Må vi bede om større nysgerrighed og åbenhed

Tilføjet 31. mar 2015 - 14:24
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.1/februar 2015 

Grænselandets styrke er, at det indbyder til at se ud over ens egen næsetip, siger Anke Spoorendonk i dette interview til Grænsen

 

Som dansk sydslesviger er den 68-årige Anke Spoorendonk vokset op med diskussioner om identitet - dansk eller tysk.

I er jo tyske, I taler kun tysk. Det kan godt være, at der ikke kan stilles andre spørgsmål, men jeg syntes som ung, at de diskussioner var udtryk for en lukkethed. Udtryk for en ide om, at vi skal være ligesom dem i Danmark,” siger hun.

I dag, da hun som den første fra det danske mindretal beklæder en ministerpost for den slesvig-holstenske regering i Kiel, er hun fortsat optaget af identitetsspørgsmålet, for det er ikke rigtigt til at komme uden om i grænseregionen. 

”Jeg kunne godt savne en tilgang til det spørgsmål, som er mere åben og mere tidssvarende. For både vi og Danmark er et andet sted nu end tidligere. Så den dér mangel på nysgerrighed har jeg været træt af. Jeg tror, at jeg rammer noget, som mange sydslesvigere føler: At det er lidt lige meget, hvad vi siger, for det er alligevel de samme spørgsmål, der kommer fra Danmark. Og lysten til at se på grænselandet og mindretallet ud fra en mere åben holdning, synes jeg jævnligt ligger på et lille sted.”

Men der er folk, der hævder, at repræsentanter for mindretallet selv er med til at fastholde et bestemt billede af mindretallet. Hvad siger du til dem?

”Det er nok rigtigt, at vi i Sydslesvig også skal turde give udtryk for den mangfoldighed, vi repræsenterer. Jeg tror, at når vi nu og da kommer med forestillinger, der korresponderer med det, man efterlyser i Danmark, er det fordi, vi jo godt er klar over, at vores mindretalsliv er udtryk for en balancegang.Hvor tysk kan man være og stadig tale om en dansk mindretalsidentitet? Hvor meget mindretal kan man være uden at være det hele vejen igennem?

Når vi taler sprog, så siger vi i Sydslesvig, at sprog og identitet ikke passer sammen 1:1. Mennesker oplever sig selv som en del af det danske mindretal, uden at de nødvendigvis bruger det danske sprog særlig meget. Og det er velkendt, at brugen af dansk i høj grad afhænger af, hvem man taler med, hvor man er osv.”

Hvad siger du til de kritikere, der kalder det et teaterstykke, det danske mindretal opfører for at få penge?

”Jeg tager det som udtryk for en skråsikkerhed. Og den viser, at man ikke har vilje til at tage for gode varer, at der er mennesker - nogle mere end andre - som føler en tilknytning til det danske. Det er klart, at vi gerne vil have så mange som muligt til at være en del af mindretallet, men kendsgerningen er, at der jo, at der er mange måder at være med i mindretallet på.”

Her holder Anke Spoorendonk en pause – for at tage tilløb:

”Mit hovedærinde er, at jeg efterlyser en mere nysgerrig og åben holdning til mindretallet og til, hvad der foregår uden for den lille smørklat, man selv lever i. Jeg er lidt træt af at få at vide fra Danmark, hvordan det danske mindretal skal agere, og hvad vi skal mene.”

Kan man se regionen og grænselandet som et brohoved til Europa?

”Ja, det er for mig at se en af grænselandets styrker, at det indbyder til, at man ser ud over sin egen næsetip, og til, at man også bliver bevidst om, hvor man selv står, og bliver bevidst om, at det ikke handler om at få det hele rørt sammen i en pærevælling, men snarere om dialog og kulturmøder.”

Har I selv et medansvar for, hvordan vi i Danmark opfatter det danske mindretal?

”Jeg synes, at vi skal gøre, hvad vi kan for at oplyse om, hvad mindretallet er.

Men jeg oplever, at der er kommet en ny generation af politikere, som burde vide noget, men som faktisk ikke gør det. Det er en opgave, som man ikke bare kan afslutte en gang for alle.”

Anke Spoorendonk holder en lille tænkepause og siger – som en eftertanke:

”Vi lever i et mediesamfund, hvor vi bliver bombarderet med informationer. Det ville være fint, hvis vi var bedre til at tænke over, hvad kan vi gøre for at deltage i den danske diskussion. I SSW er vi optaget af regionen, for det er her, vi lever, og det er her, vi skal påvirke. Men jeg har jævnligt selv tænkt på, at man burde blande sig i den danske debat, men så får jeg det ikke gjort, fordi det nære her kræver en ekstra indsats.”

Du tøver ikke af frygt for, at det bliver fejlopfattet?

”Næh, jeg tror sådan set, at det ville blive opfattet positivt, men jeg er også lidt træt af, hvis danske medier ringer og bruger mig som instrument til en indenrigspolitisk debat i Danmark. Jeg synes, at ’det aktive medborgerskab’ kunne være en fællesnævner, der både kan anvendes i forhold til det danske mindretal og i forhold til diskussionen om integration i Danmark. De unge fra det danske mindretal har i øvrigt også en fælles oplevelse af at blive mødt som fremmede af rigsdanskere.”

Hvorfor tror du, det er sådan?

”Det handler om det, jeg kalder den manglende nysgerrighed i forhold til den, man taler med. Holdningen er åbenbar: Du skal helst være, ligesom jeg er, så accepterer jeg dig. Hvis du er anderledes, så er det ikke mig, der er noget i vejen med, men dig.”

Hvordan får vi brudt den op?

”Kun ved kulturmøder på mange niveauer. Og i Sydslesvig har vi også brug for de der kulturmøder mellem mindretal og det danske fællesskab. Noget af det, der har haft stor betydning, har været de sydslesvigske feriebørns oplevelser i Danmark. Det har haft kolossal betydning for at skabe forståelse for den danske virkelighed. Vi skal have levende mennesker til at mødes. Kun ved at mødes lærer man hinanden at kende.”

Hvordan ser du fremtiden for det danske mindretal – hvad er det for en udvikling, der er i gang?

”Mindretallets styrke er, at vi har et foreningsliv og institutionerne, som er med til at fremtidssikre mindretallet. Men opgaven er at få vores folkelige mindretalsliv til at passe sammen med det liv, der udfoldes omkring vores institutioner, skoler, børnehaver osv. At få den forbindelse til at leve videre, er en stor opgave.

Hvis du kun opfatter dig som en, der sender dit barn i en dansk skole, og ellers i øvrigt er ligeglad med mindretallet, så får mindretallet på sigt et problem, for så er der ikke noget engagement. Så går det ud over det folkelige engagement og det foreningsliv, der er så vigtigt for os.”

Anke Spoorendonk fylder 70 år i 2017 og har meddelt sit parti, at hun ikke genopstiller op til næste valg i landdagen i 2017. ”Nu er det tid til børnebørnene”, siger hun.

 

Anke Spoorendonk er justits-, kultur- og europaminister og viceministerpræsident for partiet Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) i Slesvig-Holsten siden juni 2012. I 1996 blev hun for første gang valgt ind i Landdagen i den slesvig-holstenske landdag i Kiel, hvor hun var gruppeformand for SSW. Mellem 1990-1996 kredsdagsmedlem for SSW i Slesvig-Flensborgs kredsdag.

I 2008 blev Anke Spoorendonk slået til ridder af Dannebrog. Hun er født og opvokset i Sydslesvig, læste tysk og historie på Københavns Universitet og fungerede som lærer på Duborg Skolen i Flensborg, hvorfra hun selv blev student i 1966.