En hyldest til danskerne

Tilføjet 18. dec 2014 - 14:03
Del nyheden

Han ville skildre historien, sorgen og det fantastiske land, der voksede ud af nederlaget i 1864. Men undervejs stødte Ole Bornedal, instruktør og manuskriptforfatter til DR1’s dramaserie ”1864”, på en øm tå.

Af Lotte Dahlmann

Det er mandag i november. Aftenen før er sjette afsnit af DR1’s dramaserie ”1864” rullet henover tv-skærmene i Danmark og blevet set af mindst 1,2 mio. seere. Fra Miso Films vinduer i det indre København kan man næsten se over på reklamesøjlen uden for Nationalmuseet, som annoncerer museets udstilling om Slaget ved Dybbøl i 1864.

Ole Bornedal sidder inde i baghuset langt fra reklamesøjlen, men han er stadig meget tæt på ”1864”. I de første uger efter premieren føg det med kritiske røster om serien. Det har påvirket Ole Bornedal.

Trods sin venlige fremtoning og nordjyske besindighed er der ingen tvivl om, at Ole Bornedal inderst inde er dybt berørt af kritikken. Så meget, at han har trukket sig ud af det meste af debatten. Men også så meget, at han vender tilbage til kritikken flere gange i løbet af interviewet med Grænsen.

 

Grænsen: Fortæl om, hvordan det moderne spor i ”1864” blev til?

Jeg vidste ikke meget om 1864, da jeg begyndte på projektet. Det var glemt som et nationalt symbol, andet var det ikke. Og hvis man endelig vidste noget, så var det fra skolelæreren, der havde fortalt, at der var nogle onde tyskere, som havde tværet Danmark ud. Og vi havde på en eller anden måde fået vendt det til en sejr - noget heroisk.

Hvert år havde man Dybbølmærket, som ingen rigtig vidste hvad betød, og man hyldede på sin vis et massivt nederlag, der udslettede tusindvis af familier. Det er jo besynderligt. Det var mit eneste kendskab, da jeg begyndte at læse Toms bøger (Tom Buk-Swienty, forfatter til bøgerne ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”, red.).

Og så har jeg en datter, som hedder Claudia. Hun er som de fleste teenagere og vidste endnu mindre. Og så tænkte jeg: Det er jo dem, de unge, vi skal bygge bro til fra historien.

Da jeg som noget af det første fandt listen på internettet over alle de faldne i de Slesvigske krige, blev jeg meget bevæget.

Her er de: Alle fædrene, brødrene og sønnerne – og bag hvert navn: Mødre, kærester, koner og børn, der er blevet pint i sorg over at have mistet. Og broen derfra skal vi køre op til 2014.

Derfor måtte jeg skabe et ungt menneske, der er, som mange er i den alder i dag: Fuldstændig ligeglade med sig selv. De lever evigt, er 17, og ungdomsenergien er fin. Alt tager de for givet: Velfærd, bussen skal køre. I 1. afsnit siger Claudia til sin socialrådgiver: ”Se på mig, jeg skal sgu da have hjælp”. Så mit mål var at lave et menneske, der vokser fra dét udgangspunkt til at få dannelse, respekt, og lære nogle enkle, noble dyder, som man næsten ikke tør tage i sin mund mere som forælder. Dannelse, hvad er det? Det er høflighed, respekt for de døde - for selve livet, som er en gave. Bare det at have en eller anden begejstring over selve livet og en bevidsthed om, at alting er ikke kommet af sig selv, er dannelse.

5000 navne fylder virkelig meget.

Jeg har stor respekt for dem, der i den grad er blevet glemt og bare reduceret til et mindesmærke. Vi skal finde en bro fra deres hjerte – fra det, de var.

Da landet blev amputeret efter 1864, begyndte man at opdyrke dette land. Det var et stort projekt at lave heden om, så vi kunne brødføde os selv. Alle de der kæmpeprojekter, som ligger før os, og som vi lever af, er vigtige at være bevidste om.

Grænsen: Er dannelse en ydmyghed over for historien?

Dannelse er - hvis ikke lidenhed - så i hvert fald stolthed over, at man er en del af den familie, der gjorde det. Den synes jeg gerne, man må have.

Det er folket, der er det vigtigste element i min fortælling. Almindelige mennesker, vores forfædre, som gik ud og arbejdede med jorden og lavede det her land.

Grænsen: En hyldest til danskerne?

Ja.

Grænsen: Claudia har en vældig tung bagage med sig i sit unge liv – hvorfor det?

Det er fordi – vil jeg påstå - at man ikke kan fortælle historie, hvis man ikke gør det i nutid. Det giver ingen mening at fortælle historie historisk. Alle kan huske, at de er blevet hevet ind på et museum af en velmenende lærer. Så står man dér og kigger ned i en glasmontre: Der ligger Grauballemanden, og dér en bennål. Og det hele lugter lidt af mug. Så går man ud igen og føler, at man har fået lidt aflad, for nu har man set det. Men det betyder ikke noget.

Derfor forstår jeg egentlig heller ikke Dansk Folkepartis attitude over for ”1864”, fordi det jo netop er en historie, der hylder Danmark for dets natur og dets mennesker.

”1864” er én lang hyldest til Danmark, og hvad Danmark kan. Det ser man i sidste afsnit, men alle har jo anmeldt serien, før den er færdig.

Men sidste afsnit er en hyldest til livet og hele det fremtidige projekt i Danmark. Hvis du vil lave dramatik, der fortæller historie, er du nødt til at fortælle det i nutid, ellers giver det ikke mening. Derfor tænkte jeg: For 150 år siden gik folk anderledes klædt, men hvilke ting er de samme dengang og i dag? Og det viser sig, at næsten alt er nutidigt: Følelser, sorg, smerte, kærlighed, drifter, jalousi.

Alle de følelser, vi har i dag, er akkurat de følelser, de også havde dengang. Jeg valgte så den største af alle følelser: sorg. Sorgen over at miste sine børn, sønner, sin mand. I filmen fortæller vi om dem, der døde ved Dybbøl og Danevirke. Og derfor skulle jeg finde sorgen i dag.

For fem år siden lavede jeg en film om sorg, hvor jeg mødte ægteparret Elena og Niels, som havde mistet deres søn Sebastian, der var blevet dræbt af en vejsidebombe i Afghanistan. Jeg lavede et program, der var så tykt af sorg, at man måtte skære sig igennem den. Vi græd sammen igennem tre timer, mens jeg filmede.

Det element af sorg i dag og sorgen dengang binder jo det hele sammen, det er den samme følelse. Og det er pointen!

Grænsen: Der er mange stærke krigsscener - hvorfor ville du skildre krigens gru så detaljeret?

Gruen er nødvendig for at finde den ægte følelse i krigen. Der er lavet så mange krigsfilm, som er omgærdet af et operetteagtigt skær: Der bliver spillet musik, og det hele er lidt heroisk. Mænd dræber en masse tyskere, og bagefter sidder de og deler en flaske whisky og slår hinanden på skulderen og har det bravt. Frem for at vise krig, som det egentlig er: At alle folk sidder og ryster og tisser i bukserne og hvert eneste minut ser deres egen død i øjnene. Krig er så lavpraktisk, tørt og umusikalsk, og u-koreograferet, så man næsten ikke kan forestille sig det. Og det er vigtigt netop at vise det så forfærdeligt, som det er, og prøve at være ærlig og ægte omkring det.

Grænsen: Hvordan fik du det frem i skuespillerne?

Ved at punke dem, råbe og skrige ad dem - og de forstår jo og er enige med mig i, at det er sådan, vi gør. Så bringes de i en fysisk tilstand, hvor det er virkelig, virkelig hårdt. Der er en lang sekvens i afsnit seks, hvor Johan og Laust bevæger sig ned igennem 150 meter skyttegrav, som er fyldt af forhindringer: Det er en en rejse ned igennem helvede! Når det bliver så fysisk hårdt for skuespillerne, og man laver det enormt råt og ikke smart, så bliver det næsten overlevelse - både at spille, men også at filme det. Det var enormt hårdt at lave, og det kan man se. Der er scener, der er så brutale, at man sjældent i filmkunsten har set noget lignende.

Det er også noget af det, der irriterer mig ved kritikken om, ”hvorfor er der ikke mere krig?” Og ”Hvornår kommer krigen? ”

Jeg kan simpelthen ikke se fornøjelsen i at starte en krigsfilm som ”1864” med krig. Hvis folk skulle se krig i de første fire afsnit, som var lavet på den ærlige måde, som jeg mener at det skal laves - så ville de kaste op i sofaen. Flertallet ville have droppet serien, og ingen ville have kunnet holde ud at se det. Medmindre jeg havde løjet og lavet sådan noget Hollywood-bæ, hvor det hele er lidt sjovt og med kammeratskab og musik.

Det var helt umuligt for mig at lave, og jeg havde ikke lyst til det – og DR ville i øvrigt heller ikke.

Jeg synes jo først og fremmest, at mennesker er interessante. Vi har lavet en film om mennesker i 1864. Laust og Peter, der vokser op, Didrich, hvis sjæl er skåret i laser. Det er interessant at se, hvordan det hele bliver bygget op.

Og jeg synes, det er spændende, hvordan en politiker via spin bygger sig selv op og kommer i storform og begynder at prædike sin galskab, og hvordan en hel nation begynder at følge efter som lemminger. Jeg synes, det er godt drama.

Og så kommer der en forløsning, der er fuldstændig kompromisløs, til sidst. Man får afsky for krigen frem for forløsning.

 Grænsen: Du vil gerne have, at vi kan mærke gruen?

Jeg vil i hvert fald ikke gøre krigen smuk, heroisk, operetteagtigt eller spille musik og lade det hele være en eufori.

Grænsen: Er din skildring af krigen også en slags hyldest til moderne danske krigsveteraner – eksempelvis dem, der har været i Afghanistan?

Ja, det er det måske i virkeligheden.

Krig kan man ikke rigtig definere. Mange unge kommer hjem smadrede og skal bygges op igen. Der er også mange, der kommer hjem og ikke kan vente med at vende tilbage. Krig kan blive en måde at leve på, pludselig lugter livet af noget, smager af noget og er farligt, fordi man kan dø.

Man skal i hvert fald ikke hylde krigen, men vise den som det, den er, med en ærlighed. Det er et must, det kan ikke være anderledes.

Hvis man gerne vil have drama med krig som forløsning eller heroiske stemmer og musik, så skal man bare leje en film.

Jeg synes ikke, man kan tillade sig at vise krig på den Hollywood-agtige måde, når folk kommer hjem med posttraumatisk stress.

Grænsen: Du bruger en række special effects: Blodet, der driver ned ad Monrads vinduer (i afsnit 3), og soldaten Johan (skuespiller Søren Malling, red.), som er synsk. Hvorfor har de virkemidler været nødvendige?

Jeg synes, de er interessante. I ”Charlot og Charlotte” (tv-drama af Ole Bornedal, red.) i sin tid var der også nogle metafysiske elementer …

Ole Bornedal gør en kort pause …

Og der er mere mellem himmel og jord ... Det er altid interessant, når man forsøger at beskrive virkeligheden meget realistisk, at man så alligevel tilføjer det element, som vi alle sammen går med i det daglige. Vi er alle sådan lidt småtågede, metafysiske en gang imellem.  Nogle er det rigtig meget … Vi andre har bare sådan nogle vaneting – hvis jeg går over flisen inden, så … Vi har alle sådan nogle små mærkelige broer, som vi har med i vores dagligdag. Jeg synes bare, det var interessant at tage det element af uforudsigelighed med.

Med Johan og Dinesens karakterer havde jeg brug for at putte toX-men ind i filmen. Jeg ville gerne lave to overnaturlige helte: Dinesen, som aldrig får en skramme og er en super-Ninja, som kan slås helt vildt. Og Johan, som er synsk og kan røre ved folk og se deres skæbne.

Grænsen: Hvorfor?

Det er spændende. Det udvider verdensfeltet, der kommer en ny dimension til. Når man ser Monrad, der er gået op i limningen, er det jo en hallucination, det er ikke konkret, men afslutningen på en scene, der signalerer: ”Nu bløder Danmark”.

Grænsen: Du har også valgt at have sigøjnere med – hvorfor?

Enhver der ved noget om dramatik … begynder Ole Bornedal og tager sig så i endnu et udfald mod kritikerne:

Når man har en historie som ”1864”, der er bundet op på to nationale fronter: et nationalistisk, nationalliberalt Danmark, der vil til at definere sig selv som ét kongerige, og i den anden kant sydpå har man nogle hertugdømmer, der vil til at definere sig selv som ét Stortyskland - så er den situation med til at starte en proces, som handler om områder og nationalitet, og som leder frem til krigen.

Hvad har man så imellem: Sigøjnere. De befinder sig i intethed i forhold til de andres nationale projekter. Derfor er sigøjnerne oplagte. De er en interessant lille socialgruppe, som ingen stat har, som er fuldstændig ligeglade med nationalitet, og som nærmest er defineret som det antinationale. Og derfor optræder de som nogen udefra.

Den væsentligste dialog, der i den grad har tirret rigtig mange, er, hvor Zlatko Buric (skuespilleren, som spiller sigøjnerlederen Ignazio, red.) siger:

”Tysken er god, dansken er god, østrigeren er god, hollander er god, franskmanden er god. ”

Han bliver spurgt: ”Er vi da alle sammen gode, eller hvad? ” Så svarer han: ”Ach, Menschen bist Menschen. ”

Dér ligger det hele: Vi er sgu nok alle sammen lige gode – og så er der altid nogle brodne kar. Og det vil der altid være. Jeg synes, det er pointen, og derfor er de sigøjnere til stede, for at en kan sige den meget, meget væsentlig sætning, der burde være en del af enhver danskers normale dannelse i 2014!

Så ler Ole Bornedal.

Grænsen: Har kritikken påvirket dig?

Al respekt for serier som ”Forbrydelsen” eller ”Borgen” (dramaserier på DR1, red.), men det turde da være evident, at ”1864” ikke ville lægge sig i deres kølvand. Jeg er enormt skuffet over, at folk ikke kunne se filmen. Omvendt er jeg glad for, at filmen så til gengæld ikke er glemt i det kæmpestore mainstream-hav, hvor alt andet synker til bunds dagligt.

Han smiler underfundigt – men bliver så alvorlig igen:

En stor del af kritikken – tror jeg - bunder efter min mening i Janteloven, fordi serien var dyr. Og når man så kommer med et flagskib, så er det grundlæggende dansk mentalitet at finde noget, der kan pille serien ned.

Jeg er så træt af alle de rejser, du og jeg og alle har foretaget, hvor vi oplever at skulle forklare Danmark i tre ord. Så siger de fleste af os: Velfærd, høj skat og Jantelov. ”What’s jantelov”, spørger de, og det kan ingen forklare.

Ingen siger, at de praktiserer Janteloven, så hvor findes den, hvis ikke den har en afsender, men vi taler om den? Jeg kan sige, at den markedsføres hver dag.

Men den er også en del af dansk mentalitet, som er bygget op siden 1864. Det er både et gode og en forfærdelig tragedie, at vi er så ens, at der ikke er plads til noget, der skiller sig ud, uanset om det er en særhed eller en storhed.

Jeg tror, at noget af det, der har fornærmet de folk, der kritiserer filmen, er, at jeg naivt troede, at man i 2014 godt kunne sige: Danskerne er ikke ”Guds udvalgte” (citat af Monrad, red.). Vi er jo fornuftige moderne mennesker, selvfølgelig ved vi godt det.

Og det har fået nogle til at hoppe op af stolen i raseri – i dag!

Grænsen: Kom kritikken bag på dig?

Ja, i høj grad. Ikke at det skabte debat, men at debatten blev så giftig. Og især alliancen mellem historikere, Dansk Folkeparti og visse kulturpersonligheder er helt uhørt. Så jeg tror, at vi har trådt på noget helt essentielt her.

Der kom et smukt land ud af nederlaget. Vi blev et homogent land, som klarede sig godt, og et folk, der gjorde sig enormt ens. Men så snart nogle stikker ud, så falder de uden for homogeniteten, og så skal de slås ned.

At være ”Guds udvalgte” er jo en vanvittig tanke. Men når jeg lader nogen sige sætningen i filmen - så er det ikke, fordi jeg angriber det politisk i serien, men fordi historien i filmen siger, at den form for nationalisme er vanvid.

Vi har lært i skolen, at Dannebrog faldt ned fra himlen, og vi føler os nok lidt specielle. Men vi er i virkeligheden ikke bedre end tyskere, franskmænd, hollændere etc. Måske har de fejl, men de er ikke værre eller bedre end os.

Grænsen: Ville du gå i kødet på dette syn på danskheden?

Nej, jeg ville ikke gå i kødet på det Jeg ville bare lave en historisk korrekt film om, at der var en fuldstændig vanvittig eufori, der førte til, at vi fik tæv.

Jeg skulle beskrive, at det, der skete i 1864, blev født af den retorik, som blev benyttet dengang. Jeg har ikke opfundet retorikken fra 1864. Hvis Dansk Folkeparti kunne deres historie, ville de se, at det er ordret afskrevet fra Monrads taler – og i øvrigt også Grundtvigs.

Jeg har bare villet beskrive, at politik drevet af følelser kan være livsfarligt. Også ISIS er drevet af fanatisme, og det er jo en katastrofe.

Grænsen: Hvilken relevans har historien om krigen for os i dag?

Historien har den relevans, man selv oplever. Jeg har ikke noget mål om at sige andet end det, der siges i filmen.

Men jeg er blevet chokeret over at opdage, at jeg bor i et land, hvor der pludselig kommer budskaber fra et parti, der vil styre og udstede dekreter om, hvordan man skal lave kunst. Jeg bliver forskrækket over, at Dansk Folkeparti tilsyneladende er den eneste kulturbannerfører i Danmark i dag. Læg mærke til, at ingen andre fører ordet, ingen andre.

Jeg elsker ultimativt ”1864”. Jeg synes, at skuespillere, scenografer, production designere - alle, der har været med på den her film - har arbejdet på deres max. og skabt et episk værk til Danmark. ”1864” er en hyldest til dem, der døde dernede.

At filmen så derudover har sat fokus på en problematik, som ikke har været særlig kendt, dét var der ingen, som kunne forudsige.

Altså diskussionen om, hvad danskhed er: Danskerne som Guds udvalgte folk. Hele den nationalistiske sfære, som bar os ind i krigen i 1864, og som så blev lagt død. Den følelse er åbenbart fuldstændig levende - og åbenbart stadigvæk et utroligt ømtåleligt emne 150 år efter.

Grænsen: Det ville du gerne vise os?

Det har ikke været mit mål eller min hensigt. Men det er jeg jo kommet til ved at vise historien fra dengang og bringe den op til i dag, konkluderer Ole Bornedal.