Marianne Jelved: Meningen med Danmark. 2. del

Tilføjet 07. sep 2014 - 21:49
Del nyheden

Den flade struktur i Danmark er erstattet af topstyring, nyttetænkning er sat i stedet for værdier, og kompetencer er blevet vigtigere end dannelse. Det har trængt folkeoplysningen i defensiven. Men vær beredt, siger kulturmister Marianne Jelved, det gærer på ny. Anden halvdel af Erik Lindsøs interview med Marianne Jelved.

Af Erik Lindsø

LÆS OGSÅ: Marianne Jelved: Meningen med Danmark. 1. del

Meningen med livet
”Jeg ville ønske, at folkeoplysningen – ja, gerne inden for det næste år, for det haster – kunne være med til at løfte det her som et folkeligt krav, så vi som politikere pludselig ser, at der står tusindvis af mennesker nedenfor på Christiansborg Slotsplads og forlanger: ”Vi vil vide, hvad meningen er !”

Meningen med …?

”Ja, hvad er meningen med Danmark og med danskernes liv? Hvilken rolle mener vi, Danmark skal spille i verden? Hvad skal vi bidrage med? Har vi noget at byde ind med, eller skal vi passe os selv? Er det det, der er meningen?”

Hvorfor er denne meningsdebat blevet vanskelig?

”Vores problem lige nu er, at vores værdidiskussioner hele tiden ramler ind i rationalitet. Det rationelle, økonomiske sprog dominerer alt, og det går simpelthen galt, for det sprog kan ikke bruges til at diskutere, hvad meningen med livet er.”

Marianne Jelved medgiver, at politikere for ofte er så optaget af økonomi og rationaliseringer, at de væsentligste diskussioner om Danmarks og danskernes eksistensvilkår fortoner sig.

”Meningen med livet er jo ikke, at du skal den korteste vej fra a til b. Meningen er at finde ud af, hvorfor du skal fra a til b – og hvorfor ikke c. Derfor er det ikke nok, hvis vi kun har en økonomisk målestok til at regne ud, hvilken vej vi skal gå. Det giver jo ikke andet svar end en økonomisk mening. – Og det er jo ikke nok … at have en økonomisk mening med livet,” tilføjer ministeren stilfærdigt og med alvor i stemmen.

Opgør med nyttetænkningen
Marianne Jelved mener, der er behov for et opgør med den rationelle tænkning, hvor nytteværdien er det, der er altings målestok.

”Vi lever i en tid, hvor det er nyttetænkningen, der råder. I alle forhold og på alle niveauer skal ting gøre nytte. Derfor ramler vores værdidiskussioner hele tiden ind i rationaliteter.”

”Men meningen får du jo ikke blot ved at læse finansloven. Du er nødt til at bruge nogle andre kategorier, som vi kender fra det alment universelle menneskelige. Det, der udtrykkes i kunst, filosofi, mytologi og religion. Det er alle de kategorier, der beskæftiger sig med, hvad livet er for en størrelse, hvad der er godt og ondt osv. Det kan man jo ikke læse i en finanslov, og derfor er vi nødt til at genoplive og forstå, at det jo ikke er et enten-eller, men at det rationelle og det irrationelle skal arbejde sammen.”

Marianne Jelved er klar i mælet, og man er ikke i tvivl om, at vi taler om en sag, der for hende er en hjertesag. Hun vil have folkeoplysningen på banen, så det bliver naturligt på alle niveauer at diskutere meningen med det liv, vi skal leve sammen og hver for sig.
 
"Du bliver klogere af dem, du toppes med, må bøje dig for, eller som overbeviser dig,” forklarer hun, og bruger højskolekurset, hun er deltager på, som eksempel: ”Vi er over 60 mennesker samlet her, fordi vi leder efter nogle svar, vi kan forstå, og som vi kan bruge. Det er svar, du ikke kan trække i en automat, for det handler om noget, hvor der ikke er endelige svar.”

Vi kan ikke teste os til dannelse
”Det, jeg oplever ved tage en uge på højskole, er det, jeg kalder dannelse. Jeg bliver simpelthen klogere på mit liv og mit samfund.  Det er det, der skal kendetegne folkeoplysningen. Det er det, der skal finde sted på højskoler og efterskoler – og for den sags skyld også i folkeskolen. Men folkeskolen har tabt dannelsesdimensionen, fordi vi har glemt at styre efter, hvad meningen er med folkeskolen. Du kan godt lave mange tests, men du skal hele tiden holde dig for øje, at der er og skal være en mening, der ligger ud over det, der kan måles. Med folkeskolen kan det siges superkort, at der skal børnene lære at blive medborgere. Det er det, lærerne skal styre efter, og det er i den forbindelse, de skal lære eleverne at læse, skrive og regne og alt det andet, der skal til for at blive medborger. Men det er det, der er målet med skolen. Meningen med skolen er derfor ikke kun det nyttebetragtede, for så går det fuldstændigt galt. Det samme gælder de andre uddannelser, vi har.”

Hvad sker der i samfund, hvor alting bliver rationelt og nyttebetonet?

”Der sker det, at vi glemmer mennesket.” ”Basis for et menneske er at kende meningen med dets liv. Vi kan simpelthen ikke fungere som borgere – som medborgere – hvis vi ikke ved, hvorfor vi er her. Det er derfor, vi som mennesker hele tiden søger efter mening, og muligheden for at søge denne mening – og muligheden for rum, hvor vi kan søge den – må man ikke tage fra mennesker.”

Men hvad hjælper det, hvis man fra politisk hold, i medier osv., har afskrevet folkeoplysningen som en rollespiller? Du kan i dag ofte høre vendingen, ”at der gik højskole i det”, som jo er en negativ vending, man anvender, når noget bliver for livsfilosofisk og uhåndterligt – måske netop fordi man insisterer på at diskutere meningen.

”Jamen, det er rigtigt!” svarer kulturministeren og slår i bordet:  ”Men indtil vi begynder at give os tid til at diskutere, hvad meningen er med det liv, vi lever, og det samfund, vi vil skabe, vil vi få en større og større spredning af mennesker, der går herhen, og politikere, der står derhenne og vinker,” forklarer Jelved og peger med en finger fra den ene side af bordet til den anden. ”De mennesker, der står her, vil vide, hvad meningen er med det, politikerne foretager sig - hvilke værdier det handler om, og hvad det skal føre til. ’Det er fandeme mit liv, det handler om,’ siger de. Og da dur det ikke, at vi som politikere svarer dem ud fra en eller anden nytteværdi.”

Mindretalsretten som grundsten
”Min ambition er at fastholde folkeoplysningen, de frie skoler og mindretalsretten som grundstene i vores demokrati. Det største for mig vil være, at vi indser, at det er noget, vi alle skal stå vagt omkring.”

Særligt mindretalsretten ligger ministeren på sinde: ”Det, at mindretallet kan lave deres egen skole, deres egen kirke, deres egen folkeoplysningskreds uden at spørge nogen om lov, men at de bare har den ret og den mulighed, fordi der er en lovgivning og nogle rammer, der gør, at de kan gøre det.”

”Der er desværre bare sket det gennem de sidste 10-15 år, at disse rammer er blevet skrappere og skrappere, og derfor er det selvsagt blevet sværere og sværere at bruge den mindretalsret. Og når så indvandrerforældre bruger den og siger, at nu er vi trætte af folkeskolen, så nu laver vi vores egen muslimske friskole eller efterskole og gymnasium, råber man op og vil stramme lovgivningen, fordi man mener, at det er mangel på integration. Men for mig er det et fantastisk eksempel på integration, fordi de har opdaget, hvad frihedsrettighederne i Danmark er, og at de kan bruge dem.”

Gæring
Har folkeoplysningen hvilet for meget på laurbærrene?
”Nej, det vil jeg ikke sige. Du kan jo spørge mig om det samme: Hvorfor snakker jeg først om alt det her nu, hvorfor gjorde jeg det ikke for ti år siden? Nogle gange skal der ske nogle ting, før man får lukket øjnene op og ser, hvad det egentlig er, det fører til, det, vi har gang i.”

”De først skridt, vi tager politisk, er i virkeligheden de farligste – og det er her, vi skal blive bedre til folkelig inddragelse.” Mariane Jelved mener, at det, at sekulariseringen har fået lov at tage styringen i samfundet, har skabt et behov, der også er folkeoplysningens chance.

”Alle, der er optaget af det her, skal være bevidste om, at vi skal både kunne bruge det rationelle og det æstetiske sprog. De er hinandens forudsætninger.

I guldalderen figurerede de sprog som ligeværdige, og der fostrede vi ud af den største krise, vi kan tænke os, videnskab og kunst, som stadig præger vores samfund. Det kan vi gøre igen. Ingen ved det bedre end i folkeoplysningen.”

”Hermed skulle opgaven være formuleret.”

Marianne Jelved rejser sig, for klokken har ringet til time. Danmarks kulturminister er i en uge taget på dannelsesrejse på Grundtvigs Højskole for at blive klogere på de udfordringer, globaliseringen stiller til demokratiet.