Sønderjyderne der lavede storpolitik

Tilføjet 19. feb 2015 - 18:08
Del nyheden

Tilblivelsen af København-Bonn Erklæringerne er historien om lille Danmark, der med politisk snilde får den store nabo mod syd til at anerkende mindretalsrettigheder for de dansksindede i Sydslesvig. Men historien omhandler også en demokratisk proces, der voksede op fra græsrodsniveau i Sønderjylland, en landsdel, hvor mindretalsspørgsmålet havde særlig stor bevågenhed.

Af Merlin Christophersen

Foto: Karin Riggelsen.

Det sønderjyske Venstres lokale folketingsmand, Frederik Heick, spillede sammen med sin kollega og partifælle, Jørgen Gram, en særlig rolle i den politiske proces, der ledte frem til København-Bonn Erklæringerne. Til den afgørende folketingsdebat i oktober 1954 om vesttysk optagelse i NATO fremlagde de to folketingspolitikere en sønderjysk resolution, der skulle sikre en tysk anerkendelse af det danske mindretals rettigheder. Grænsen har talt med sønnen, Thorbjørn Heick, for at få historien om det sønderjyske engagement.

En overset historie

Thorbjørn Heicks livscirkler slutter sig om grænselandet og især om Sønderjylland, eller Nordslesvig, som han selv gerne kalder landsdelen. Han blev født i 1936 og voksede op på forsøgsstationen i St. Jyndevad, som hans far var leder af, og som ligger blot tre kilometer fra grænsen. Sin studentereksamen tog han i Tønder i 1955, samme år som København-Bonn Erklæringerne blev underskrevet.

Da Thorbjørn Heick i 1974 efter afsluttet teologistudium i København og otte år som præst i Grindsted-Urup-Nollund vendte tilbage til Tønder for at påbegynde det præstevirke i byen, han kom til at føre videre gennem de følgende 27 år, slog det ham, at noget var forandret. Han troede, der ville være de samme spændinger mellem dansk- og tysksindede, som da han forlod købstaden som student. Men spændingerne var for det væsentligste blevet forløst, og gik lidt efter lidt op for den hjemvendte.

”Når man tager væk fra et sted, tror man, der går et tæppe ned, og at alting bliver bevaret, som det var. Man har en forestilling om at forefinde det samme sted, som man forlod, når man på et senere tidspunkt vender tilbage og tæppet går op igen. Sådan var det ikke. Tingene havde forandret sig. Jeg troede, der ville være de samme spændinger, men de var der ikke 20 år efter København-Bonn Erklæringerne.” 

Denne oplevelse har givet yderligere næring til den nu pensionerede præsts interesse for landsdelen Slesvigs historie. Og beretningen om København-Bonn Erklæringerne spiller en helt særlig rolle for ham. Han vil gerne fortælle om erklæringernes tilblivelse, og for nogle år siden skrev han en kronik herom. Dog fortæller han ikke historien for at berette om sin far, men derimod for at vidne om det sønderjyske engagement i sagen.

”Bevæggrunden for, at jeg skrev en kronik herom for et par år siden, var, at Generalkonsul og historiker Henrik Becker-Christensen holdt et foredrag i Tønder om udviklingen i Sydslesvig. Han kom også ind på København-Bonn Erklæringerne. Her synes jeg dog ikke, han fik det for mig helt afgørende med: At initiativet – så vidt jeg ved – kom fra sønderjyderne, eller nordslesvigerne, om man vil. Det politiske initiativ kom herfra, i hvert fald for så vidt, at det herfra blev officielt sat i scene.”

Så du mener sønderjydernes rolle bliver overset?

”Ja, men det er egentlig ikke for at fremhæve sønderjyderne. Det er mere for at fremhæve samhørigheden i grænselandet.”

Sønderjysk pres for mindretallets sag

”Denne lille historie går ud på, at det sønderjyske Venstres to folketingsmænd i København – Jørgen Gram, den ældre, og min far, Frederik Heick, den lidt yngre – var med til et møde i Venstre i Sønderjylland, hvor man diskuterede situationen.

Situationen var den bekendte, at Tyskland skulle med i NATO. Danmark havde vetoret. Man kunne have sagt: Nej, det bryder vi os ikke om. Vi havde jo den grund til det, at det danske mindretal i Sydslesvig blev behandlet meget dårligt. Man havde f.eks. indført en femprocentsklausul, der betød, at man ikke kunne få nogen ind i Landdagen uden at have fem procent af stemmerne. I Sydslesvig kunne man på det tidspunkt samle 40.000 stemmer for mindretallet. Men det slog ikke til, mens man her nord for grænsen bare skulle have et kredsmandat med 9.000 stemmer for at få en mand ind i Folketinget.

Man sagde, at hvis tyskerne skulle med i NATO og skulle være med til at forsvare demokratiet, ville det klæde dem, hvis de ville opføre sig lidt mere demokratisk i Slesvig-Holsten. Der havde tyskerne dog det problem, at det er et forbundsland. Det var jo Landdagen i Kiel, der havde bestemt det her med femprocentsklausulen.

Fra sønderjysk side ville man her lægge pres på tyskerne og slesvig-holstenerne, og derfor skrev man på det sønderjyske Venstres hovedbestyrelsesmøde en resolution.

Det, at det sønderjyske Venstre holder dette møde, synes jeg er så smukt. Det er demokrati fra neden. Der sad de fra hvert sogn og vedtog en resolution. Da min far kom hjem fra mødet om aftenen, sagde han: ”Kan du ikke lige renskrive det her?” De havde nemlig skrevet resolutionen i hånden. Så det er mit bidrag, at jeg renskrev den resolution, som blev resultatet af mødet med de to folketingsmænd. Og resolutionen blev renskrevet, og den kom med til København.

Politikken var her den helt enkle, at vi hænger sammen i grænselandet, og at nordslesvigerne interesserede sig for, hvordan det gik dernede. De havde fingeren tættere på pulsen. De syntes derfor de måtte sige noget, når man med et enkelt kredsmandat her i Nordslesvig kunne vælge tysksindede ind i Folketinget, mens man med 40.000 stemmer ikke kunne få en dansksindet ind i Landdagen. Mere politik var der ikke i det, end ret og rimelighed”, fortæller Thorbjørn Heick.

Han har ikke nogen kopi af resolutionen, og han husker heller ikke længere dens præcise ordlyd. Men han fortæller, at den sønderjyske resolution opfordrede udenrigsminister H.C. Hansen (S) til at tage mindretalsspørgsmålet op ved et forestående NATO-møde i Paris, hvor man håbede, den vesttyske forbundskansler, Konrad Adenauer, også ville være til stede. En løsning skulle ikke fremsættes som et ultimativt krav for optagelse i forsvarsalliancen, men mere som en moralsk henstilling.

 

Sønderjysk storpolitik

Efter mødet i Venstres sønderjyske storkreds, der fandt sted lørdag den 16. oktober 1954, tog Heick og Gram til København, hvor der om tirsdagen, den 19. oktober, var berammet en debat i Folketinget om Vesttysklands optagelse i NATO. Debatten skulle afklare Danmarks position forud for NATO-mødet den 22. oktober i Paris.

”Om tirsdagen var der en debat i Folketinget hele dagen igennem. Der var jo fem partier dengang, og ordførerne for hvert parti fik ordet. Plus at to fra Venstre også fik lov til at få ordet: Jørgen Gram og min far. Det fik de lov til af deres parti, for de var ellers bare menige. Jørgen Gram koketterede lidt med, at han jo ikke var formand for Udenrigspolitisk Nævn, men han ville altså gerne sige på sønderjydernes vegne, at det ville være godt, hvis udenrigsministeren kunne gøre sådan og sådan.

Min far kom også op med et indlæg, eller to endda, hvor han sagde, at det ville være meget fornuftigt, hvis de danske diplomater kunne sørge for, at Adenauer kom til mødet i Paris om fredagen. Det viser, at de havde tænkt det igennem. For hvis nu Adenauer ikke var der, kunne H.C. Hansen ikke sådan en passant sige noget til ham, som han kunne gribe og tage op og få en anledning til at gå videre med.

Debatten endte med, at Folketinget vedtog en dagsorden, hvor H.C. Hansen sagde, at han havde i sinde at udtrykke sig i den retning, som resolutionen lagde op til.

Da H.C. Hansen et par dage senere i Paris fremførte Danmarks holdning til tysk medlemskab af NATO, sagde han også i en bisætning, at det ville jo være endnu smukkere, hvis Tyskland også levede op til noget mere demokrati i grænselandet.

Derefter var der en pause, og i denne pause spurgte Adenauer H.C. Hansen, om de ikke lige skulle drøfte sagen. Han havde med interesse hørt talen, og han havde også allerede ringet til ministerpræsident von Hassel i Kiel og aftalt et møde med ham og sagt, vi har altså et problem her, og det ville være godt, hvis vi lige overvejer det. Og sådan begyndte det altså at køre.”

Tror du, København-Bonn Erklæringerne var blevet til, hvis det ikke var for den sønderjyske resolution?

”Altså, der var jo berammet en folketingsdebat, og det er jo ikke til at sige, hvad der var kommet ud af det, hvis de ikke havde gjort det. Men omvendt har jeg indtryk af fra min far – når der var noget i Folketinget – at hvis noget er i gang, så er det med at udnytte momentum. Hvis man skubber på, kan det komme i gang. I hvert fald har de fremmet kraftigt på, hvad der skete i Paris. Så meget, at jeg synes det burde nævnes i historiebøgerne. Ikke kun fordi det var Jørgen Gram og min far, der stod bag, men fordi det var sønderjyderne, der satte skub i processen.”