Interview med Asger Reher: Lad os vise at vi er sønderjyder, med alt hvad det indebærer

Tilføjet 09. jan 2014 - 19:02
Del nyheden

Grænsen.dk har interviewet skuespilleren og ørkensønnen Asger Reher. Læs om hans opvækst i det sønderjyske, hans syn på debatten om 'udkantsdanmark' og hvad hans engagement i 'Æ Synnejysk Ambassade' går ud på.

af Johan V. Bendtsen, foto: www.ringridermuseet.dk

Fortæl kort om din opvækst i det sønderjyske – hvor er du født og opvokset, og hvilken betydning har det haft?

Jeg er født i Aabenraa i 1950, og boede der indtil 1957 hvor vi qua min fars arbejde flyttede til Gråsten. Min far var uddannet murer og senere arkitekt, og med denne baggrund, blev han branddirektør i Alm. Brand. Her skulle han opbygge og videreudvikle området omkring Aabenraa, men i 1957 fik han ydermere Sønderborg og Tønder, så derfor flyttede man kontoret til Gråsten der ligesom lå i midten af det hele.
Jeg havde haft de første halvandet år på Nygade skole under Fru Jønck, og kom så til Gråsten Folke- og Realskole hvor jeg gik indtil 1966. Der kom jeg så på Vojens Efterskole og tog 9. klasse.

At bo i en, også dengang, lille by som Gråsten var en dejlig ting. Vi havde jo skov og slot i baghaven, og følte vel at vi var i familie med kongeparret når de hver sommer residerede på Gråsten Slot. Alle turisterne så vi  bare på og tænkte: “Ja kik i bare, men det er vores konge!”
Vi havde jo også en tysk skole, så det tyske sprog var jo en del af ’byens’ sprog. Vi forstod og talte jo begge.
Det gav også en vis følelse af sammenhold, ikke i fjendtlighed, tværtimod: Der var jo kun en sportsplads, så der blev spillet mange ’landskampe’ mellem Danmark og Tyskland. Jeg var for øvrigt altid Henning Enoksen. Vi var begge venstrebenede.

Jeg spillede amatørteater på grund af at skolens viceskoleinspektør, Arne Åbenhus, gerne ville bruge mig i en forestilling på ’Det Lille Teater’ i Flensborg, som var en del af Sydjysk Forsøgsscene. Her spillede jeg med i flere stykker frem til 1970, hvor jeg rejste fra Sønderjylland for at blive soldat i Holstebro.
Jo, det har helt klart præget mig. Og sproget er jo vores eget.

Du har optrådt overalt i det ganske land – adskiller sønderjysk humor og verdensanskuelse sig markant fra andre dele af landet?

Jeg synes egentlig ikke sønderjysk humor er så forskellig fra ditto i andre landsdele. Der er selvfølgelig  forskelle i dialekterne, og derfor er nogen mere sindige (det nordlige og vestlige Jylland) tul de kvikkere og mere rapkæftede (København og omegn) – men alle bunder i vores fælles kultur. Jeg oplever den sønderjyske humor som glad og kvik.
Vittigheden i København angående sønderjyder er følgende: ”Hvordan får man fat på en sønderjyde i København? Jo – man ringer til et tilfældig firma og spørg om man må tale med chefen!”

Hvad er de største forskelle på Sønderjylland og København?

Generelt er sønderjyder stolte af at være danske. Vi har valgt det i 1920, så det at være dansk, og især sønderjysk, i en grænseregion, det giver et sammenhold uden sammenligning med andre danske regioner. Jeg tror det tætteste eksempel er bornholmere – de har samme følelse af sammenhold, og begge steder er dialekten en vigtig faktor for dette.

Du er vicegeneral-ambassadør på ’Æ Synnejysk Ambassade’. Hvorfor er det nødvendigt med lige akkurat en Sønderjysk Ambassade?

Der er mange forskellige sønderjyske klubber og foreninger rundt om i landet. Nok flest i København. Æ Synnejysk Ambassade startede egentlig som en måde at bakke op om håndboldpigerne fra SønderjyskeE, når de besøgte københavnske klubber. Men hurtig blev det til en forening hvis formål var, at samle sønderjyder i København til festlig samvær. Det er så, over de over 10 år den har eksisteret, blevet en stor forening med blandt andet mange unge medlemmer – de fleste fra veterinærhøjskolen, som har deres egen fraktion. Vi mødes en gang om måneden til et foredrag eller til en spilleaften med skat (kortspillet) og andre ting. Vi har også vores årlige julefrokost med mad og øl fra landsdelen. Der er lidt over 200 medlemmer

I øjeblikket er der gang i debatten om ’Udkantsdanmark’. Hvad tror du, er opskriften på en succesfuld fremtid for Sønderjylland?

Jeg bryder mig ikke om ordet udkantsdanmark. Det eksisterer ikke i min ordbog, da der ikke er nogen udkant i Danmark. Landsdelene er forskellige – åh ja – med vidt forskellige muligheder; men der er en styrke i forskellene, og det mener jeg, er det, der skal plejes og dyrkes.

Jeg er af den mening, at regionerne er alt for store, og ikke afspejler landsdelenes egenart. Jeg går mere ind for de gamle amter, hvor Sønderjyllands Amt var for sønderjyder. Her kunne vi videreudvikle vores sprog og kultur. Ikke som en kuriositet; men som en styrke i en landsdel der igennem århundreder har været nabo til Sydeuropa. Vi forstår hinanden over grænsen på grund af vores fælles historie.

Der er desværre, efter min mening, en tendens i tiden til at ensrette og glatte forskelle ud. Politisk set er det for at gøre det nemmere for offentligheden at holde styr på os. Men vi mister utrolig meget i egenart, sprog og kulturforskelle på den bekostning.
Lad os vise, at vi er sønderjyder, med alt hvad det indebærer.