Grænselandets fremtid

Foto: Michael Rosenvinge

Tilføjet 28. maj 2015 - 10:21
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.2/april 2015

Af Michael Schack

En gang var jeg på vej tilbage fra Berlin til Aabenraa. I toget talte jeg med en ung kvinde. Hun var læge og flyttet til Danmark med mand og to børn. Det, som tiltrak hende, var bedre arbejdsvilkår, som kunne forenes med et velfungerende familieliv. Samtidig savnede hun dog storbylivet i Berlin: “Det virker, som om alting står stille i Sønderjylland - der er ikke ret meget, der peger fremad”, sagde hun. Jeg husker stadigvæk samtalen og må indrømme, at jeg indimellem har samme fornemmelse, når jeg er på vej hjem fra København.  

 
 

I mere end 25 år har vi prøvet at finde den rette balance mellem de historiske minder, som grænselandet repræsenterer, og fælles vækst i det grænseoverskridende samarbejde. Indimellem får man fornemmelsen af, at den største succes er grænsehandelen og turismen. På jagt efter gode tilbud syd for grænsen vender vi hjemad med sodavand, øl og vin. Omvendt tager tyskere gerne i sommerhus på den danske vestkyst.

Udfordringer i grænselandet

Ved siden af disse indtryk er der dog sket en del. Siden 1990 er der blevet igangsat adskillige dansk-tyske samarbejdsprojekter med midler fra den Europæiske Union. I 1992 startede samarbejdet om fælles uddannelser ved universiteterne i Sønderborg og Flensborg. 1997 dannedes Region Sønderjylland-Schleswig, hvor Sønderjyllands Amt og de tre tyske landkredse syd for grænsen prøvede at forbedre samarbejdet inden for en række områder. Ti år senere er der allerede tale om flere tiltag som f.eks. et samarbejde mellem Industri- og Handelskammeret i Flensborg og Udviklingsråd Sønderjylland, som går mere i retning af fælles vækst og beskæftigelse i grænseregionen. Og siden 2014 er der blevet arbejdet på at etablere fælles dansk-tyske erhvervsuddannelser i et netværk mellem erhvervsskoler nord og syd for grænsen. Her er der tale om den største udfordring, man står over for i grænselandet: Hvordan sikrer vi kvalificeret arbejdskraft til virksomhederne i de kommende 15 år?

Både nord og syd for grænsen oplever vi en befolkningsforandring. I de kommende år bliver vi ikke færre indbyggere, men andelen af ældre, som går på pension, bliver større og større. Dertil kommer, at de unge forlader grænselandet til fordel for de større byer. Syd for grænsen flytter de unge ofte efter fuldendt uddannelse. Nord for grænsen flytter man til uddannelsesstedet. Resultatet er det samme: De vender sjældent hjem. På sigt vil dette vandringsmønster betyde en fare for vækst og velfærd. For et par år siden opstod derfor også begrebet “udkantsdanmark” - Sønderjylland betragtes som en del af udkanten, ligesom det nordlige Slesvig-Holsten ligger et eller andet sted “nord for Hamborg”.

Derfor har man valgt at udarbejde en del dansk-tyske erhvervsstrategier og -analyser. Siden 2005 er det blevet til ikke mindre end 11 af slagsen. Hver som en kommer dybest set frem til de samme resultater og mål. Og hver gang bliver det påpeget, at grænselandet kun kan opnå målene og bedre vækstvilkår, hvis man går sammen om at igangsætte initiativer til at fremme væksten.

Der er helt klart nogle udfordringer ud over arbejdsmarkedet og befolkningsudviklingen, som for alvor bør tages op. Men det ændrer ikke ved, at det netop er inden for disse områder, at chancerne er størst for at gøre noget for befolkningen i fællesskab. Netop derfor har det grænseoverskridende arbejdsmarked og uddannelserne gennem årene været de emner, som har haft mest bevågenhed.

At bo og at arbejde

Hvis man f.eks. sammenligner antallet af de mennesker, som arbejder i det ene land og bor i det andet - grænsependlere - så kan man i dag konstatere, at deres andel af den samlede beskæftigelse i de fire grænsenære kommuner er større end i Øresundregionen. Den ligger lidt under 3,5 procent i forhold til under 2 procent i Københavns kommune eller under 1 procent i Region Hovedstaden.

I mange år har der været en større arbejdsløshed syd for grænsen end nord for grænsen. Især i 2008, da vi oplevede - i hvert fald statistisk set - næsten fuld beskæftigelse i Danmark, var der ca. 18.000 tyskere, som fandt job nord for grænsen. Sidenhen fulgte finanskrisen, konjunkturerne skiftede, og i dag er arbejdsløsheden i Danmark og Tyskland på næsten samme niveau. Samtidig gik antallet af grænsependlere tilbage til ca. 6.000, og i dag er andelen af de højere indkomstgrupper blandt grænsependlere meget større end tidligere. Der er ikke længere tale om kortvarige jobs men om en faktisk tilpasning til de behov, som erhvervslivet har. Alt tyder på, at disse er de første tegn på et arbejdsmarked, som rækker henover grænsen.

Til gengæld er det også interessant at se på, hvilke barrierer der stadigvæk findes. Tilbage i 1997 gennemførte Institut for Grænseregionsforskning en spørgeskemaundersøgelse blandt grænsependlere. Dengang var et af de mest overraskende resultater, at der var lige så mange, som blev grænsependlere, fordi de flyttede til nabolandet og beholdt deres arbejde i hjemlandet, som dem, der fik arbejde i nabolandet. Grunden til, at så mange af dem beholdt deres arbejde i hjemlandet, var, at de kunne bruge deres uddannelse bedre der end på en arbejdsplads i nabolandet. Samtidig var det åbenbart nemmere at flytte - ofte med hele familien. I dag er der f.eks. ca. 35.000 tyskere, som bor et sted i Danmark, og tyskere udgør nu den største befolkningsgruppe med et andet fødeland end Danmark.

Når vi i dag taler om forhindringer på det grænseoverskridende arbejdsmarked, så vil man muligvis tænke på sprog som den største barriere. Især de, som aldrig har prøvet at flytte til eller arbejde i udlandet, er fuldt overbeviste om, at det må være det største problem.

Sprog som barriere?

Men erfaringerne fra et lille projekt med elever på tyske arbejdspladser, som Industri- og Handelskammeret i Flensborg står for, tyder på, at dette ikke er tilfældet. Faktisk lærer man sproget hurtigere og på en anden måde end i skolen eller på et universitet. Man lærer det i hverdagen ved at snakke med kollegaer, se fjernsyn, og man hører det hele tiden på sit arbejde, for man er tvunget til at gøre sig forståelig. Man lærer med andre ord hele tiden.

En større forhindring er derimod manglende viden om muligheder og forhold, som er anderledes end derhjemme. Er f.eks. skat allerede noget, som opleves som kompliceret herhjemme, så går man ud fra, at det må være endnu mere kompliceret på den anden side af grænsen.

Endnu mere uvist bliver det, når man tænker på uddannelse. Uddannelsessystemerne i Danmark og Tyskland er meget forskelligt organiseret - bortset fra universitetsuddannelserne. Man har siden slutningen af halvfemserne valgt at harmonisere og internationalisere universitetsuddannelserne i Europa. Dybest set råder alle universiteter over et internationalt kontor, hvor udenlandske studerende rådgives. Der findes aftaler mellem universiteter om udveksling af studerende. Og der er klare kriterier for anerkendelsen af de eksamensbeviser, som man har opnået på et udenlandsk universitet. Hvis man derimod ser på erhvervsuddannelserne, finder man ikke tilsvarende tilbud på trods af, at en stor del af de beskæftigede på arbejdsmarkedet er erhvervsuddannede. Det bygger muligvis på den misforståelse, at høje kvalifikationer er ensbetydende med en universitetsuddannelse. Spørgsmålet er dog, om dette holder i virkeligheden.

Dynamik i grænseregionen

På trods af mange dansk-tyske erhvervsstrategier og på trods af midler fra den Europæiske Union til at gøre noget ved de barrierer, det dansk-tyske samarbejde støder på, er dynamikken i grænseregionen ikke særlig stor. Til gengæld er udfordringerne på begge sider de samme, og alt tyder på, at man kun i fællesskab kan tage dem op for alvor. 

Dette gælder især for et nyt syn på uddannelsestilbud og de muligheder, der ligger i et øget grænseoverskridende samarbejde. Alternativet er at stole på de fordele, der findes i en “udkantsregion”. Om kvinden fra togets børn føler sig tiltrukket af disse fordele, når de får studenterhuen på, er et helt andet spørgsmål.

Dr. Michael Schack er uddannelseschef i Flensborg Handelskammer og medforfatter sammen med professor Torben Dall Schmidt fra SDU til debatoplægget ved den dansk-tyske konference om vækst og erhvervsudvikling i Grænseregionen i Sønderborg 16. februar 2015.