Det kit, der binder Europa sammen ved grænserne

Tilføjet 04. aug 2015 - 11:50
Del nyheden

Artiklen er fra magasinet Grænsen nr.3/juni 2015

For at EU skal kunne fungere som projekt, skal Europas mindretal anerkendes som ligeværdige medborgere, mener FUEN-præsidenten og fhv. formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansen, der her fortæller, hvorfor ligeværdighed er så vigtig i mindretalsspørgsmål.

Af Merlin Christophersen

Europas mindretal er bindemidlet, der kan forene Europas borgere på overnationalt plan. For mindretallene forener sprog og kulturer og slår bro hen over de europæiske nationalstaters grænser. Dermed bidrager mindretallene til den fredelige sameksistens i Europa. Men for at det europæiske projekt kan lykkes, så man virkelig kan tale om europæisk integration, kræves en generel anerkendelse af mindretallene som ligeværdige i forhold til flertalsbefolkningerne, mener Hans Heinrich Hansen.

”Da jeg blev afskediget som formand for det tyske mindretal, sagde Inge Adriansen (fhv. museumsinspektør ved Sønderborg Slot, red.) til min ære, at jeg er det kit, der binder flertal og mindretal sammen. På samme måde mener jeg, at de mange europæiske mindretal, vi har – over en tredjedel af befolkningen i Europa lever i en grænseregion – kan være en del af det kit, der kan binde Europa sammen. For Europa kan efter min mening kun gro sammen ved grænserne. Men det kræver altså en anerkendelse af mindretallene, ikke bare som ligeberettigede, men også som ligeværdige medborgere. Og det er der, jeg mener, at vores model i det dansk-tyske grænseland er unik. For mindretallene har tilsammen en stor del af æren for, at forholdet mellem Danmark og Tyskland aldrig har været bedre, end det er i dag”.

Den tidligere formand for det tyske mindretal i Danmark og nuværende præsident for de europæiske mindretals paraplyorganisation, Federal Union of European Nationalities (FUEN), er selv opvokset i grænselandet, som del af det tyske mindretal i Haderslev. Af erfaring ved han, hvad samfundets manglende anderkendelse kan betyde for et mindretal. Men han ved ligeledes, hvad accept, ligeberettigelse - og allervigtigst - ligeværd bibringer.

Det afgørende skridt for, at det tyske mindretal opnåede ligeværdighed, har Hans Heinrich Hansen selv været med til at tage. Helt uventet blev han som formand for mindretallet inviteret til 75-års genforeningsfesten på Dybbøl Banke i 1995. Her holdt han som repræsentant for det tyske mindretal en tale på Danmarks mest nationale sted. Det intensiverede dialogen mellem mindretal og flertal og mindretallene imellem, og i sidste ende førte det til det tyske mindretals ligeværdighed.

Fra lige berettigelse til lige værdighed

I det dansk-tyske grænseland er man gået fra splid, udgrænsning og mindretals- og flertalsbefolkninger, der lukkede sig om sig selv, til at være et forbillede for andre grænseegne, når det kommer til fredelig sameksistens, gensidig anerkendelse og produktiv dialog mindretals- og flertalsbefolkningerne imellem. Det er på denne baggrund, at Hans Heinrich Hansen gang på gang fremhæver vigtigheden af ikke bare ligeberettigelse, men ligeværd, når det drejer sig om anerkendelsen af mindretal.

”Når det drejer sig om mindretal, er mit credo ligeværdighed. Der er mange i flertalsbefolkningen, der ikke ser, at der er meget stor forskel på ligeberettigelse og ligeværdighed. Ligeberettigelse fik vi med København-Bonn Erklæringerne i 1955. Her fik det tyske mindretals skoler eksamensret, og mindretallet kunne dermed udbygge hele sit skolesystem. Det var ligeberettigelsen. Men ligeværdighed betyder, at du er accepteret som fuldgyldigt medlem, at du uden undtagelser er accepteret som borger i det samfund, du lever i.”

Kan du uddybe forskellen på ligeberettigelse og ligeværdighed?

”Forskellen ligger i samfundets anerkendelse. Som medlem af et mindretal er du anderledes, og selvom du får lige rettigheder, betyder det ikke, at du i din anderledeshed bliver anerkendt. Heldigvis er det sådan, at vi i dag er midt i en udvikling i retning af, at man accepterer det multikulturelle. Deri ligger anerkendelsen og ligeværdigheden, for multikultur betyder, at man accepterer andre mennesker i deres anderledeshed.”

Og denne anerkendelse var ikke givet med ligeberettigelsen i 1955?

”Nej, det var den ikke. Som tysksindet var man ikke anerkendt som medborger i Sønderjylland. Der var ingen ligeværdighed. For eksempel ved jeg med sikkerhed, at man helt op til slutningen af 1970’erne diskriminerede tyske forretninger i Haderslev. Det var ren rygtediskrimination. Alle vidste, hvilke forretninger der var tyske, og som man derfor ikke handlede i. Og var man nytilflytter, der ikke vidste det, så fik man det hurtigt at vide. Man må forestille sig, at det var over 30 år efter Anden Verdenskrig og over 20 år efter København-Bonn Erklæringerne, at denne rygtediskrimination fandt sted.”

Hans Heinrich Hansens fortæller, at han som dyrlæge oplevede, hvordan man som tysksindet skulle være bedre til sit hverv end de danske konkurrenter, hvis man skulle gøre sig nogen forhåbning om danske kunder. Og selv da han som ung mand stod til at blive optaget i ”Round Table” (et verdensomspændende netværk for unge, red.) i Haderslev, blev det først heftigt diskuteret i den internationale organisations lokale afdeling, om man virkelig kunne acceptere en ”tysker”.

”På den baggrund har man en anden erfaring med, hvad det vil sige at blive diskrimineret eller ydmyget på den ene eller anden måde. Man ved, hvad det vil sige ikke at være ligeværdig. Det er ikke noget, der foregår officielt, men det foregår bare.

Ligeværdigheden kom først meget senere. Det var invitationen til genforeningsfesten i 1995, der var det skridt, som gjorde ligeberettigelsen til ligeværdighed. Hvis man kigger på udviklingen, så kan man sige, at fra 1995 og fremad får vi virkelig et udviklingsspring mod mere dialog både med flertalsbefolkningen og mindretallene imellem.”

Hvad betyder ligeberettigelsen så for mindretallet?

”For mig personligt betyder ligeberettigelsen, at det ikke er noget problem at tale tysk i dag. Før skjulte jeg det. Simpelt hen. Også i København. Jeg ville ikke stemples som tysker. Per definition var du som sønderjyde, når du dengang kom til København og læste, halvtysker. Så var det lige meget, om du hørte til det tyske mindretal eller ej. Jeg havde en målsætning om, at jeg ville tale så godt dansk, at man ikke kunne finde ud af, hvor jeg hørte til. Så man ikke engang kunne kende mig som sønderjyde. I dag er det anderledes, og gennem mit arbejde som dyrlæge er det sønderjyske også vendt tilbage. Man kan være den, man er, og blive accepteret som sådan.”

En symbolsk accept af mindretallet

Det var arrangørerne bag genforeningsfestlighederne i 1995, der havde besluttet at invitere deres tysksindede medborgere med. Og de stod fast på denne beslutning, selv om reaktionerne i samfundet viste, at det i samtiden var et radikalt skridt for større anerkendelse af mindretallet.   

”Da jeg modtog invitationen engang i 1994, var det helt uventet. Det var et kæmpe skridt fremad for os, men det kom fuldstændig som en overraskelse. Der var også mange reaktioner herpå. Det blev hævdet, at man ikke kunne invitere formanden for det tyske mindretal til den mest nationale plet i Danmark for at holde en tale. Jeg var i fjernsynet og alle mulige steder til diskussion om det emne. Det var en absolut spændende tid. Og man chikanerede Kresten Philipsen (fhv. amtsrådsformand (V), red.) for at støtte beslutningen, så det var ikke noget, der bare gik stille hen.

Det var Inge Adriansen og Kresten Philipsen, der sad i komiteen, der planlagde festlighederne. De havde bestemt, at det var mig, der skulle holde talen, og det fastholdt de. Det var et kæmpe skridt, at de fastholdt det. Et kæmpe skridt. Jeg er sikker på, at ud over dronningens tale så var det min tale, man lyttede mest til. Det var en afgørende symbolsk accept af mindretallet.”

Mindretallene som grænselandets bindeled

Hans Heinrich Hansen fortæller, at der også før 1995 havde været en dialog. Det tyske og danske mindretal var sammen om FUEN, der har eksisteret siden 1949, og både Hans Heinrich Hansen selv og hans forgænger havde som formænd for det tyske mindretal samarbejdet med Sønderjyllands Amt om besøg af tyske politikere og andre personligheder. Denne udvikling begyndte i 1973, efter at det tyske mindretal skiftede generalsekretær fra Rudolf Stehr, der havde været en overbevist nazist, til Peter Iver Johannsen.

Så invitationen til genforeningsfesten må forstås som resultatet af en længere udvikling. Men ikke desto mindre var den en skelsættende begivenhed, der førte dialogen frem i det åbne. 

”Dialogen blev intensiveret efter 1995. Dialogen havde været der før, men i 1995 blev det hele gjort mere offentligt. Genforeningsfesten var jo en enorm historie, jeg tror, der var 20.000 mennesker. Det var sådan en varm sommerdag, hvor det hele var fyldt med mennesker og Dannebrog, og hvad ved jeg. Og der findes sådan et godt billede af mig og Kresten Philipsen, der står bøjet ind over mig og fortæller mig et eller andet, og der sagde jeg til Kresten: Du må gøre, hvad du vil, men du må dog love mig én ting. Jeg vil ikke have den der sang ”Frø af ugræs er føget over hegnet” lige før eller lige efter, jeg har talt. Jeg ved, den skal synges, men lad være med at gøre det lige før eller lige efter min tale.”

Det viser vel, at der stadig eksisterede spændinger?

”Ja, men efter genforeningsfesten var der ligesom hul på bylden. Det gjorde, at jeg begyndte at kunne holde foredrag på højskoler og andre steder, også nede i Sydslesvig. Der begyndte at komme mere og mere forståelse. Mere og mere forståelse for hinanden og respekt for hinanden, også mindretallene imellem. Angsten for fraternisering var aftaget. Ja, man kan næsten ikke bruge begrebet fraternisering, for det har jo ikke noget med fraternisering at gøre, men det havde man været bange for, at det kunne udlægges som, hvis det tyske og det danske mindretal lige pludselig sagde, vi har nøjagtig samme problem med omvendt fortegn.

I dag er dialogen mellem mindretallene unik. Vi har i fællesskab oprettet Dialog Forum Norden, der er enestående i Europa (Dialog Forum Norden er en sammenslutning af grænselandets fire mindretal, det danske, det tyske, friserne og romaerne, der er i løbende dialog med Landdagen i Slesvig-Holsten og andre aktører, red.). Vi er i dialog med hinanden og med flertalssamfundet, og dermed er vi med til at binde landene sammen på tværs af grænsen.”

 

Hans Heinrich Hansen: Hans Heinrich Hansen har fra 1993 til 2006 været formand for det tyske mindretals organisation, Bund Deutscher Nordschleswiger. I 2005 modtog han Dannebrogordenen, og siden 2007 har han været præsident for den europæiske mindretalsorganisation Federal Union of European Nationalities (FUEN).