Regeringen styrker dansk-tysk grænseregion

Tilføjet 19. nov 2014 - 15:46
Del nyheden

Med skatteminister Benny Engelbrecht (S) i spidsen, har regeringen taget initiativ til at styrke samarbejdet i den dansk-tyske grænseregion. Fem ministre er gået sammen om initiativet, og repræsentanter for det danske og det tyske mindretal i grænseregionen mødes torsdag med regeringen.

Initiativet hilses velkommen af Grænseforeningen, som bifalder, at regeringen vil gøre det lettere at være jobsøgende, under uddannelse eller virksomhed i Sønderjylland og Sydslesvig:

”Det er en smuk afrunding på 150-året for slaget ved Dybbøl, at regeringen nu vil satse på øget samarbejde og integration i den dansk-tyske grænseregion. I dag er der mere, der samler mindretallene end som skiller. Dette initiativ kunne unge også få gavn af, hvis det indebærer forbedringer i den offentlige transport henover grænsen og tilnærmelser på uddannelsesområdet. Det ville helt givet booste erhvervsaktiviteterne i grænseregionen og givetvis også virke som vækstlokomotiv for hele Danmark og Tyskland, siger Mette Bock formand for Grænseforeningen.

Men for at initiativet skal få den ønskede effekt efterlyser Grænseforeningen, at uddannelses- og forskningsministeren bliver en del af initiativet:

”De studerende fra det danske mindretal i Sydslesvig har et meget påtrængende og akut problem, idet en studentereksamen taget på et af de to danske gymnasier i Sydslesvig ikke anerkendes på linje med en dansk studentereksamen. Det skal løses, så de unge sydslesvigere får mulighed for at vælge at læse videre i Danmark på lige fod med andre danske unge, siger Mette Bock.

Regeringens initiativ falder sammen med, at det danske og det tyske mindretal for første gang nogensinde mødes til en fælles frokost med Folketingets præsidium.