Kristian Ditlev Jensen: Rudbøl – der kunne man jo også bo

Tilføjet 28. okt 2014 - 21:52
Del nyheden

En aften kommer forfatteren Kristian Ditlev Jensen til at tænke på et barndomsbesøg i Rudbøl. ”Her kunne jeg også bo,” tænker han. Dagen efter starter han bilen, stiller GPS’en på Rudbøl -  328 km, tre timer og 26 minutter – og bosætter sig i Højer. Senere flytter han til Christiansfeld. Nu bor han i Flensborg.  Forfatterens møde med Sønderjylland er der kommet en bog ud af, som udkommer sidst i oktober. GRÆNSEN bringer forordet.

Af Kristian Ditlev Jensen

”Her kunne man bo,” sagde min mor – og trak vejret dybt.

Mit allerførste møde med Sønderjylland oplevede jeg som barn, da jeg var på en af de sjældne ferier sammen med min bror og min far og mor. De voksne havde lånt en bil af nogle venner – nu skulle vi på familiens første Danmarkstur. Turen gik til Jylland via Storebæltsfærge og Lillebæltsbro, og da vi nåede Hovedlandet, var det, at min mor begyndte at fable om det. Hun ville til Rudbøl.

Min far syntes, det var lige lovlig langt nede. Men han føjede hende. Og inden længe var vi på vej til det sydvestligste hjørne i Danmark. Da vi kom til Tønder, mente min far, at nu kunne man altså ikke komme længere ud. Min mor insisterede. Vi kørte igennem den fine Slotsgade i Møgeltønder. Min far var nu tydeligt frustreret. Men min mor var ikke en, man bed skeer med: Vi skal til Rudbøl! Kør nu bare! Da vi endelig lå og snoede os ud over marsken på de små zigzagveje med kurs mod den nedgående sol, som i en anden western, var min far på randen af opgivelse. Så kom byskiltet. Vi kørte op på diget. Og han stoppede bilen. Min mor steg ud. Og så kom det. Først den dybe vejrtrækning.

”Her kunne man bo,” sagde hun så.

Jeg har stadig et let gulnet farvefotografi af det et sted i mine gemmer. Min mor og mig og min bror. Det er min far, der står med vores Kodak Instamatic – det lille fuldautomatiske kamera med den kubeformede, roterende blitz. Min bror er langhåret. Jeg har kassebukser på. Min mor er iført sine sædvanlige brune fløjlsbukser med smæk.

Det var det første, jeg tænkte på mange, mange år efter, da jeg mistede min mor. Hun døde alt for tidligt, og da jeg sad, tynget af sorg og ikke anede, hvad jeg skulle stille op, kom jeg i tanke om det. Egentlig begyndte det med, at jeg ville ære min mors minde. Jeg ville mindes hende ved at gøre noget, som hun ville have elsket at gøre. Noget, vi måske burde have gjort sammen, imens hun endnu levede.

Men hvad?

”Her kunne man bo,” hørte jeg hende så pludselig sige. Rudbøl? Fint, tænkte jeg. Det gør jeg sgu. Og dagen efter satte jeg mig om morgenen ind i min bil og tastede ”Rudbøl” i bilens GPS. 328 km fra mit daværende hjem. Tre timer og 26 minutter. Jeg trak på skuldrene og satte bilen i gear. Det var jo lørdag.

Jeg kan stort set ikke huske køreturen derned. Måske var det sorgen. Men jeg kan først huske, hvordan landskabet langsomt begyndte at ændre karakter lige syd for Kolding. Det blev mere bart, mere råt, men på samme tid også mere frodigt, mere bølgende, mere romantisk.

Længere nede kom de lange lige landeveje, hvor bilerne kørte hurtigere, end jeg var vant til, og hvor jeg pludselig begyndte at tænke på mine mange rejser i USA og i Australien. De lange, lange veje findes jo ellers slet ikke i Danmark. Som den morsomme musiker og digter T.S. Høeg engang sagde, så ville beatgenerationen – som er en berømt retning inden for litteraturen, hvor udøverne blandt andet tager narkotika i lige lovlig store mængder og kører ud på meget lange road trips – aldrig været slået an, hvis den var opstået i Danmark.

”Når man har kørt en times tid, så ryger man jo i vandet,” sagde han.

I Sønderjylland får man omsider fornemmelsen af, at det kunne være anderledes. Det er, som om man allerede er kommet en lille smule til Tyskland. Her er der, omsider, plads.

 Lidt nord for Tønder kom de første huse bygget i frisisk stil. Jeg var, geografisk set, på vej ind i det allernordligste af Nederlandene. I Møgeltønder bragede jeg igennem muren af provinsialitet og lige ind i en nationalistisk kongetro, man ikke finder større, med mindre man står inde på selve Amalienborg Slotsplads. Det her, det er Danmark. Med Dannebrog vajende så ofte, som man overhovedet kan slippe af sted med det. I Møgeltønder studsede jeg, da jeg var på vej ud af byen. Der manglede et skilt, der viste af mod Rudbøl – og sidst jeg var forbi manglede det stadig. Jeg smilede for mig selv. Hvorfor skulle man også skilte her? De lokale kender jo vejen. Nu var jeg på landet – helt derude, hvor man hverken blinker af eller blænder ned.

Da jeg endelig nåede Rudbøl steg jeg ud af min bil. ”Her kunne man bo,” sagde jeg – og trak vejret dybt ind.

Lige siden den spontane køretur tværs igennem landet, har jeg oplevet et sønderjysk eventyr, som stadig folder sig mere og mere ud, hver gang jeg møder nye mennesker og oplever nye steder, nye sider af egnen.

I starten blev jeg så bidt af Sønderjylland, at jeg overvejede at flytte ned og bo der permanent. Jeg begyndte at kigge på huse, og jeg drømte om et stort ensomt hus langt ude på landet. Jeg tror, jeg forestillede mig, at det var sådan en rigtig forfatter burde bo. Alle mine venner i København troede, at jeg var blevet skør. Jeg afviste dem blankt. Det var jo bare, fordi de aldrig havde været der.

Da jeg kørte nogle af dem ned til marsken for at vise dem vidderne, og hvor højt der egentlig var til loftet dernede, så reagerede de spontant på to vidt forskellige måder.

”Det mener du ikke? Du dør af ensomhed? Kender du overhovedet nogen her? Skal vi ikke køre igen?”

Det var den ene reaktion.

”Wow! Hvor er her smukt! Det kan jeg virkelig godt forstå, at du er faldet for! Her skulle man slå sig ned, finde en kone og få nogle børn!”

Det var den anden reaktion. Og lige siden har jeg faktisk fået flere venner med på vognen. Når man først har set Sønderjylland, mærket bakkerne på Als, set grænselandet, oplevet de rå marskområder, mærket overgangen fra Midtjylland, så kan man ikke slippe det igen. Jeg kunne i hvert fald ikke.

”Hvad i himlens navn vil du i Højer?”

Det er et godt spørgsmål. Hvordan Søren ender man i Højer – en lille flække i det allerallersydvestligste Danmark. Det er en lang historie. Den begyndte egentlig, da jeg rejste til London for at bo der et års tid. Det var for at prøve noget helt andet. Og da jeg rejste hjem igen, tænkte jeg det så. Måske skulle jeg gentage succesen? Måske skulle jeg simpelthen prøve noget helt, helt, helt andet?

København har jeg studeret i og boet det halve af mit liv i, så Danmarks hovedstad kender jeg som min egen bukselomme, selv om jeg faktisk er vokset op et helt andet sted på Sjælland, nemlig i den lille jernbanekøbstad Holbæk.

Så hvorfor ikke prøve det helt modsatte? Som forfatter drømmer man virkelig tit om det. Tænk, tænker man, hvis man bare kunne flytte på landet og finde den ro, der skal til. Tænk på, hvor meget man ville få skrevet. Eller tænk bare på, hvor meget, man ville få tænkt.

Jeg gjorde alvor af det.

Jeg lejede et lille rækkehus i Højer og flyttede fra London – og direkte ned i marsken. Folk troede, at jeg var sindssyg. Men jeg følte, at jeg omsider gjorde noget helt rigtigt. Der var noget, der virkelig trak – uden at jeg rigtig kunne sætte ord på det.

På vejen til det nordlige Frankrig gjorde min fætter og jeg et stop med kassevognen i Højer, hvor jeg underskrev lejekontrakten. Da vi kørte ned ad Autobahn mod Calais og færgen til England, blev depositum overført et sted i cyberspace. Og et par dage efter kom vi retur med flyttelæsset fra Golders Green i Nordlondon.

Omvæltningen var til at forstå.

Der er meget stille i Højer. Som en af de lokale på et tidspunkt sagde til mig: Hvis man kan overleve en vinter her, så flytter man aldrig igen. Senere på året forstod jeg ham. Der kan være stille som Døden i Højer. Der kan være koldt som i Kiruna. Og der kan være næsten lige så ensomt som der kan være, når man sidder alene i en toværelseslejlighed i Storbritanniens hovedstad, hvor der bor ti millioner mennesker. Men det er også uden sammenligning det smukkeste sted, jeg kender i Danmark – solen klokken seks om morgenen, de store fugle, tågebankerne, fårene på skråningerne.

Det er et af de eneste steder i Danmark, jeg kan genkende alene på lugten – en særegen blanding af hav, komøg, græs, salt og rå, rå blæst. Det er et få af de steder i Danmark, hvor jeg har følt ro, hvor jeg har oplevet en indre fred, som jeg slet ikke føler nogen andre steder, og det er det sted i Danmark, hvor jeg får skrevet mest. Jeg kan stadig huske den første gang, jeg skulle overnatte i marsken. Jeg lejede et lille hus af Rudbøl Grænsekro. Og skrev et halvt teaterstykke – i løbet af én aften. Den første halvdel havde jeg været flere måneder om at få færdig. Men sådan er det.

Sønderjylland er på mange måder et magisk sted.

Efter eventyret i Højer – med lammestege, vandreture på digerne, besøgene hos slagteren, de ensomme cykelture til Tyskland, de lange, lange hjemture efter besøg i andre dele af Sønderjylland – endte jeg i Christiansfeld, hvor jeg stadig har en lille lejlighed. Jeg joker tit med det og siger, at jeg har mit lille refugium i Nordøstsønderjylland. Og den er god nok. Det er to kilometer syd for den gamle grænsekro. På kirkegården er mange af gravstenene stadig med tyske navne. Der er en særlig ironi, når københavnersnuderne spørger, hvad i alverden jeg vil dér – helt nede på Lars Tyndskids mark. Så forklarer jeg dem, at set med de briller, så er jeg jo faktisk flyttet tættere på storbyen.

Sandheden er, at jeg selv føler, at jeg hele tiden – ved at flytte til Sønderjylland både i den ene og den anden ende – er flyttet hjem. For det er sådan det føles. Det er svært at udtrykke i ord. Det er en ren følelse. Noget falder på plads i mig, når jeg passerer grænsen – om det så er nord fra eller syd fra. Og det er så tydeligt, at det faktisk har undret mig.

Sommetider har jeg ligefrem ligget vågen om natten i min seng i Højer. Uden for vinduet kunne man se fuldmånen stå så stor og klar, at man næsten kunne røre den. Og med vinduet åbent kunne man pludselig høre suset fra tusinder af gæs på træk. Så har jeg tænkt det: Gad vide, om det er noget magisk? Gad vide, om det er noget spirituelt? Har jeg været Sønderjyde i et tidligere liv? Jeg tror ikke selv på den slags genfødsler, men tanken er jo nærliggende. Hvordan pokker kan man føle sig hjemme i en helt anden egn end dér, hvor man ude fra set egentlig hører til.

”Tænk,” sagde jeg engang ved et bryllup til min farbror, der hedder Jørgen Ditlev Jensen, ”hvis man havde en forfader, der var død i Rudbøl.”

”Det har du,” sagde han så.

Ditlev den Ældre, som jeg for sjovs skyld kalder ham, har i de senere år syslet med slægtsforskning. Han løftede et gråt øjenbryn og tilføjede:

”Han hed Hans Jensen. Han blev skudt.”

Tolerancen i forhold til timing og aftaler er tit lidt rundere i Sønderjylland end i andre dele af Danmark. Folk ved jo godt, at trafikken kan drille, når man kommer rigtig langvejsfra. Hvis man kommer et kvarter for tidligt eller for sent, så går det nok alt sammen alligevel. Når først man er nået frem, bliver man jo som regel også en rum tid længere end andre steder. Men den aften, da jeg skulle holde foredrag i Højer, valgte jeg at køre i god tid – fra Christiansfeld. Så jeg var der en halv times tid, inden vi skulle starte. Dels, fordi jeg så kunne nå at gå fra sognegården og lidt ud af byen – jeg kunne nå at trække vejret dybt og se ud over marsken. Dels, fordi jeg faktisk var lidt nervøs.

Indenfor i sognegården prøvede jeg at bryde isen. Jeg kender jo godt fordommene om københavnere. Jeg tog sønderjyderne lige på og hårdt:

"Det er jo egentlig kun jer selv – I, som er sønderjyder – der må mene noget som helst om Sønderjylland. Det er kun jer, der må vurdere sønderjyderne, om det så er handelstalentet i Sønderborg, dansksindetheden i Flensborg eller Tøndersagens grusomhed. Alle andre danskere må i virkeligheden slet ikke udtale sig om noget som helst sønderjysk. For på samme tid som I er de mest danske af alle danskerne, så er I også nogle helt andre end danskerne. Derfor må jeg hellere starte med at få afklaret en sag. Hvor mange herinde i det her lokale har en forfader, der er faldet ved Dybbøl?”

Der kom et par hænder op. Men ikke mange.

”Nå, men det har jeg altså. Han hedder Hans Jensen. Så nu må jeg vel gerne sige noget om Sønderjylland, ikke sandt?”

Der var spredt latter. Hvilket jo er tegn en stor succes på de kanter.

Det viste sig at være en fin måde at komme ind på livet af sønderjyderne på. Man skal bare lade, som om man selv er en af dem, så åbner de straks mere op.

Imidlertid følte jeg mig jo også lidt falsk. For nok har jeg måske en forfader, der er faldet ved Dybbøl. Men mon ikke mange har det? Det er jo en rent matematisk ting. Selv hvis man tager hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med, så var befolkningen i det, der samlet kaldes den danske helstat, ikke meget mere end 2,5 millioner mennesker, da slaget ved Dybbøl gik for sig. Og det ligger jo mange generationer tilbage. Så sandsynligheden for, at mange af de nulevende danskere – i deres vidt forgrenede slægtstavler – har haft en ung mand, der har deltaget i et af de store dansktyske slag, eller en ung kvinde, som har forbundet de faldnes sår, er jo ret stor.

Kort sagt, så har jeg en forfader, der er faldet ved Dybbøl. Men gør det mig til Sønderjyde? Næppe. Kom han overhovedet fra Sønderjylland? Det er slet ikke sikkert. Soldaterne kom jo fra hele landet.

Imidlertid skete der noget sjovt efter mit foredrag i Højer. Der kom en mand hen til mig og kiggede nysgerrigt på mig. Så spurgte han:

”Kommer du fra Løgumkloster?”

Jeg måtte skuffe ham. Men jeg spurgte, hvorfor han egentlig tænkte det?
”Det er navnet. Der var engang en murermester oppe ved Løgumkloster, der hed det samme. Hans drenge hed det også. Og hans far.”

”Hvad hed de?”

”Ja, de hed alle sammen Ditlev til mellemnavn. Men det er jo altså også meget normalt på de her kanter. At man hedder Ditlev. Fritz. Adolf. Så går det i arv som mellemnavn. Det er jo de her traditioner og tyske navne og sådan,” sagde han og trak på skuldrene, inden han gik.

Da jeg nogle måneder senere talte med min farbror Jørgen Ditlev Jensen, kunne jeg ikke lade være med at spørge ham.

”Hvor kommer det egentlig fra, det dér Ditlev?”

Sagen er nemlig, at både jeg selv og min bror hedder det. Min farbror hedder det. Min oldefar hed det – ja, faktisk gik han kun under det navn. Men min tipoldefar hed det vist også. Alle mine fætre hedder Ditlev til mellemnavn, undtagen René, der har et mellemnavn fra sin mors familie.

”Ja, det er noget underligt noget,” sagde min farbror. ”Men jeg kan se, at vi har heddet det længe.”

”Hvor længe?”

"I vores familie har mændene heddet det i mindst ti led tilbage,” forklarede han.

”Ti led tilbage!?” Jeg var målløs.

Så måske er der alligevel noget om det? Jeg forestiller mig, at det passer meget godt med krigen i 1864. Og jeg ser for mig, hvordan en forslået, fornedret sønderjyde har valgt at prøve lykken et nyt sted. Han har sejlet, han har reddet, han har sejlet igen. Og så er han endt i midt på Sjælland. Midt i de bløde bakker og de frodige landskaber, der faktisk på en måde godt kan minde lidt om Sønderjylland, hvis man ser nøjere til. Han er hoppet ned fra hestevognen.

Så har han trukket vejret dybt, og måske har han så sagt det. ”Her kunne man bo.”

Kristian Ditlev Jensen: SØNDERJYLLAND. Gyldendal. 300 sider, illustreret. 350 kr. Bogen anmeldes i et kommende nummer af Grænsen.