Finn Slumstrup: Hvordan lyder Grænsens sang i dag?

Tilføjet 23. jan 2014 - 11:51
Del nyheden

Grænselandet har en helt særlig betydning. I tidligere tider klingede 'Grænsens sang' i mol, hvilket vi særligt mindes om i 2014 –150-året for Slaget ved Dybbøl. Men hvordan lyder Grænsens sang i dag? Og hvordan skal den lyde i fremtiden? Det spørger Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, om, i denne leder. 

af Finn Slumstrup

Et af højdepunkterne i Grænseforeningens årsrytme ligger i sidste halvdel af november, hvor vi er værter for en delegation på et par snese mennesker fra det danske mindretal. Vi arrangerer besøget i fint samarbejde med Sydslesvigsk Forening, som altid sørger for, at deltagerne udgør et repræsentativt udsnit af danskheden syd for grænsen med både aktivister og folk på centrale poster i mindretallets forskellige organisationer.
I år var det i dagene 21.-23. november, vi atter havde et sådant delegationsbesøg. Det omtales altid internt som ”folketingsturen”. Det skyldes, at skønt programmerne for disse besøg kan være meget forskellige, så starter de altid med, at vi er frokostgæster hos Folketingets præsidium.
Det er en glæde, at vi aldrig diskuterer med Folketingets formand og hans sekretariat, om en sådan frokost skal finde sted. Vi diskuterer udelukkende, hvornår samværet kan passes ind i Folketingets travle efterår.
At det forholder sig sådan, får den ene side af min jyske sjæl til at sige, at det kunne da også lige passe andet. Det er klar realpolitisk fornuft, at når der kommer en vigtig delegation fra Danmarks forhave – det nationale mindretal i Sydslesvig – så tager folkestyrets fremmeste repræsentanter naturligvis imod på passende vis. På den måde bakker man op om det fornemme stykke fremskudt dansk kulturpolitik, der er tale om, når Folketinget hvert år bevilger over en halv milliard kroner til at støtte det danske kulturelle arbejde syd for grænsen.

Men det er kun den ene side af sagen. For der er faktisk al mulig grund til at glæde sig over selvfølgeligheden i arrangementet. I samværet ved disse frokoster glider det realpolitiske nemlig ind i en større sammenhæng. Jeg har oplevet, at det ikke gør nogen forskel, om Folketingets formand hedder Christian Mejdahl, Thor Pedersen eller Mogens Lykketoft. I alle tre tilfælde har det været tydeligt ved formandens tale ved frokosten og ved samværet i øvrigt, at det ikke blot var pligtarbejde. Nej, det var ganske tydeligt, at hjertet oprigtigt var med i talen.
Tilsvarende gælder det for de skiftende medlemmer af Præsidiet, at man ikke har været i tvivl om deres personlige engagement i grænselandets helt særlige betydning.
Grænselandets helt særlige betydning, skrev jeg. De gamle brugte udtrykket ”Grænsens sang.” Det blev helt konkret titlen på et skuespil, som Hansigne Lorenzen fra Ballum skrev i 1937. Men i en bredere forstand var det en grundtone i tidens klima efter 1864. For som forfatteren Jørgen Bukdahl skrev om sin opvækst på Falster i begyndelsen af 1900-tallet: ”Så langt tilbage jeg kan huske, hørte jeg hin tungsindige Grænsens Sang, som Kongeåen synger.”

Næste år vil vi til overflod blive mindet om, at ”Grænsens sang” tonede i mol om et tilsyneladende uoverstigeligt modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Og selv om dette mørkt dystre billede blev bestyrket på det voldsomste for kun 70-75 år siden, så er det ikke længere det modsætningsforhold, grænsen synger om.
Ja, hvad synger den egentlig om, ud over den løbende drikkevise om forskellen på spiritusafgifterne nord og syd for grænsen? Det spørgsmål vil ligge neden under alle de smukke og velmente markeringer, som vil komme i 150-året for stormen på Dybbøl.

Det er for længst blevet en kliché, at vi er gået fra at være mod hinanden til at være med hinanden. Og der er ikke tvivl om, at vi i de kommende år vil se en tænkning bryde stadig kraftigere frem, hvor man i grænselandet vil opfatte grænsen som et fælles vilkår, frem for noget, der skiller.
Det er en i bund og grund glædelig udvikling.
Men den fører ind i en ny virkelighed, hvor der bliver brug for begavede og visionære politikere kommunalt, regionalt, nationalt og på EU-plan som magter at gå ind i diskussionerne sammen med mindretallenes egne organisationer og de øvrige interesserede i civilsamfundet for at nå frem til en fælles forståelse. Nemlig af det afgørende spørgsmål om, hvorfor det stadig er vigtigt, at nationale mindretal lever og trives, når situationen er den, at statsgrænsernes betydning visner, og der virkelig i mere end én forstand er ro ved grænsen.
Jeg håber inderligt, at sådanne politikere vil være der.