brug for modsætning og afgrænsning, men efterspørger åbenhed og samarbejde.

Hvor er balancepunktet? Det er en af den unge generations helt store udfordringer