Mellem mennesker

Tilføjet 22. okt 2015 - 23:58
Del nyheden

Der var en gang en høj og slank mand, hvis hud var glødende brun og håret kulsort i en masse af krøller. Han var af tamilsk oprindelse og blev født på paradisøen kaldet ”Ceylon”. Ceylon var særlig kendt for sin sorte te, sit rige dyreliv, sin smukke natur i form af bjerge, sandstrande, vandfald, og tropiske planter og ikke mindst nævneværdig for sine kulturhistoriske bygninger og monumenter. Her voksede manden op sammen med sin far, som var buschauffør, der kørte fra landsby til landsby samt sin mor, som var husmor, holdt huset i pæn stand og sørgede for føde til børneflokken på ni børn. Manden var femte barn i flokken og på dette tidspunkt 22 år gammel.

Som 22årig var livet en fryd. I hverdagen passede manden sin skole, arbejdede på en cementfabrik, besøgte regelmæssigt Shiva Templet ved siden af hjemmet og cyklede rundt i byen med sine venner og hilste på byens forretningsmænd og deres koner. Ungdommen blomstrede og dens frihed blev nydt. Manden drømte om at blive skolelærer med eget hus og have, hvor han fortsat kunne begå sig med sine familierelationer, gode kammerater og bekendte i byen. Men en dag blev der sat en stopper for den unge mands hverdag og drømme! Øen var ikke blot et paradis, men den singhalesiske regering - og hærens undertrykkelse og diskrimination af tamilierne var begyndt at forværres. Manden var vidne til begivenheder, hvor byens unge mænd blev kidnappet eller forsvandt, journalister og akademikere skudt og dræbt, kirker og børnehjem bombet med mere. En evig angst for at dø eller forsvinde uden videre herskede i mandens hverdag. I denne krisetid valgte familien at sende den 22årige mand på flugt til det berygtede Vesten fra frygt og ødelæggelse i håbet om – overlevelse –. Hvad der nu skulle ske, vidste ingen.        
   
Dette er fortællingen om en 22årig mand, som flygtede fra paradisøen til Danmark og landede på Sydfyn i Faaborg. Manden er ingen anden end min fader. Og lad os nu høre, hvad der videre skete. Vi er i året 1986.  

Den høje og slanke mand, hvis hud var glødende brun og håret kulsort i en masse af krøller ankom ikke alene til Faaborg, men sammen med en flok andre tamilske flygtninge; primært mænd. Forinden havde de boet på ”Nakkebølle Asylcenter” på Sydfyn i tre måneder, hvor de blandt andet var begyndt at få sprog undervisning i dansk. Samtidig skulle de vænne sig til den danske vinterkulde og den danske ”underlige og sjove mad”. Gennem opholdet på Asylcenteret havde tamilierne, som ikke i forvejen havde et kendskab til hinanden grundet deres flugt fra forskellige byer på øen, etableret sociale relationer til hinanden og var begyndt at færdes omkring forskellige aktiviteter. De spillede fodbold, kortspil og udforskede nærområderne på Sydfyn. Sammen var de lykkelige, trygge og kunne igen nyde ungdomslivet i deres nye tilværelse. Flere brændte for at hjælpe deres forsømte familier økonomisk, mens andre snarere fokuserede på at lære det danske sprog og etablere ”det gode liv”. Fælles for dem alle var, at livet nu var sikret fra angsten om at skulle slås ihjel grundet den tamilske etnicitet.  

Synet af de tamilske mænd vækkede nysgerrighed hos de etnisk danske faaborggenser. Faaborggenserne var netop blevet opmærksomme på, at en gruppe tamilere nu havde bosat sig i Faaborg, og dette ville de ikke agere blinde over for. I hverdagen bemærkede manden, hvordan faaborggenserne frivilligt og højlydt hilste ”goddag” på gaden, før han overhovedet havde sagt et ord. Atmosfæren i byen var god og kærlighedsfyldt. I Faaborg blev der også stiftet foreningen ”Dansk-tamilsk forening”, som arrangerede sammenkomster for begge folkeslag, hvor eksempelvis de nydanske tamilere biddrog med tamilsk mad, kulturelle indslag med tamilsk dans, sang og musik som underholdning. Det var en måde hvorpå, faaborggenserne lærte tamilierne og deres kultur bedre at kende og lod de danske og tamilske normer og værdier mødes på tværs af hinanden under samme tag. Det var dog ikke den eneste velkomstkomite.

Som et personligt initiativ, hang et ældre etnisk dansk ægtepar sedler op i byen samme vinter, hvor de inviterede alle tamilere til julefrokost i deres hjem. Parcelhuset blev fyldt og hele 60 tamilere dukkede op. I huset blev der spist æbleskiver, klippe-klistret julepynt og hældt flere kilo sukker i teen. Det ældre ægtepar er ikke hvem som helst, men endte med at blive ”kontaktforældre” for manden. Alene og uden familie fandt han pludselig trøst hos sine nye forældre, hvem han kunne fortælle om krigsforbrydelserne fra øen til, hvilket netop berørte ham dybt. Han oplevede også en enorm glæde ved at regulært fejre sin fødselsdag med fynsk brunsviger og jul med gaver i deres selskab. Flertallet af de andre tamilere i Faaborg fik lige så etniske danske kontaktforældre.

Hvis du i dag, efter 30 år, spørger den høje og slanke mand, hvis hud er glødende brun og håret kulsort, dog med færre krøller, hvad han husker bedst fra sin ankomst til Danmark, udtrykker han stolt sit samlede indtryk således: ”Danskere er et af de mest kærlige, hjælpsomme og gæstfrie folkefærd, jeg nogensinde har mødt! Den varme velkomst gjorde, at jeg kunne tage afstand fra krigens sår. Det er en af de bedste tider i mit liv”. Det synes jeg er en udtalelse fra hjertet, der er værd at fremhæve! Man kan i dag videre stille spørgsmålstegn ved, om denne uforglemmelig velkomst til Faaborg mon har været årsagen til, at tamilierne fra 1986 fortsat bor i Faaborg med koner og børn og aldrig kunne drømme om at flytte væk derfra?

Som barn af flygtninge, hvis forældre var tvunget til at forlade deres hjemland i en uvished omkring deres eksistens og fremtid, kan det være skræmmende at tænke på, at jeg i stedet for at være en dansker med rødder i den tamilske etnicitet lige så godt kunne have været tysker eller noget helt tredje alt efter, hvor min far landede og senere mødte min mor. Hun var desuden flygtet til Sverige og bosatte sig senere i Danmark som følge af ægteskabet med min far. At min far landede i Faaborg, hvor han blev taget godt imod og blev anset som ”den næste” i lokalsamfundet har haft en afgørende betydning for min opvækst i samme by, hvor jeg aldrig har følt mig fremmedgjort, men lige så dansk som mine etniske danske venner med blot en mere farverig bagage, som jeg ikke lagde skjul på - tværtimod.

Jeg må her understege, at det er en gave, at min far i sin tid fik bonusforældre med hvem jeg som min far altid holder fødselsdag og jul med. Jeg er evig taknemmelig for mine bedsteforældre, hvis kærlighed er ubegrænset. Tænk en gang, at jeg trods flygtningeskæbnen kan erfare denne smukke barnebarn-bedsteforældre relation.

I en tid, hvor flygtningedebatten er på sit yderste overdrev, har jeg undret mig over, hvorfor politikkere for en stund ikke kigger tilbage på de forskellige minoritetsgrupper i Danmark og deres succeshistorier i stedet for modsatrettede fortællinger. På den måde kunne de integrere de gode erfaringer med integration i deres diskussion og arbejde med flygtninge. Fortællingen om den slanke og høje mand, hvis hud er glødende brun og håret i en masse af krøller er vel én succeshistorie, som efter 30 år stadig kan være en inspiration for dagens integrationsarbejde og i det mellemmenneskelige møde mellem etniske danskere og nye medborgere?