Det er en gave at have to sprog og to kulturer

Tilføjet 15. apr 2015 - 14:59
Del nyheden

Hun har om nogen dansker vendt sin dansk-tyske baggrund til en fordel i sit professionelle liv. Det har været et bevidst valg, som ligeså godt kunne været gået helt anderledes, fortæller prorektor ved Københavns Universitet, Lykke Friis.

Af Lotte Dahlmann

”Jeg har altid opfattet det at have to nationaliteter som en gave. 
Det er en gave at have to sprog, to kulturer – og at have det udsyn.
Jeg er vokset op med, at du godt kan have to identiteter.
For mig har det aldrig været et nulsumsspil men altid et plussumsspil.”

Der bliver speed-snakket som altid, når Lykke Friis engagerer sig i en diskussion. Sådan er hun kendt af de fleste danskere. De husker hende også som EU-specialist, tysklandsspecialist og klimaminister for Venstre under Klimatopmødet i København i 2009. De fleste har også gennemskuet, at hun elsker fodbold – og hepper på Bayern München og Tyskland.

Sympatien for det tyske fodboldhold skyldes familieforholdene. Far var dansk og mor tysk, og Lykke Friis har aldrig lagt skjul på sit forhold til Tyskland. Det gentager hun i dag:

”Jeg er helt dansk, selvom jeg er halvt tysk”, siger hun helt selvfølgeligt.

Specialerne har hun læst sig til, men at hun skulle udvikle sig til at være den foretrukne ekspert i medierne om især tyske forhold, det skyldes til dels hendes ophav. Men ikke helt på den måde, man skulle tro. Der er tale om et bevidst tilvalg: En livsbane udstukket af en fandenivoldsk oprørstrang i Lykke Friis – og hendes far.

Intet var givet på forhånd

Lykke Friis’ far, Hans, voksede op i Aabenraa, hvor hendes farmor under Anden Verdenskrig var aktiv i modstandsbevægelsen mod nazisterne. De følelser fyldte stadig meget for farmoderen efter befrielsen, og hun var med Lykke Friis’ ord direkte tyskerfjendsk.

”Hun sagde til min far, da han kom hjem med min mor, som var fra Kiel: Når nu du vil giftes med en udlænding, hvorfor skulle det så lige akkurat være en tysker!

Jeg reagerede som jeg tror, de fleste børn gør: Du skal ikke kritisere min mor!”

Lykke Friis voksede op på Sjælland og gik fra 6. klasse på den dansk-tyske Skt. Petri Skole i København. Hun var derfor langt fra grænselandet, hvor modsætningerne mellem danskere og tyskere trivedes helt frem til 1990’erne.  Ikke desto mindre kan hun huske forskellige optrin, hvor hendes delvist tyske baggrund blev kommenteret:

”Jeg er født i 1969 og gik på den dansk-tyske skole Skt. Petri. I starten af firserne var det ikke hipt at have en tysk mor. Min bror og jeg var også udsat for at blive kaldt pølsetyskere og nazisvin – uden at min opvækst skal lyde Knud-Romersk”, siger hun med henvisning til forfatteren Knud Romer, hvis barndom blev stærkt præget af den modgang, han og hans familie oplevede, fordi hans mor var tysk (læs Grænsen nr. 1, 2015).

”Jeg husker engang, jeg tog toget hjem fra Skt. Petri sammen med en veninde. Vi sad i toget og talte tysk og dansk sammen i én pærevælling, da en dame kom hen til os og sagde: ”I Danmark taler vi dansk.”

”Jeg reagerede med, at jeg måtte finde ud af, hvad der var med det der tyske. Så jeg var fast gæst på Gentofte Bibliotek og lånte ALT, der var om nationalsocialismen. Og jeg havde den helt store

Vergangenheitsbevältigung (selvopgør med nazismen, som tyskerne har gennemgået, red.) i en meget tidlig alder. Vi diskuterede også voldsomt meget i skolen. Vi havde en lærer (Uri Yaari), der som jøde havde overlevet Auschwitz, så vi diskuterede hele tiden den kollektive skyld: Var vi selv skyldige? Hvorfor var der ikke flere, der sagde fra under nazismen; og vidste de ikke, at jøderne blev gasset? – Alle sådanne emner. Når jeg tænker tilbage på det, er det egentlig tankevækkende, hvor meget tid vi brugte på det. Men det gjorde vi altså, og derfor fik jeg et meget afklaret forhold til disse ting. Jeg har taget de debatter og kan forholde mig til den tyske histories skyggesider. Her var jeg meget inspireret af Richard von Weizsäcker (tysk forbundspræsident fra 1984-94, som døde 31. januar 2015, red.). Han sagde: Der er ikke kollektiv skyld men et individuelt ansvar. Og der er et individuelt ansvar for, at det ikke skal ske igen.

Jeg oparbejdede en fascination for det tyske, og jeg havde på et tidspunkt holdningen: Kan I slet ikke se det!!?? Og det er sandt, at jeg aldrig har lagt skjul på min kærlighed til det tyske. Jeg ifører mig den tyske landsholdstrøje og kører rundt med det tyske flag – og så må vi tage debatten.  Ikke mange andre danskere dyrker Tyskland ligeså passioneret, så det er nok forklaringen på, at jeg har fået den profil, jeg har”, siger Lykke Friis og ler.

Du har altså oplevet smerten, men du har haft en fandenivoldsk tilgang til det?

”Ja, jeg står ved min baggrund! Jeg er stolt af Tyskland, ligesom jeg er stolt af Danmark. Og så er der elementer ved begge lande, som jeg er mindre stolt af, men sådan er det jo med nationalitet – på godt og ondt.”

Det er interessant, at du slet ikke har noget af din farmors skepsis. Din far formåede på en generation at slippe det had, som din farmor havde opbygget til tyskerne. I mange andre familier kunne det være blevet nedarvet fra generation til generation. Hvad tror du er forklaringen på det?

”Det har du ret i. Min far reagerede fuldstændig modsat, og det har naturligvis præget mig. Jeg kunne sagtens være vokset op i et hjem, som vendte alt tysk ryggen. Havde han reageret anderledes, så var det her interview måske aldrig blevet aktuelt, for så havde jeg ikke haft det samme forhold til Tyskland. Og der er da mange, som har to nationaliteter, men som aldrig dyrker den ene.”

Så det var en viljesakt?

”Ja, min familie valgte det tyske til.” Lykke Friis kigger tænksomt bort et kort øjeblik:

”Måske kommer det fandenivoldske i virkeligheden fra min far. Han reagerede modsat. Han syntes, at – hæ-hæ (Lykke Friis gnækker med et skælmsk smil) – det ville da være en kolossal fordel for børnene, hvis de kunne tale ligeså godt tysk som dansk. Og min fars hobby var at drille tyskerne, han elskede det! Med nationalsocialismen, og han havde styr på hele historien. Samtidigt med, at han brugte tid på at tage sine danske akademiøkonomer til Tyskland. For når det kom til stykket, var han dybt fascineret af alt tysk – lige fra min mor over de tyske byer til tysk kultur. "

I dag er stemningen vendt i forhold til Tyskland, mener Lykke Friis.

”Det er meget svært i dag at finde denne antipati nogen steder. Tværtimod er der nu en fascination. Mange danskere valfarter til Berlin; der står stor respekt om Angela Merkel, og så ser du også i populærkulturen, at tysk fylder mere i dag.”

Er tyskdet nye sort?

”Ja absolut! Det er da lidt interessant, at de unge nu bruger udtryk som übercool, og vi har en Cafe Gefährlich i Danmark! Så det er gået fra, at tysk var noget, man ikke ville røre med en ildtang og til, at vi nu nærmest vil planke det tyske brand.”

Hun holder en lille pause og fortsætter:

”Men der hvor det så bare ikke slår igennem – trods interessen – er på danskernes lyst til at lære tysk. De stormer ikke ind på universitetet, eller vælger tysk i gymnasiet. Du ser heller ikke tyske bøger i boghandlen, film eller hører tysk musik. Der er et stort gab mellem den rolle, Tyskland har politisk, og så det fokus, vi har på Tyskland herhjemme. Der er jo ingen (medier), der dækker et valg i en delstat i Tyskland, men til gengæld dækker vi alle primærvalg i USA.

Pointen er, at Tyskland er – og ikke mindst med Angela Merkel – ”Dreh- und Angelpunkt” i Europa (omdrejningspunkt, red.). Dansk eksport er kolossalt afhængig af Tyskland, og derfor taber vi på bundlinjen ved ikke at fokusere mere på Tyskland.”

Det er tydeligt, at Lykke Friis sådan set ikke har ændret holdning i årenes løb: Hun synes stadig, at Danmark og danskerne af helt indlysende grunde burde interessere sig mere for den store nabo mod syd. Man hører genlyden af: ”Kan I virkelig ikke se det?!”

Hvad er det, vi overser?

”Tyskland er en smeltedigel i disse år mellem øst og vest. Det er måske der, hvor vi i Danmark fortsat har det lille, gamle Europa fra før Murens fald i tankerne. Men hvis man er i Berlin, kan man ikke undgå at bemærke, at det er et helt anderledes, udvidet, Europa med Polen, som spiller en væsentligt større rolle – og ligeledes med Baltikum. Tyskerne er kommet væsentligt tættere på Ukraine, end vi er i Danmark. Det er nok også derfor, at de engagerer sig lige så voldsomt i Ukraine-krisen som i Charlie-Hebdo-tragedien. Det står i kontrast til Danmark, hvor vi trods de mange døde og de tusindvis af sårede i Ukraine ikke har nogen synderlig debat om det.

Det er lidt paradoksalt. For i grænselandet har vi jo både erfaring i, hvad der sker, når man ændrer grænser med magt og hvordan sår kan heles. København-Bonn Erklæringerne er jo en fantastisk succeshistorie. Men siden Uffe Ellemann har vi tabt lidt af det engagement, vi har haft Central- og Østeuropa – herunder de baltiske lande.

Den luksus kan tyskerne ikke tillade sig, for de er landet, der bor midt i det hele. Tyskerne har fået dette ”Mittellage” igen på godt og ondt med genforeningen af øst og vest, som de ikke har haft siden Bismarck. Under den kolde krig lå man pludselig mere ovre mod Frankrig og fokuserede derfor også mere på Frankrig, end man gør den dag i dag. I dag ser tyskerne mere holistisk på det samlede Europa, og det kan vi godt lære noget af.”

Billedlig talt – skal vi have hevet jerntæppet fra vore øjne her i Danmark?

”Ja, det kan du godt sige.”

Du har om nogen draget fordel af din blandede baggrund. Har du udnyttet disse fortrin helt bevidst?

”Ja! Jeg læser tyske aviser først, dernæst de danske. Det giver mig et andet perspektiv på mange problemstillinger, og det spiller naturligvis også en rolle i politik, at man ikke kun ser det ud fra en dansk optik men også kan have andre landes stilling med i sin kalkule. Det skal en hvilken som helst minister have, så det er ikke unikt, det jeg gjorde. Men det, at jeg har det helt inde på rygraden, har været en kolossal fordel for mig. Og det er det også i dag (i sit arbejde som prorektor, red.) i relation til udenlandske studerende etc.

Det har været en enorm fordel for mig som minister, ikke bare i forhold til tyske kolleger, men også i forhold til de central- og østeuropæiske lande. Vi havde nærmest en ”mafia-klub” af ministre, der talte tysk. Og når jeg koordinerede med dem kunne jeg ”punch above my weight” (altså komme op i en højere vægtklasse end jeg egentlig var berettiget til). Men det er jo ikke nok bare at kunne sproget. Det er også vigtigt at have den kulturelle forståelse, og det er vigtigt for at komme ind på livet af f.eks. politikere. Hvor er landet henne, hvad taler de om? Og det er godt at vide, hvem der ligger i top 3 i Bundesligaen, og hvad der er af nye romaner. Det er det, der giver forståelsen.”

Hvad vil du sige til unge i det danske og det tyske mindretal i grænselandet, som siger, at deres identitet ikke er et enten-eller men et både-og. Kan du skelne mellem to identiteter, eller bliver det hele ”multikulti”, hvor alt er blandet sammen?

”Jeg har nok en mere amerikansk tilgang til identitet. Derovre er man både amerikaner, texaner, fra Forth Worth etc. Jeg vil den dag i dag hævde, at jeg altså ikke er mindre dansk, fordi jeg er halvt tysk. Det er ikke et nulsumsspil, og jeg synes mange gange, at jeg har oplevet at kunne trække noget tysk med hjem som en kolossal fordel – ligesom jeg har kunnet trække på det danske, når jeg er i Tyskland. Selvom jeg er tysk, er jeg jo netop ikke 100% tysker. Tyskerne kan meget godt lide, at vi danskere er mere uformelle, har en mere humoristisk tilgang og tør noget mere – også i politiske sammenhænge.

Så jeg har brugt begge sider af min identitet. Jeg tror ikke på, at ”multi-kulti” er nogen fare. Også fordi, hvis du kigger tilbage til dem, der bor i grænseregionen, så er de jo per definition ”multi-kulti” forstået som dansk-tysk. Og sådan er det jo også her i Danmark. Hvis vi kigger på vores stamtræ, så har de fleste af os tysk blod i årerne.”

Og det er en berigelse?

”Ja. Men selvfølgelig skal man være opmærksom på at holde sine danske traditioner ved lige og være bevidst om, hvor man kommer fra. Jeg synes, at der er en voksende interesse for dansk historie. Og det er måske klart nok, jo mere global verden bliver. Her på universitetet har vi for eksempel lige holdt et seminar på humaniora om mode for vikinger, samtidigt med at vi har sat fokus på Danmark under 1. Verdenskrig og markerer 70 året for Danmarks befrielse ved at åbne dørene til de nulevende modstandsfolk. Så der ér en fornyet interesse for vores historie og vores rødder, så vi med den i bagagen kan drage ud i verden.”

Tiden er gået, og meget passende ringer det lige om lidt ud til frikvarter på Skt. Petri Skole, som ligger lige over for prorektorens kontor i hjertet af København. Hver dag kan hun derfor lige kaste et blik over gaden og blive mindet om den blandede kulturelle baggrund, hun i den grad er rundet af.

I juni-nummeret af GRÆNSEN anmelder vi Lykke Friis nye bog:

”Hund efter Tyskland, 25 år efter Berlinmurens fald”

188 sider, Gyldendal.