Mindretalsperspektiv viser ytringsfrihedens grænser

Tilføjet 04. jun 2015 - 14:56
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2015

De seneste års ophedede debat om ytringsfrihed i Danmark bliver fulgt med lige dele undren og bekymring syd for den dansk-tyske grænse. ”Man kan måle et lands demokratiforståelse på den måde, det behandler sine mindretal. Her har jeg mine betænkeligheder, når jeg ser mod Danmark”, siger Flemming Meyer fra SSW. Samtale om ytringsfrihedens betydning i forhold til beskyttelsen af mindretal.

Af Merlin Christophersen

”Ytringsfriheden er et af demokratiets store goder, og vi skal værne om den. Men ytringsfriheden indebærer også selvforpligtelse, og den må således aldrig misbruges til at krænke eller ydmyge andre. Jeg er bange for, at selvforpligtelsen til at være anstændig er ved at gå tabt i nogle dele af det danske samfund. Selvbegrænsning burde være en selvfølgelighed. Det gælder ikke kun for enkeltpersoner, men i den grad også for befolkningsgrupper, religioner og mindretal.”

Ordene er Flemming Meyers, formand for det danske mindretalsparti, SSW, i Sydslesvig. Han er bekymret for, at vi i Danmark er ved at glemme bevidstheden om, hvad vores værdier indebærer.

Siden Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 tegninger af profeten Muhammed, som satte den muslimske verden i brand, har erklærede forkæmpere for ytringsfriheden – med diverse medier og politikere i spidsen – argumenteret for, at vi skal turde sige og vise alt, også det, der sårer andre. Muslimer og islam er i debatten blevet angrebet for at være en voldelig religion, og det synspunkt har bredt sig til resten af Europa, fordi de voldelige anslag mod frie ytringer om muslimernes profet og deres religion er blevet udført i selvsamme profets navn.

I ti-året for JP-tegningesagen har politikere og medier givet udtryk for, at det at ytre sig ikke blot er en frihed, men ligefrem en pligt. F.eks. mener forskellige folketingspartier, at de 12 tegninger fra 2005 skal indgå i folkeskolens undervisningsbøger, og enkelte mener endda, at lærerne skal
pålægges at vise dem til eleverne.

Ytringsfrihedsdebatten fra et mindretalsperspektiv

Den tyske professor i politik- og kommunikationsvidenskab, Kai Hafez, har forsket i ytringsfrihed og religiøse mindretal med særligt fokus på islam. Han mener, at hele debatten om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger er blevet overophedet og radikaliseret.

”I bund og grund er det en latterlig og overfladisk diskussion at sige, at vi frit skal kunne ytre radikale meninger. Hvis argumentet tænkes ind i en hverdagssituation, står det klart, at det er der ingen, der gør. Hvis jeg skulle fortælle hvert menneske, jeg møder på gaden, hvad jeg synes om vedkommende, så ville den verden, jeg bevæger mig i, bryde sammen. Samfundets sammenhængskraft er ikke bare afhængig af, at vi ikke slår løs på hinanden. Den er også afhængig af, at vi ikke taler sammen med overdreven polemik. I hverdagssituationer afvejer vi meget nøje, hvad vi vil og kan sige, og vi afvejer, om vi med vores ytringer sårer eller krænker vores modpart. Det er præcis det, vi også bliver nødt til at gøre i samfundsmæssige sammenhænge over for vores mindretal,” siger han.

Set i et mindretalsperspektiv kan ytringsfrihedsdebatten opfattes som manglende anerkendelse af et religiøst mindretal af betydelig størrelse. I såvel Danmark som Tyskland udgør muslimer 4-5 procent af befolkningen.

Det danske mindretals erfaringer

Af erfaring ved man i Sydslesvig, hvor vigtigt det er at blive anerkendt i samfundet. Flemming Meyer understreger i den forbindelse, at anerkendelse politisk kun kan opnås, hvis man som samfund satser på at integrere og ikke assimilere sine mindretal. Han understreger, at det demokratiske samfunds sammenhængskraft er betinget af integration af mindretallene, fordi det drejer sig om befolkningsgruppers kulturelle identitet. Og tager man identiteten fra folk, vil de kæmpe for den, og dermed opstår spændingerne.  

”En gammel talemåde siger, at man kan måle et lands demokratiforståelse på den måde, det behandler sine mindretal. Her har jeg mine betænkeligheder, når jeg ser mod Danmark. For her ser det ud til, at flere politikere ikke har forstået forskellen mellem integration og assimilation. Integration betyder, at man som mindretal skal kunne leve med sit sprog, sin kultur, sin religion og sine traditioner, uden at man på nogen måde bliver set ned på eller bliver betragtet som mindreværdig. Mindretalskulturen skal sidestilles med flertalskulturen, og det gælder også økonomisk, når der f.eks. gives statstilskud til kulturelle arrangementer,” mener Fleming Meyer.

Flemming Meyer mener ikke, man ligefrem kan sætte lighedstegn mellem de nationale mindretal i det dansk-tyske grænseland og migrationsmindretal som f.eks. de muslimske medborgere. Men han understreger, at det grundlæggende princip om integration og anerkendelse skal gælde alle befolkningsgrupper i samfundet.

Kan Sydslesvig gøre Danmark lidt klogere?

Han opfordrer ’rigsdanskerne’ til at kigge mod Sydslesvig. Landsdelen, der gør Danmark lidt større, kan måske også gøre Danmark lidt klogere på sig selv.

”Når det drejer sig om anerkendelse af mindretal, er vi i grænselandet forbilledlige, for vi har selv oplevet ikke at blive anerkendt. Jeg er selv blevet set ned på, fordi jeg gik i en anderledes skole og dansede om juletræet. Jeg kan derfor ikke understrege nok, at man skal møde sine mindretal med integration og ikke med krav om assimilation. Det er det, der er sket i Sydslesvig, hvor det danske mindretal i dag på bedste vis er integreret i det tyske samfund,” fortæller Flemming Meyer.

Derpå forklarer mindretalspolitikeren sammenhængen mellem anerkendelse, ytringsfrihed og tillid: ”Ligesom de grundlæggende værdier i det danske samfund bygger ytringsfriheden på tillid, og tilliden er elementær for samfundets sammenhængskraft. F.eks. skal man have tillid til, at alle individer grundlæggende vil samfundets bedste, og at andre ikke udnytter egne friheder til at skade andre. Derfor er selvforpligtelse forudsætningen for tillid, og det gælder særligt i ytringsfrihedsdebatten. Det er vigtigt, at vi gør os disse sammenhænge mellem de grundlæggende værdier i det danske samfund klart, for ellers taber vi værdierne, og det er ved at ske i Danmark,” påpeger Flemming Meyer.

”Her råber jeg så vagt i gevær. For tilliden, denne særligt danske værdi, er ved at gå tabt. I Danmark har vi mange værdier – som dansk hjertelighed, humor og medmenneskelighed – og dem må vi værne om. Vi må bevidstgøre os om dem, for at de ikke går tabt. I dele af det danske samfund – i dele af politikken, medierne og befolkningen – mangler en bevidsthed om egne værdier. F.eks. blev jeg dybt rystet over at se reaktionen på de forfærdelige hændelser i København (attentaterne lørdag den 14. februar, red.) på de sociale medier. Tonen var ekstremt hård, og der blev opfordret til forfærdelige ting, heriblandt dødsstraf.”

Grænselandet som multikulturelt forbillede

Både Flemming Meyer og Kai Hafez understreger, at en beskyttelse af mindretallene ikke skal ske gennem lovgivning, men derimod gennem en øget etisk bevidsthed i omgangen med hinanden. Det er med andre ord bydende nødvendigt, at vi ikke kaster med verbale sten efter hinanden, men derimod går i dialog med alle befolkningsgrupper i samfundet. For dialogen forudsætter en interesse for at lære sin modpart at kende, en bevidstgørelse, der indeholder kimen til anerkendelse, forklarer Kai Hafez.

Professoren understreger, at man må satse på en multikulturel samfundsforståelse, hvis integrationsprojektet skal lykkes. Og den multikulturelle politik må fremføres i alle dele af offentligheden:

”Det multikulturelle er i dag anerkendelsespolitik. Det er nødvendigt, at man offentligt beskæftiger sig med de kulturelle forskelle og fører en offentlig og oplyst dialog om dem. Man har brug for at praktisere en levende form for tolerance. Tolerance, ikke som ligegyldighed, men som beskæftigelse med den anden: Flertallet bliver nødt til at beskæftige sig med mindretallenes egenart. Man skal åbent bekende sig til en anerkendelse af mindretallene, som de er”, siger Kai Hafez.

Også Flemming Meyer går helt og aldeles ind for en flerkulturel politik, som jo er den, der i vid udstrækning allerede praktiseres i grænselandet. Og han påpeger yderligere, at de kulturelle forskelle – også i debatten om det muslimske mindretal – meget ofte er helt banale: Om man bærer et hovedtørklæde eller ej er ifølge ham ret ligegyldigt i en større samfundskontekst, og selvfølgelig må man kunne tegne Muhammed, men dette må bare ikke ske blot for at provokere. Det er bevidstheden om værdien i ens handlinger, der er det afgørende, forklarer han:    

”En sådan bevidsthed går igen i al SSW’s politik. Vi fremfører altid det menneskelige hensyn. Før i tiden henviste vi til Danmark, men jeg er bange for, at det i fremtiden bliver svært. Jeg vil ikke dømme hele folket, men det Danmark, vi har kendt til, er ved at forsvinde. Udviklingen er simpelthen ved at gå i en forkert retning. Danmark plejede at være præget af det at stole på hinanden og tillid, og det samfund så jeg gerne komme igen.”