Marianne Jelved: Meningen med Danmark. 1. del

Tilføjet 07. sep 2014 - 21:40
Del nyheden

Den flade struktur i Danmark er erstattet af topstyring, nyttetænkning er sat i stedet for værdier, og kompetencer er blevet vigtigere end dannelse. Det har trængt folkeoplysningen i defensiven. Men vær beredt, siger kulturmister Marianne Jelved, det gærer på ny. Læs anden halvdel af interviewet på onsdag.

Af Erik Lindsø

”En minister, der tager på højskole! Det er jo ligeså overraskende, som hvis det var dronningen, der gjorde det,” udbrød en kollega, da han konstaterede, at kulturminister Marianne Jelved bruger en uge af sin sommerferie på Grundtvigs Højskole i Hillerød sammen med 60 andre danskere på kurset ”Globalisering og demokrati”.

Det er som højskoleelev, GRÆNSEN møder kulturministeren i frokostpausen en varm julidag.

Marianne Jelved er som kulturminister også minister for folkeoplysning og højskoler, og GRÆNSEN møder hende for at få formuleret folkeoplysningens aktuelle rolle. 

”Folkeoplysning finder sted, når den enkelte sammen med andre får større indsigt, forstår ting og ser ting i nyt lys, og man derudaf gør noget – handler og forandrer noget.  At der på den måde sker noget nyt,” svarer Marianne Jelved, da vi forsøger at indkredse, hvad hun forstår ved folkeoplysning. ”Det, der karakteriserer folkeoplysningen – og det, der er dens styrke - er, at den finder sted udenfor det organiserede politiske system – i det, vi i dag kalder civilsamfundet ,” forklarer hun.

Friheden til at folde sig ud
For Marianne Jelved er folkeoplysning uløselig forbundet med dannelse, og dannelse forklarer hun som ”menneskets søgen efter mening.”

”Dannelse opstår, når eksistentielle problemstillinger bliver så presserende for dig, at du må snakke med andre om dem. Når du bliver provokeret og oprørt,  f.eks. ved, at du opdager, at du er blevet forført af en politiker, eller du frustreres over EU og stiller spørgsmålet: hvad skal vi der?”

”Sådan som jeg forstår dannelse, er det en proces, som skal finde sted i fællesskab. Du kan ikke af dig selv ved at læse bøger dag ud og dag ind blive dannet. Du dannes i relationer med andre og i den udvikling, der her sker. Det er i det møde, der her opstår, at vi for alvor kan blive klogere på det, der optager os, bekymrer os eller den problemstilling, man vil, der skal gøres noget ved. Det er den energi, der opstår, når du mødes med nogle, der er optaget af det samme som dig, der gør dig stærkere som individ.”

Ordet fællesskab og forståelsen for, at nødvendigheden af at finde sammen om at udrette noget, der er til fælles bedste, går igen, når Jelved skal forklare sig.

”Folkeoplysningen har i mere end hundrede år bidraget til at give os en fælles forståelse for, hvorfra vi kommer – en grundenighed om, at vi ikke er noget uden et fællesskab. Folkeoplysningen har lært os, at et samfund bare af individualister kan ikke lade sig gøre.”

”Opgaven er at forstå, at den individuelle frihed handler om frihed til at vælge det, der er til fælles bedste. Og her må man opgive noget af sig selv. Det handler om en social tilgang til vores samfund, hvor vi har en accept af forskelligheden – at vi som individer har lov til at tage udgangspunkt der, hvor vi er, og der finde ud af, hvad der er til fælles bedste.”

"Det vigtige er den frihed, der ligger i, at det, vi mødes om, kan komme til udfoldelse. Den frihed er mentalt vigtig for et samfund.”

Fra flad struktur til topstyring
Folkeoplysningen har givet Danmark et særkende, mener Jelved, og hun nævner andelsbevægelsen, ’den danske model’ og vores evne til at indoptage ny teknologi – en evne, vi har haft med os, siden andelsbevægelserne opstod i 1800-tallet.

”Folkeoplysningen har givet os en langt mere flad struktur, end man kender i andre lande. Vi har meget kort mellem hierarkierne. Vi er gode til at skabe eliter på alle niveauer – eller vi har været.”

Er eller har været?

”Ja, jeg siger ’har været’, og det er det, der er udfordringen, som jeg ser det som politiker. Jeg er enig med Lars Bo Caspersen (professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, red.), når han i bogen ”Danmark i verden” har den pointe, at vi er gået fra at have et infrastrukturelt magthierarki til at have en demagogisk magtstrategi.”

Og her mener han vel, at demagogerne er jer politikere?
 

”Han mener, at vi er gået fra at have en konsensus mellem organisationer – arbejdsmarkedets parter, politikere osv. – til at have en snæver topstyring. Og det er rigtigt. Og derfor har vi indenfor de sidste par årtier fået en anden måde at lave politik på, end vi har været vant til i Danmark i mere end hundrede år.” Jelved forklarer, at den siddende regering ved sin tiltrædelse faktisk havde en intention om at ændre det – symboliseret i statsminister Helle Thorning-Schmidts udsagn: ”Der vil blive regeret ud af vinduerne.” Men hun erkender samtidig, at det har vist sig at være svært, fordi centraladministrationen har indrettet sig efter topstyring, og inertien her er stærk.

”Men man kan gøre tingene anderledes,” pointerer hun – og kommer med et eksempel fra sit eget ministerium:

”Det første, jeg fik at vide, da jeg blev kulturminister, var, at der skulle udarbejdes en ny arkitekturpolitik. Ministeriets embedsmænd lavede et udkast med 10 punkter, der skulle være grundstammen i udformningen, og jeg havde selv et 11. punkt, jeg ville have med. ’Men,’ sagde jeg, ’jeg vil gerne have, at det her bliver sendt til høring hos alle dem, der har noget med arkitektur at gøre, og vi indkalder dem til en konference, og jeg deltager hele dagen.’ Ministeriets folk var ved at gå bagover. Efterfølgende var der en række arrangementer, hvor jeg har været med, og hvor alle er blevet hørt, og nu har vi fået et papir med fire hovedpunkter og 60 initiativer til, hvordan vi kan få en arkitekturpolitik  med mennesker i centrum.

Vi kunne sagtens have gennemført en ny arkitekturpolitik ud fra embedsmændenes 10 punkter og med ministerens 11. punkt tilføjet, men det er blevet til i et samvirke med alle dem, der nu skal føre det ud i livet. Jeg mener, at med den måde at føre politik på viderefører vi ånden fra andelsbevægelsen: aktørerne selv formulerer problemerne, de er med til at finde løsningsmodellerne, og bagefter er de med til at implementere dem. Den nye arkitekturpolitik bliver til noget i virkelighedens verden, fordi alle dem, der er aktører i den, har været med i processen, og det, vi har besluttet, er deres arkitekturpolitik. De er medejere.”

Den folkelige debat må generobres
Vil du med eksemplet sige, at det burde man også gøre i andre ministerier, når der skal gennemføres love, der påvirker os alle?

”Ja, sådan burde det politiske arbejde være, mener jeg.”

Og i et mere eftertænksomt tonefald tilføjer hun: ”Vi er jo vant til det. Danmark er vant til det. Meget af den lovgivning, der er gældende i dag, er jo blevet til, fordi man har taget diskussionerne med dem, der har været involveret i det. Derfor har der været en forståelse for, hvordan man implementerede det.”

Marianne Jelved nævner Den Blå Betænkning – folkeskolereformen i 1961 – som eksempel på den flade magtstruktur, hvor alle var med i processen. Til forskel fra den aktuelle folkeskolereform, som blev gennemført ved topstyring.

”Det, jeg vil sige med det, er, at man skal huske at inddrage borgerne, inden man gør noget andet. Vi kan godt gennemføre politik på den måde.”

Men denne topstyring er måske netop folkeoplysningens frustration, fordi den hermed er blevet sat ud af kraft?

"Ja, det er jeg med på, og det har forandret rigtigt meget i vores samfund - meget mere, end vi er bevidste om. Vi har fået professionelle politikere, der i stedet for at lytte - f.eks. ved at inddrage folkeoplysningen til at skabe en folkelig debat - blot træffer de ubehagelige beslutninger.”

Og det synes du, er forkert?

”Ja, jeg synes, det er forkert. Og det er der, jeg ser folkeoplysningen komme på banen, for hvis man nu virkelig kunne få folk til at sige: ’Vi vil altså også være med til at diskutere, hvilken skole vi skal have – også selvom vi ikke har børn i den, for det vedrører os alle sammen, fordi vi jo er borgere i samfundet. Vi vil være med til at diskutere: hvad er meningen med den lov, der nu gennemføres.’ Det vil være fantastisk.