Reportage: jUNG zuSAMMEN - et grænseoverskridende møde

Tilføjet 31. aug 2014 - 20:46
Del nyheden

Som led i markeringen af 150-året for slaget ved Dybbøl Mølle blev der i juli afviklet et internationalt højskoleophold for unge i Aabenraa nord for grænsen og i Leck på den tyske side af grænsen. GRÆNSENs udsendte fulgte de unge og deres ambitiøse plan om at gøre grænselandet til en mere attraktiv region.

Af Jeppe Peers

I foredragssalen på Højskolen Østersøen er 80 unge stuvet tæt sammen. De kommer fra Tyskland og Danmark, fortrinsvist fra grænseregionen. Der lugter af solcreme og nervøsitetens sved. Stemningen er god. De tilstedeværende er deltagere i et socialt eksperiment. De har meldt sig frivilligt for trekvart år siden. Sammen skal de gøre det umulige, det politikere ikke formår.

De virker foruroligede. Afventende ser de hinanden an ud af øjenkrogen. Men de er også motiverede, de har afsat tretten dage af deres sommerferie, og mange er rejst langt for at være med. Nervøsiteten, der hænger dirrende i rummet, blander sig med, hvad der lader til at være en forventningsglæde, der minder om den intense stemning lige før portene til Roskilde Festivalen bliver skubbet op, og folk vælter ind i hujende bølger.

Forstander Peter Buhrmann byder velkommen på tysk og på dansk. Han afslutter med at benytte sig af en metafor om en cykeltur på tandem op ad bakke for at illustrere sit ønske til deltagerne om at arbejde aktivt på at møde hinanden. Cyklen går i stå, hvis den ene part slapper for meget af.

En ung fyr forrest i lokalet lader hurtigt blikket strejfe de andre deltagere. Han ligner en, der forsøger at få øje på sin potentielle cykelmakker. Latteren ruller forsigtigt op gennem rækkerne, da en spøgefuld stemme højlydt tolker cykeltur-metaforen som skjult opfordring til at komme hinanden ved seksuelt.

Et socialt laboratorium
Højskolekurset er døbt jUNG zuSAMMEN og kan bedst beskrives som en bootcamp eller et laboratorium, der skal munde ud i ideer og løsninger på udfordringer, som Sønderjylland og Nordtyskland står overfor. Visionerne skal skabes på 13 dage og derefter præsenteres for danske og tyske regionalpolitikere i Schleswig-Holsteins delstatsparlament i Kiel. Der er lagt op til, at visionerne udarbejdes i fem workshops: Grænselande, Natur, Arbejdsmarked, Kultur og Kommunikation.

Forventningerne til introarrangementet lader til at befinde sig i samme højde som temperaturen i lokalet. Der skal tages konkrete initiativer til at styrke den dansk-tyske grænseregion. Arbejdsmarked, kulturliv og undervisningssektor skal styrkes, og der skal dæmmes op for unges udvandring til storbyerne.

Der ligger et indtil videre uforløst potentiale i grænseregionen, fordi den tilbyder det bedste af både dansk og tysk kultur, proklamerer Aabenraas borgmester, Thomas Andresen, i introarrangementet. At den danske og den tyske kultur har formet sig til en knudret hybrid på begge sider af grænsen, kan iagttages blandt nogle af deltagerne, der i flere omgange må forklare, om de nu egentligt er danske eller tyske.

De, der er fra det tyske og det danske mindretal, ser også hurtigt ud til at kede sig bravt, da politikernes affekterede skåltaler til introarrangementet skal gentages på det ene eller det andet sprog. Sidenhen kommer det netop til at være de tosprogede, der tager oversættelsestjansen for dem på højskoleopholdet, der udelukkende forstår dansk eller tysk.

Fest og faglige udfordringer
1864 er blot et minde. Nu skal fremtiden skabes, og en ny metropol rejses. De unge skal tage ansvar, tage ejerskab for udviklingen i grænseregionen. Det er derfor, de er her. Men før grænsemetropolens omrids for alvor skitseres på tegnebrættet, skal den nuværende virkelighed nydes.

Det viser sig i de følgende dage, at alle sammen hver dag, lige så snart historieundervisningen og de mange andre foredrag er overstået, skal på badetur i Aabenraa fjord. I aftentimerne bliver det endnu tydeligere, at nutiden ikke er uden betydning. Dagens debatter og fælles drømmerier skylles ned med – ikke for få – kolde øl.

Under disse begivenheder synes forventningspresset at lette for en stund, og her udfoldes kulturmødet for fulde gardiner. Danskerne lufter deres folkeskoletysk. Deres mod roses af de tosprogede. Tyskerne lader sig rive med af den danske drikkekultur, som de har hørt så meget om. Tandemcykelturen er begyndt.

”Højskolekulturens flade, hierarkiske struktur frigør initiativ og engagement. Samtidig er det netop fraværet af unødvendige regler, der får de unge til at vise ansvar og rydde op efter sig selv,” siger Peter Buhrmann, der tydeligvis er stolt af de unges iver for at lære af hinanden.

I skyggen af 1864

Dagen efter er krigen i 1864 på programmet. ”Hvem har ikke fået nok af den sang?” Er der en, der hvisker. ”Overkill,” lyder det fra en anden. Der grines. Jubilæet for det afgørende slag, der beseglede Danmarks skæbne som lilleputnation, synes at have haft både en mættende og en kvælende effekt på mange danskeres trang til at vide mere. De fleste tyskere har derimod ikke hørt om hverken jubilæet eller om krigens betydning for Tyskland eller Danmark.

Det viser sig imidlertid, at foredraget holdes af en tysk historiker, Hans Heinrich Hansen, der er arkivar for det tyske mindretal i Sønderjylland og har et fast greb om forsamlingens opmærksomhed. Den gamle sang om Bismarcks storhedsvanvid gentages ikke. Der spidses ører. Tilhørerne konfronteres med en anderledes fortælling, end den de er vant til, og lærer, at historie kan udlægges på mange måder. Den dansk-tyske grænsehistorie er mere kompleks end først antaget, og skillelinjen mellem ven og fjende er knap så markant, som museet på Dybbøl skanse giver indtryk af.

”Man hører jo kun om krigene,” udbryder Kristina, da den efterfølgende debat kommer til at handle om danskeres syn på Tyskland. Selv kommer hun fra Odense og elsker Tyskland.

”Jeg plejer at sige: Ich bin bei der Geburt verwechselt worden,” siger hun forklarende og forsætter: ”Den elendige tyskundervisning i folkeskolen er skyld i danskernes uvilje mod at lære tysk.”

Udflugter, foredrag, fællesspisninger, fællessange, hyggestunder og workshops repeteres igen og igen. Dagene flyver, og den umage gruppe svejses tættere sammen.

Samarbejde på tværs af grænsen
Helge Middelschulte er fra Angeln i Holstein. Hjemme har han efterladt tusinde svin, der ellers er i hans varetægt om sommeren, for at være med i jUNG zuSAMMEN. Stille og roligt følger han kursets gang, jævnligt med en pibe i munden, spejdende ud over fjorden: ”Ganske glimrende det her. Mon det går lige så godt for de andre i Tyskland?” Spørger han retorisk.

jUNG zuSAMMEN finder sted sideløbende på Højskolen Østersøen og den lille nordfrisiske by Leck. I Aabenraa spredes hurtigt rygter om de andres destruktive tilbøjelighed til hård sprut. Der hersker en generel nysgerrighed om, hvordan livet i Leck mon arter sig, efter grupperne gik i hver sin retning -  til hver sit land - efter velkomsten den første dag.

Otte dage inde i forløbet mødes grupperne igen, denne gang på Nordsee Akademie i Leck. Er det et hotel, det her? Hvorfor tager de min tallerken, når jeg har spist op? Er I sikre på, at vi bare kan lade øldåserne flyde?  Spørgsmålene hober sig op, mens virkeligheden sniger sig ind på laboratoriets eksponenter. Der er ikke lang tid til den endelige konfrontation.

Det viser sig samme aften, at deltagerne fra Leck er lige så kloge og hverken mere eller mindre festglade end dem fra Aabenraa. Danskerne bliver overraskede over den uformelle tyske ledelsesstil på det højskoleinspirerede akademi. De lader sig rive med af den venlige, men bestemte, tyske effektivitet, der sætter fornyet fart på projektets udvikling.

Slutspurten

Tilbage i Aabenraa er slutspurten indledt. Der kæmpes, der prioriteres, og der indgås kompromiser. ”Hvordan kan grænseregionen styrkes ved at importere Zebraer fra Afrika?” stønner Amalie fra Hellerup. Man bliver nødt til at enes. jUNG zuSAMMEN udvikler sig fra at være et eksperiment i samarbejdet mellem kulturer til en logistisk prøve mellem gruppen i Leck og den i Aabenraa.

”Heldigvis er parterne på afstand af hinanden og kan bruge Skype,” siger Bjørn Bøg, da situationen er ved at spidse til. Han er vejleder på workshoppen Arbejdsmarked og holder sig kløgtigt ude af skudlinjen. Det er de unges projekt, og de må selv finde de rette arbejdsgange. 

Ni dage inde i forløbet sender de unge en prioriteret beslutningsliste til de danske og tyske politikere, der har indvilliget i at tale med jUNG zuSAMMEN-deltagerne om deres visioner. Herefter indtræder der en mærkbar ro på Højskolen Østersøen. Det lyder paradoksalt, at unge, der ikke er færdiguddannede, skal løse grænseregionens udfordringer. Men deltagerne stiller ikke spørgsmålstegn ved kursets præmis. De har selvtillid og er parate til at skabe fremtiden, som de ser den for sig.

Men hvordan kommer politikerne til at reagere? De unge enes om at stole på politikernes ord. ”De sagde, at de ville lytte. Men igen, det er jo politikere,” siger Astrid med spænding i stemmen. Hun har kæmpet for at få workshoppen Grænselande til at hænge sammen og føler sig klar til at møde beslutningstagerne, der har magten i grænseregionen.  

Visioner præsenteres

Schleswig-Holsteins delstatsparlament ligger med front ud til byens store havn. Facaden er af glas og formidler transparens og åbenhed. De unge forbereder sig, mikrofoner skal tjekkes, papirer findes frem. Deltagerne kører den indre politiker i stilling. 

”Det bliver skidegodt det her, giv mig fingeren, hvis I vil have ordet,” indleder ordstyreren, William Kaalø Andersen, debatten. ”Nå nej, ræk fingeren i vejret,” retter sønnen af digter, skuespiller og præst Sten Kaalø Andersen sig selv med et smil.  

Igen og igen skærer han igennem og afbryder politikere, der ikke overholder den aftalte taletid. ”Ordstyreren er jo en sand diktator,” siger en af de unge med beundring i stemmen. En af politikerne lægger også mærke til Williams markante stil:

”Sådan en ordstyrer kunne vi godt have brug for,” siger han og ser ud til at mene det alvorligt.   

Debatten er intens og langvarig. I næsten fire timer konfronteres politikerne med forslag og forholder sig konstruktivt til de unges konkrete initiativer. De forsamlede bliver enige om, at jUNG zuSAMMEN er en succes. Alle politikere lover at kæmpe for at få de unges forslag gennemført.

”Man siger, at tyskerne er formelle. Men man må hverken klappe eller synge på Christiansborg,” siger folketingsmedlem og formand for Grænseforeningen, Mette Bock, fra talerstolen og tilføjer, at mødet mellem de unge ildsjæle fra grænseregionen og politiske repræsentanter forhåbentligt er det første kapitel i en tyk bog. Og synges, det skal der. Før mødet slutter helt, synges en til anledningen komponerede sang. Teksten er en farverig blanding af dansk og tysk.

13 dages højskolekursus – blot et eksperiment?
To dage senere er alle de unge deltagere igen samlet i foredragssalen på Højskolen Østersøen, hvor det hele begyndte. Sveden pibler frem på de unges tindinger. Stemningen er elektrisk. En for en bliver deltagernes navne råbt op. Under massive klapsalver og hujende tilråb modtager de et formelt kursusbevis.

”Selvom jeg føler mig dansk, har jeg haft fordomme om danskere,” siger Jana, der efter kurset skal starte i 3. g på Duborg-Skolen. Hun ser på kursusbeviset i sin hånd og blinker med øjnene, før hun fortsætter: ”Vi har lært om grænsens historie, det vanskelige i at bedrive politik, og at vi alle sammen har fordomme. Kurset har forandret os.”

jUNG zuSAMMEN har formået at indfri de høje forventninger. Det er politikere og deltagere enige om. Samarbejdet på tværs af grænsen har ledt til konkrete resultater, som der nu kan arbejdes videre med. Muligvis er det netop konkrete skridt, der tages i fællesskab, der gør en flerkulturel region stærk.

Der skal to parter til for at få en tandemcykel op over en bakke – og de skal begge holde pedalerne i sving.